Sissel-Jo Gazan

Sissel-Jo Gazan er født i 1973 i Århus. Som femårig tog hun med sin mor ud at sejle i Middelhavet på den gaffelriggede træketch Shearwater, og på denne knap tre år lange rejse blev kærlig­he­den til at skrive grundlagt. Først med hjælp fra sin mor og siden på egen hånd, beskrev hun det, hun så og oplevede: på havet med flokke af delfiner, i for­ladte appelsinhaver og blandt de lokale, der boede i de havnelandsbyerne, hvor Shear­water lagde til kaj. Beskrivelserne blev sendt hjem til familie og venner i Danmark som breve og historier, og at skrive har siden da været forfatterens primære måde at udtrykke sit forhold til verden på.

Som barn og ung boede Sissel-Jo Gazan  flere forskellige steder i Dan­mark og erhverve­de en rodløshed, der også er blevet spejlet i hendes mange rejser rundt i verden, først med sin far og mor, siden hen på egen hånd, rejser som ofte er blevet til læn­gere ophold i ud­lan­det. Under disse længere ophold har historierne fået plads til at bli­ve til romaner. De­but­en ”Når man kysser i august” udkom i 1995 og blev skrevet under et længere ophold i Lissabon, hvor Sissel-Jo lejede sig ind hos den excentriske Dona Rosa og skrev uafbrudt i tre måneder med en servante som skrivebord. ”Et barn for sig”, der udkom i 1997, blev hovedsageligt til på Filippiner­ne, hvor Sissel-Jo boede, fordi hun var forelsket i en guld­gra­ver, og den sidste roman, ”Vigtigt at vide om Ludmilla” fra 2003, kom til verden un­der et to måneders stipendiat i Hamburg og et efter­følgende ophold i London.

Den store verden og rodløsheden er drivkraft i Sissel-Jo Gazans romaner, der har men­neskelivet og menneskers møder med hinanden som omdrejningspunkt. Hun skriver san­seligt og skarpt om store emner som livsløgn, ondskab, identitetsdannelse, frihed, sorg og kærlighed, nok især i ”Vigtigt at vide om Ludmilla”, som er en manifestation af, at denne relativt unge forfatter har indsigt i livet og sprog og fantasi til at formulere sig både un­der­holdende og interessant.

De seneste par år har Sissel-Jo, med undtagelse af et 4 måneders researchophold i Ber­lin sommeren 2003, boet i København sammen med sin datter på 3 år. Hun blev i 2004 færdig som biolog med speciale i dinosaurer fra Københavns Universitet. Hun nu fuld tid på sin 4. roman, som foregår i Tyskland og Danmark. Ud over det skriver hun klummer til Metroxpress og anmelder bøger.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 29. marts 2000

Debut: 
1995
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Blækhat" af Sissel-Jo Gazan

    Bogens forside

    Aarhus i 80’erne. Rosa vokser op hos sin mor, der er optaget af svampevidenskab og af kampen imod kapitalismen. Hvem Rosas biologiske far er, går hun ikke så meget op i.

    Forfatter: 
    Sissel-Jo Gazan
    Udgivet: 
    2917
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    541
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Svalens graf" af Sissel-Jo Gazan

    Bogens forside

    Den ansete professor i immunologi og infektionssygdomme, Kristian Storm, har tilsyneladende begået selvmord, men kan det virkelig passe? Hans forskning stod over for et stort gennembrud.

    Forfatter: 
    Sissel-Jo Gazan
    Udgivet: 
    2013
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    470
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Dinosaurens fjer" af Sissel-Jo Gazan

    Bogens forside

    Krimi -  Er verdens fugle dinosaurernes efterkommere - det er emnet for Annas speciale på biologistudiet, og jo dybere hun trænger ned i emnet, des tydeligere bliver det, at både videnska

    Forfatter: 
    Sissel-Jo Gazan
    Udgivet: 
    2008
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    446
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Vigtigt at vide om Ludmilla" af Sissel-Jo Gazan

    Bogens forside

    Ad omveje og med varsom medfølelse skildres den skæbne som blev Ludmillas, i et fiktivt østeuropæisk land under krigens forrående indflydelse på menneskene

    Forfatter: 
    Sissel-Jo Gazan
    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    187
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Et barn for sig" af Sissel-Jo Gazan

    Bogens forside

    Simons liv begynder lykkeligt, men som voksen opdager han, at fortiden holdes skjult - fortiden, som bringer ham sammen med fremmede mennesker med traumer og ulykkelige barndomserindringer.

