Jeg blev født fredag den trettende. Om datoen var et tilfælde eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Det skete i 1968, og jeg kan ikke huske ret meget af det. Men det skete i et parcelhus på landet. I Anisse Nord, lidt uden for Helsinge i Nordsjælland. Og der voksede jeg så op, mellem gule murstens huse og ligusterhække. Der var masser af plads og oceaner af legetøj.
Min far var smed og min mor syerske. En bil hver. Der skulle ikke mangle noget. Og sådan gik det til, at de to største værdier i mit barndomshjem var penge og tv.
Jeg gik på Bjørnehøj-skolen, som meget praktisk var blevet bygget i forlængelse af Annisse Nord. Og hadede det det meste af tiden. Første og anden klasse var okay, og af en eller anden mærkelig grund var 10. heller ikke så slem. Men de andre oplevede jeg som noget nær en fængselsdom. Jeg lavede ingen lektier og fulgte ikke med i timerne.
Da jeg gik ud af skolen, havde jeg lært mere om, hvad jeg ikke duede til, end hvad jeg duede til. Jeg havde udpræget sans for tal (scorede et 13-tal til eksamen i mundtlig matematik i 10.), og jeg tegnede rimelig godt, ellers var jeg ganske håbløs til det meste. Det var, hvad jeg havde fået ud af 10 års skolegang.
Efter skolen arbejdede jeg af og til i min fars smedefirma, mens jeg forgæves forsøgte at finde en læreplads som reklametegner. Jeg fandt faktisk én. Men han ville have støtte af kommunen, og selvom man sagtens kunne få det, mente skrankepaven nede på kommunen, at jeg ville få et meget bedre liv som tømrer. Så ingen støtte der. Jeg søgte to gange ind på Skolen For Brugskunst og fik afslag, som jeg tog meget tungt. Til slut valgte jeg at forsøge at blive tegneserietegner. Jeg har nemlig altid elsket at fortælle historier.
Jeg fik et job som bud for et supermarked 2 dage om ugen og tegnede så resten af tiden, sendte stakke af vittighedstegninger ind til det ene blad efter det andet og fik det hele retur, hvis jeg da hørte noget.
Så endelig efter flere lange, lange år, fik jeg bid. Og 2 steder samme dag. Og flere fulgte hurtigt efter, så jeg pludselig tegnede for 7-8 ungdoms- og musikblade på en gang. Et af de allerførste blade, der bragte en af mine tegneserier, hed Ung, og det tegner jeg stadig for. I dag er den første tegneserie, der handlede om et rockband, bare skiftet ud med serien, Victor, som også er udkommet på album i 1999.
Men man kan ikke leve af at tegne for måneds- og kvartalsblade. Man skal enten have foden indenfor på et par af de store dagblade, eller også skal man have held til at få et af pressebureauerne til at tage sin tegneserie. Dertil kom så, at jeg begyndte at blive træt af tegneserierne. Først og fremmest var jeg træt af redaktørerne på mange af disse små blade. Man var ikke glad for at betale; materialet kom ikke i, selvom man havde sagt god for det; man ventede med at fyre tegneren, til han kom med nye tegninger, i stedet for at give besked, før han spildte sin tid på at lave dem; og jeg kunne blive ved. Desuden var det stadig et meget tidskrævende job at sælge til disse blade.
Jeg besluttede at sige knald eller fald. Jeg lagde alt, hvad jeg havde lært, i at skabe en tegneserie, som jeg præsenterede for Pressens Illustrations Bureau, der med prisværdig tålmodighed havde brugt tid på at læse mine striber, siden jeg kontaktede dem første gang som 17-årig. Som noget nær de eneste havde P.I.B formået at komme med kritik, som jeg kunne bruge til noget. De blev meget begejstrede for min nye serie og tog den til sig. Det var en dagstribe-serie om djævelen, der har tabt helvede til Gud i poker. Nu må han så finde ud af at leve her på jorden. Og det er svært, når man ikke har været på disse kanter siden engang i middelalderen.
