Sissel-Jo Gazan er født i 1973 i Århus. Som femårig tog hun med sin mor ud at sejle i Middelhavet på den gaffelriggede træketch Shearwater, og på denne knap tre år lange rejse blev kærligheden til at skrive grundlagt. Først med hjælp fra sin mor og siden på egen hånd, beskrev hun det, hun så og oplevede: på havet med flokke af delfiner, i forladte appelsinhaver og blandt de lokale, der boede i de havnelandsbyerne, hvor Shearwater lagde til kaj. Beskrivelserne blev sendt hjem til familie og venner i Danmark som breve og historier, og at skrive har siden da været forfatterens primære måde at udtrykke sit forhold til verden på.
Som barn og ung boede Sissel-Jo Gazan flere forskellige steder i Danmark og erhvervede en rodløshed, der også er blevet spejlet i hendes mange rejser rundt i verden, først med sin far og mor, siden hen på egen hånd, rejser som ofte er blevet til længere ophold i udlandet. Under disse længere ophold har historierne fået plads til at blive til romaner. Debuten ”Når man kysser i august” udkom i 1995 og blev skrevet under et længere ophold i Lissabon, hvor Sissel-Jo lejede sig ind hos den excentriske Dona Rosa og skrev uafbrudt i tre måneder med en servante som skrivebord. ”Et barn for sig”, der udkom i 1997, blev hovedsageligt til på Filippinerne, hvor Sissel-Jo boede, fordi hun var forelsket i en guldgraver, og den sidste roman, ”Vigtigt at vide om Ludmilla” fra 2003, kom til verden under et to måneders stipendiat i Hamburg og et efterfølgende ophold i London.
Den store verden og rodløsheden er drivkraft i Sissel-Jo Gazans romaner, der har menneskelivet og menneskers møder med hinanden som omdrejningspunkt. Hun skriver sanseligt og skarpt om store emner som livsløgn, ondskab, identitetsdannelse, frihed, sorg og kærlighed, nok især i ”Vigtigt at vide om Ludmilla”, som er en manifestation af, at denne relativt unge forfatter har indsigt i livet og sprog og fantasi til at formulere sig både underholdende og interessant.
De seneste par år har Sissel-Jo, med undtagelse af et 4 måneders researchophold i Berlin sommeren 2003, boet i København sammen med sin datter på 3 år. Hun blev i 2004 færdig som biolog med speciale i dinosaurer fra Københavns Universitet. Hun nu fuld tid på sin 4. roman, som foregår i Tyskland og Danmark. Ud over det skriver hun klummer til Metroxpress og anmelder bøger.
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 29. marts 2000
Mærkværdigt nok har jeg været vild med kriminalromaner de sidste tre år, selv om jeg hverken skriver eller har planer om at skifte til denne genre. Jeg har slugt Caleb Carrs ”Sindssygelægen” og efterfølgeren ”Mørkets engel”. For øjeblikket venter jeg med længsel på oversættelsen af Henning Mankells ”Pyramiden”, som er den seneste i serien om den svenske politimand Wallander.
Generelt inspireres jeg mere af det at læse, end af det jeg læser. Genremæssigt er jeg mere eller mindre altædende, bare historien fænger og beriger. ”Oliver Twist” og ”Brødrene Løvehjerte” er de mest skattede romaner i mit liv, de eneste bøger jeg har læst adskillige gange og stadig læser med jævne mellemrum.
John Irvings ”Æblemostreglementet” åbnede døren ind til det rum, hvor jeg allerførste gang blev forført af tanken om, at skrev jeg en roman, ville jeg kunne bestemme alt, fra min hovedpersons hårfarve til virkelighedens indretning. Siden jeg læste de første af Irvings bøger for ti år siden, har en lang række forfattere inspireret mig med hver deres univers. John Steinbecks ”Vredens druer”, Lawrence Durrells ”Alexandriakvartetten” og Alice Hoffmanns ”Den syvende himmel”, for blot at nævne et par eksempler. Af og til læser jeg bøger, som ikke taler åbenlyst til mig, men som alligevel inspirer mig. Et eksempel er forfatteren Paul Auster, som skriver romaner, som jeg læser med stor opmærksomhed, fordi hans univers og tankegang er så anderledes end min egen.
Musik danner lydtapet, når jeg skriver. Den må ikke være for voldsom og ikke på dansk, for så kommer jeg til at sidde og spekulere på, hvad de egentlig mener med det, de synger. Kondenseret popmusik er det bedste, så baggrunden fyldes ud, men ikke kalder på mig. I Portugal, da jeg skrev ”Når man kysser i august” lyttede jeg konstant til ”Mariah Carey unplugged”, fordi jeg tilfældigvis købte båndet af en gadesælger. Til sidst betød det uheld, hvis jeg forsøgte at skrive til noget som helst andet, hvilket kurerede mig godt og grundigt for Mariah Carey. Stort set det samme gentog sig, da jeg skrev ”Et barn for sig”, denne gang med George Michaels ”Older” limet fast til cd-afspilleren. Når jeg holder pause på en himmelråbende dag, sætter jeg Stevie Wonder på og synger helt vildt med, mens jeg hopper i sofaen, og når det regner, nøjes jeg med at daske lidt rundt på gulvet, mens jeg lader, som om jeg synger lige så sejt som Courtney Love fra Hole.
Særlige film for mig er ”Mine aftener i Paradis” og ”Brændt af solen”. Men jeg elsker også film, som larmer vildt overdrevet a la ”Enemy of the state” og ”Natural born killers”. Biografens mørke er frihed og frikvarter i min egen kreative proces. Jeg bruger film som et helle, en mørk sal, hvor jeg bare kan sidde og nyde andre menneskers fortolkning af livet . Mine egne spekulationer skrumper ind til det rene ingenting sammenlignet med det, der udspiller sig på det hvide lærred, og jeg går altid fra biografen med mod på det hele igen: historierne, plottene og det hårde arbejde.
1995: Autorkontoen i forbindelse med ”Når man kysser i august”.
1999: Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat
2002: Autorkontoen
2003: Statens Kunstfond rejselegat
2005: Litteraturrådet
2005: Kunstfonden
2006: Legatophold på Det Danske Institut i Rom
2006: Kunstfonden