    Forfatter: 
    Sissel-Jo Gazan
    Udgivet: 
    1997
    Forlag: 
    Århus : Klim
    Sidetal: 
    246
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Når man kysser i august" af Sissel-Jo Gazan

    Originaludgave: 1995

    Forfatter: 
    Sissel-Jo Gazan
    Udgivet: 
    1995
    Forlag: 
    Århus : Klim
    Sidetal: 
    189
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

PANDEHÅR

Her er Sissel. Det er sengetid, og hun mangler bare at børste tænder. På gulvet ligger der hårtotter. Når hun træder på dem, er det ligesom at gå på farfars langhårede tæppe.

”Hvorfor skal mit pandehår være så kort?” spørger hun sin mor, der hedder Janne. Inde i spejlbilledet er det som om hun har fået det samme hår som en playmobil- pige.

”Det er mere økonomisk sådan,” siger Janne og fejer op på gulvet. Hun kan ikke lide at fortælle Sissel, at hun tit glemmer, hvor meget hår krymper, når det tørrer.
”Nå,” siger Sissel og stirrer længe på playmobil-pigen inde i spejlet. Hun ved ikke, hvad økonomisk er.

Da Janne og far Paul har sagt godnat, ligger Sissel i køjesengen og kigger på gardinerne, der bliver hvide, når der kører biler forbi.
”Hvem bestemmer egentlig, hvordan pandehår skal se ud?” tænker hun. Hun prøver at forestille sig forskelligt pandehår. Der findes godt nok meget! Hvis nu det nu var mig, der bestemte, tænker hun, så skulle mit pandehår have masser af mørke krøller. Lige ned til øjnene og det skulle være blankt, ligesom guld.

Sissel vender sig om og kigger ind i væggen. Hun kan ikke sove. Måske ville det se fjollet ud? Når nu alt det andet hår er glat og hvidt? Men det er jo bare ligesom Isaks hår, kommer hun så i tanker om. Isak er hendes nabo, og han er jøde. Han har sådan nogle slangekrøller lige ved ørene, men bagpå er hans hår klippet kort. Hvis Isak kan have to forskellige slags hår, så kan hun vel også? Paul har fortalt, at Isaks Gud bestemmer, hvilket hår han må have. Så måske er det også Gud, der har bestemt, at hendes hår skal klippes øko-no-misk. Hun siger ordet langsomt: ”Øko-no-misk.”

Næste dag i skolen opdager hun, at der er mange børn i hendes klasse, hvis hår er klippet øko-no-misk. Det ser ud, som om deres hår er klippet efter en meget lille gryde. Næsten som om deres forældre ikke rigtig kan lide dem. Hun kender kun tre, som ikke har hår, der er øko-no-misk.

Den ene er deres formningslærer, Kirsten, som stikker hovedet ind i klassen for at give en besked. Hun ligner en mikrofon, tænker Sissel glad. Hendes hår er en grå kuppel, der hopper, når hun snakker. Sissel tænker, om Kirsten er ked af alle de krøller.

Den anden er deres klasselærer, Marianne. Hun har verdens længste hår og ikke noget pandehår. Gad vide om hun klipper sine børns hår efter en lille gryde? tænker Sissel. Mariannes hår er snoet rundt i en snegl bag på hovedet, og om sommeren går hun i træsko og om vinteren i træskostøvler. Hun er nok død u-øko-no-misk tænker Sissel, og kommer til at fnise.
Den sidste er hendes veninde, Eva. Hun har helt sikkert ikke øko-no-misk hår. Hun har sådan nogle krøller, som hun ønsker sig! Pandehåret går helt ned til øjnene, og det er mørkebrunt, ikke hvidt. Hvidt hår er dumt, tænker Sissel. Det er alt for hvidt.