Der gik et halvt år, før bureauet meldte tilbage med dårligt nyt. De kunne ikke sælge den i tilstrækkeligt omfang, til at det kunne betale sig for dem at gå videre med serien. Det var jeg selvfølgelig ikke glad for at høre, men jeg tog det nu ikke så tungt, for i mellemtiden var jeg gået i gang med at skrive en roman, og jeg var totalt opslugt af arbejdet.
Da jeg fik den sørgelige nyhed om tegneserien, var jeg godt halvvejs med romanen og vidste på det tidspunkt, at den ville blive skrevet færdig. Det var det her, jeg ville. Jeg ville skrive bøger. Jeg havde aldrig brændt så kraftigt for noget. Ikke engang sex.
Bogen blev færdig, og jeg sendte den til Høst & Søns Forlag. Jeg vidste intet om forlagsbranchen, så jeg tømte min bogreol ud på gulvet og sammenlignede forsider. Høst lavede de fedeste. Så jeg sendte manuskriptet til dem.
Og så gik det sin gang. Den ene bog fulgte den næste. Jeg blev udråbt til "Danmarks største gyser-talent i nyere tid" af en af de mest begejstrede anmeldere. Jeg blev udgivet i Norge. Der blev skrevet filmkontrakter (første film bliver KAT, der ventes optaget omkring april 2000). Jeg blev gift, fik en søn. Og langt om længe fik jeg også drømmen om mit eget tegneseriealbum opfyldt.
Læs også:
"Stikker" på Krimimesse i Horsens (april 2004)
"Men hvor får du det fra?" "Når nu du rent faktisk godt kan skrive, hvorfor i alverden
så skrive gysere?" "Hvor får du det fra?" "Hvor får du det dog fra?"
Spørgsmål af den slags har haglet ned over mig, siden min første bog udkom. I starten
rystede jeg på hovedet af det. For hvem kan forklare, hvor fantasien kommer fra?
Men jeg møder stadig spørgsmålet om, hvor jeg får det fra – det har stædigt fulgt mig i de
5 år, der er gået siden min debut. Og der er vist ingen grund til at tro, at jeg slipper for
at høre det igen og igen, ligegyldigt hvad jeg så end gør.
Jeg vil alligevel forsøge at løfte lidt af sløret her. Men sæt ikke næsen op efter, at jeg
skal forklare fantasiens mysterium, for det kan jeg ikke. Det har jeg heller ikke lyst til.
Fantasien trives bedst med at være en gåde.
Lad mig starte med en gang for alle at slå fast, at jeg ikke tror på det jeg skriver. Jeg
tror ikke, der findes vampyrer eller hjerteædende katte. Jeg tror ikke, at en af mine
venner er pyroman. Og det mener jeg er en af mine forcer. For de gyserforfattere,
der lader til at tro på det overnaturlige, ender ofte med at skrive noget rigtigt bras. De
mister hurtigt enhver forbindelse til jorden og svæver bort i indforstået volapyk.
Det er meget lettere at lokke læseren med på idéen, når man selv er klar over, at det er
løgn hele vejen igennem. På den anden side, har jeg haft et par oplevelser, som kunne
tyde på, at der er mere mellem himmel og jord end som så, MEN man behøver altså
ikke flippe ud og æde alt, hvad der står i UFO-NYT råt, bare fordi man har set en
lysende plet på himlen.
Men jeg kan faktisk godt lide at lege med tanken. Jeg kan i det hele taget godt lide
at lege med tankerne. Og det er en af mine helt store drivkrafter. At lege med tankerne.
En anden er kærlighed til den gode historie. Man kan sådan lidt poppet sige, at jeg
forsøger at skrive de historier, jeg selv ville ønske, nogle andre havde fortalt mig. Og
det er her gyserne kommer ind. Men jeg er ikke en stor Stephen King-fan, der bare
gerne vil være en dansk Stephen King. Tværtimod. Jo, jeg har læst en masse Stephen
King. Og jeg har læst Dean Koontz, Og Clive Barker, Dan Simmons, Ira Levin og
så videre. Jeg har set et hav af gyserfilm. Men jeg har også læst så meget andet, set
så mange andre film. Jeg er ingen gyser-freak. Der er masser af forskellige genrer,
som jeg holder af. Jeg elsker en god historie og så er genren underordnet.
Frygt og begær er på mange måder nøgleord til hele mit forfatterskab. Alt jeg har
lavet kredser på den ene eller anden måde om disse emner. Selv den humoristiske
tegneserie "Victor & Louise" tager sit udgangspunkt i frygt og begær. Victor er
omkring de 15 og stopfuld af hormoner. Han kan ikke tænke på meget andet end
Louise. Men Victor er en kikset fyr, og alt går galt for ham. Det er Victors begær,
der driver serien og gør, at vi føler med ham, men det er læserens egen frygt, der
gør den morsom.
Hvorfor så frygt og begær? Fordi det er disse to urinstinkter, der ligger bag det
meste af det, vi kalder ondskab. Og frygt og begær er et par af menneskets største,
hvis ikke de største, drivkrafter. Begær efter rigdom, beundring, accept, osv. Frygt
for ensomhed, fiasko, afvisning, smerte, osv. I virkeligheden er ondskaben sjældent
et frådende monster fra helvede, men de små egoistiske banaliteter, som vi skynder
os at feje ind under gulvtæppet og bortforklare. I gyseren kan man på et symbolsk
plan tage fat om disse ofte fortrængte uhyrligheder. På den måde kan gyseren godt
minde lidt om fablen. Gyseren går bare mere efter følelserne og kan derfor være
langt vanskeligere at tolke, da man skal bruge hjertet mere end hjernen til det.
Men gyseren er ikke bare et glimrede sted at behandle frygt og begær. Den har så
meget andet. Der er et eller andet dragende ved ondskaben, lidt som at stå på en
færge og stirre ned i vandet – og mærke en snigende lyst til at springe i. Hvad det
er, ved jeg ikke, men jeg kan mærke det. Og det, tror jeg faktisk, er noget alment
menneskeligt. For hvis det ikke var sådan, hvorfor er det så mord, krig og ulykker,
der fylder aviserne?
En anden ting ved gys og spænding er, at disse genrer lider under vanetænkningens
kedsommelighed. Det er så fastlåst, at man kan regne det meste af en film ud blot
ved at se på plakaten. Eks: En seriemorder er løs. Han myrder på en meget speciel
måde. En ung politimand er efter ham. Han kender en ung, smuk kvinde, som
morderen meget gerne vil slå ihjel. Det lykkes sørme betjenten at redde hende,
morderen bliver skudt, og de to andre får hinanden til slut. Den film tror jeg de
fleste har set mange gange.
Jeg finder helt klart inspiration i det fastlåste. Det er et gevaldigt kick at se en ny
måde at gøre tingene på, og det er helt vidunderligt at se det lykkes. Og alt i alt er
det disse ting, der gør, at jeg arbejder i de genrer, som jeg gør.
Den enkelte bogs tilbliven er en ret indviklet proces. Det er aldrig BANG! Og så
er den der. Det er en række inspirationer, der følger efter hinanden og nogle gange,
som i "Fluernes Hvisken", er det første glimt af historien, som dukkede op i mit
baghoved en dag, slet ikke med i den færdige roman. Tingene udvikler sig langsomt,
og der kan godt gå mange år, fra den første idé til jeg sætter mig foran computeren
og begynder at skrive. Og selv her lever fantasien og nye muligheder bliver vendt
og drejet. Så hvor får jeg det fra? Jeg ved det jo ikke. Der er utroligt mange ting,
der spiller ind. For at give et billede af dette, vil jeg tage udgangspunkt i min anden
roman, "Blodets Nætter" (min egen favorit), og vise nogle af de ting, der har
påvirket mig og idéen undervejs.
Jeg har altid elsket vampyrer. Den snigende kulde, det stille gys, den uimodståelige
tiltrækning. Der er noget ved vampyr-genren, som jeg bare elsker. Selvom det
måske er den gyser-genre, der har været udsat for de mest hjælpeløse udgydelser.
Vampyrer som dem i "Salem´s Lot" eller "From dusk til dawn" lader mig fuldstændig
kold. Jeg er meget mere til det sanselige, tiltrækkende monster i "Dracula" eller
"En vampyrs bekendelser". I den anden ende kammer mange af disse vampyr-
historier over og ender i noget romantisk hø.