”Hvem har klippet dit hår, Eva?” spørger Sissel. Eva er ved at tage sit penalhus op af tasken.
”Det er der en dame, der gør. Med barberblad,” svarer Eva.
”Med barberblad?” spørger Sissel.
”Ja.” svarer Eva, ”det er sådan en bestemt måde, som rigtige frisører klipper på. De skærer håret.” Eva lyder vigtig, men det forstår hun godt. Tænk at være så u-øko-no-misk, at man får håret skåret hos en frisør!
”Koster det penge?” vil Sissel vide.
”Ja,” svarer Eva. ”Men ikke ret mange, for min far har malet et billede på hendes væg.”
”Måtte han gerne det?” spørger Sissel forbavset.
”Ja,” svarer Eva. ”Han får tit penge for at male på vægge.”
”Nå.” siger Sissel. Hun hører meget for tiden, som er mærkeligt.

De har klassens time, og Sissel kan ikke sidde stille. Hun sidder og ser rundt på hele klassens pandehår. Sewim, der også er hendes veninde, har sort hår, og det er klippet magen til hendes brors, som går to klasser under dem. På en seddel skriver hun: ”Hvem klipper dit hår?” og sender den over til Sewim. Sewims hår ligner en hjelm, men det er tykt og sort, lidt ligesom Sissel gerne vil havde det. Sewim skriver tilbage. ”Det gør min far. Han er barber.”
”Barber?” Sissel hvisker meget højt. Hun ved ikke hvad en barber er.
”En der klipper mænds hår,” hvisker Sewim tilbage. ”Da vi boede i Tyrkiet, havde han sin egen salon. Nu arbejder han på en kiksefabrik.”
Sissel griner. Hun ved ikke, hvorfor Sewim siger det med kiksefabrikken, men hun syntes det er sjovt, hvis kiks får klippet deres hår. Marianne kigger ned på dem, og Sissel prøver at tie stille.

Om fredagen står Sissel sammen med nogle af sine venner nede ved frugtboden. Sewim, Eva, Katrine og en dreng, der hedder Amos, som Sissel godt kan lide. Sissel spørger, om de ved, hvem der bestemmer, hvordan børns hår skal se ud. Der er ingen, der ved det. De kigger på hinandens hår. Eva har pandehår og høj hestehale, men de andres hår ser sjovt ud.

Amos har langt hår over ørene, men pandehåret er kort, som om Amos’ mor var faldt i søvn midt i hun var ved at klippe ham. Katrine og Sewim har tykt hår. Sewims har en tyk kant hele vejen rundt og Katrine har krøller i alle retninger.

”Jeg ligner en puddelhund!” udbryder Katrine glad og ryster på alle krøllerne.
”Jeg ligner en paddehat!” siger Sewim og tager fat i Amos’ hånd. Han griner.
”Jeg ligner ørevarmere,” siger han og griner endnu højere. Sissel griner så meget, at hun må holde sig på maven.
”Jeg ligner en playmobilfigur,” får hun endelig sagt. De kigger alle sammen på Eva. Hun griner ikke.
”Hvad ligner jeg så”, spørger hun og ser trist ud. Børnene kigger på hinanden. De tænker sig grundigt om.
”Du ligner en prinsesse,” siger Sissel til sidst og tager Eva i hånden. ”En prinsesse med pandehår.”
”Det er de voksnes skyld, når børn ser fjollede ud!” råber Amos lettet og løber ud i gården.
”Jaaa!” råber de alle sammen og løber efter ham.

Oppe i hulen på legepladsen fortæller Sissel om sin farfars hår. Han har så lidt, at han har måttet hente noget et andet sted. Eva, Katrine, Sewim og Amos ser vantro på hende.