Men jeg kan ikke bare sige til mig selv: "Steen, skulle du ikke tage og skrive en
vampyrhistorie". Sådan virker det ikke. Idéen må komme af sig selv, og den skal
gerne have et par ekstra idéer i ryggen, før jeg for alvor begynder at beskæftige
mig med den.
Jeg er ikke den store Bowie-fan, men der er især en af hans sange, som jeg holder
meget af. Den hedder "Catpeople" og stammer fra et soundtrack til en 80´er
genindspilning af en gammel gyserfilm. Filmen hedder også "Catpeople" og skulle
vist være god i den første indspilning, men jeg må tilstå, at jeg kun har set 80´er
udgaven, og den er ikke noget særligt. Men det er Bowies sang. Det er et meget
stemningsfuldt nummer, der af en eller anden grund får mig til at tænke på
sensommeraftner. Dette specielle skumringslys, som både er lilla og orange på
én gang. Og lige præcis den stemning, den fornemmelse af sommerens sidste
glød pustede liv i vampyrkvinden, Cecilie, og den navnløse tegner, som
forelskede sig i hende. For mig vil Bowies sang og "Blodets Nætter" altid høre
sammen.
Idéen med at følge en forelsket fyr gå sin undergang i møde i armene på hans
hjertes udkårne, har selvfølgelig en vis inspiration fra kriminalfilm som "Sea of
Love" og "Basic Instinc", hvor omdrejningspunktet er, at detektiven er forelsket
i en særdeles mistænkelig kvinde, som kan have en masse mord på samvittigheden.
Begge film søger en erotisk nerve, som jeg godt kunne lide.
Dette at være tiltrukket af døden, som en han-edderkop på vej til hunnen og døden,
var et emne, jeg meget gerne ville tage fat i. Og det passede jo faktisk ganske godt
til vampyren, Cecilie, som havde spøgt i mit baghoved længe. Og så en eller anden
aften, hvor Cecilie vandrede rundt bag min pande, faldt brikkerne på plads. Hvad
nu hvis…
I de vampyrhistorier, jeg kender, er hovedpersonen altid enten vampyrjægeren,
offeret eller vampyren selv. Det sker, at vampyrene fanger dødelige og udnytter
dem, som slaver, legetøj eller blot en slags malkekøer, men tilsyneladende var
der ingen, der havde fundet denne konstellation spændende nok, til at lade dette
være andet end baggrundsstof og bi-bi-bipersoners ærinde i historien. Men jo
mere jeg tænkte over det, jo mere tændte jeg på idéen. For tænk, at give sig
så fuldstændigt, at man gladelig blotter sin hals, tænk, at tiltrækkes så voldsomt,
at det ikke længere spiller nogen rolle, om man overlever.
Og pludselig begyndte historien at vokse. Jeg havde det meste af plottet, jeg
havde stemningen, jeg havde hovedpersonerne. Jeg vidste, historien skulle skrives.
Men selv her arbejder fantasien videre. Selv her bliver man stadig inspireret. Og
kan blive ved med at stille spørgsmålet: Hvor får du det fra? For fantasien lever
med i hele forløbet, og stopper først, når det sidste punktum bliver sat. Hvordan
fandt jeg på, at der skulle være en jeg-fortæller? Hvor kom idéen med ikke at
have kapitler fra? Borgruinen? Børnedødeligheden? Alle de andre elementer i
denne historie?
Svaret er selvfølgelig, at det ved jeg ikke. Og det interesserer mig heller ikke
synderligt. For når det kommer til stykket, må det være historien, der tæller.
Ikke hvordan den blev til. Det er med fantasi, som det er med sex: Man kan
ikke forklare det, for én, som ikke kender til det. Prøv bare at forklare et barn
om sex. Om den lyst, der kan gribe én, så man glemmer alt andet. At forklare
fantasi for én, som ingen har, er ligeså vanskeligt.
1997: Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes legat
1998: Litteraturrådets pulje 8 - arbejdslegat til yngre prosaforfattere
1999: Nemos forfatterlegat