”Hvor har han hentet det fra?” spørger Sewim.
”Jeg ved det ikke,” siger Sissel tankefuldt. ”Måske hos en frisør.” De kigger på Eva. Hun tænker sig om.
”Ja, de fejer tit gulvet, så håret ligger i en stor bunke. Måske kan man så komme og hente noget, hvis man ikke har nok selv.” De sidder lidt og tygger på den forklaring.
”Jeg får tit lov til at lege med hans hentehår,” fortæller Sissel så.
”Adr,” siger Katrine.
”Det lugter godt,” siger Sissel.
”Adr!” siger Katrine endnu højere.
”Det lugter af min farfar,” siger Sissel. ”Og han lugter godt.”
”Hvad lugter han af?” vil Katrine vide.
”Bare sådan af farfar.”
”Hvordan lugter en farfar?” spørger Katrine.
”Sådan gammelt og rent,” svarer Sissel. ”Og lidt af kringle.”
”Uhm,” siger Katrine.

Sissel tænker på, når hun friserer Farfar. Hans hår ligger hen over hovedet, men for det meste reder hun den modsatte vej. Så kan det nå helt ned på skulderen. Eva sidder og snor sin hestehale. Hun begynder at grine.
”Hvad griner du af?” spørger Amos. Han bliver tit ked af det, når nogen griner, men Eva tager fat i hans arm og klukker.
”Tænk, hvis vi to fik et barn!”. Amos ser målløs ud.
”Så ville vi få en prinsesse med ørevarmere!” Alle børnene ler. Amos ler højest. Det er det sjoveste, han nogensinde har hørt.
”Nej,” siger Sissel højt. ”Hvis jeg får et barn med Amos: Så får vi en playmobil med ørevarmere!” De er lige ved at tisse i bukserne, så meget griner de.
Amos peger på Katrine.
”En puddelhund med ørevarmere!”
”En paddehat med puddelhund!” råber Sewim.
”En playmobil med en puddelhund!” Katrine holder sig på maven, og Sissel kan se alle hendes tænder.
”Ørevarmere med en puddelhund,” siger hun, og pigerne bliver stille. Amos griner stadig højt, men alle pigerne tænker på, at de godt gad have ørevarmere med puddelhunde. Da klokken ringer, løber de over skolegården. Det kilder i maven, fordi de har grinet så længe.

Om aftenen, da Janne putter Sissel, tager hun mod til sig.
”Jeg gider altså ikke have, du klipper mit pandehår så kort.”
”Nå,” siger Janne. ”Synes du, det er for kort?”
”Ja.” Siger hun. ”Jeg ligner en playmobil-puddelhund med ørevarmere.”
Janne ler.
”Kan man få det?” siger hun og kysser Sissel på håret.
”Hvordan vil du så gerne have det?”, spørger hun.
”Jeg vil allerhelst have pandehår med brune krøller,” siger Sissel. ”Men hvidt hår er nu også pænt. Og sort og rødt og brunt.” Sissel er træt nu. Alt det hår.
”Dit hår er hvidt som måneskin,” siger Janne.
”Men næste gang skal du ikke klippe det så kort, mor,” mumler Sissel.
”Okay,” siger Janne. ”Måske er det på tide, at du prøver at komme til frisør. Det er godt nok lidt dyrt, men det går nok. Så kan du og frisøren snakke om, hvad der er pænt. Hvad siger du til det…Sissel??.?

Men Sissel sover.

Inspiration

Mærkværdigt nok har jeg været vild med kriminalromaner de sidste tre år, selv om jeg hverken skriver eller har planer om at skifte til denne genre. Jeg har slugt Caleb Carrs ”Sindssygelægen” og efterfølgeren ”Mørkets engel”. For øjeblikket venter jeg med længsel på oversættelsen af Henning Mankells ”Pyramiden”, som er den seneste i serien om den svenske politimand Wallander.
Generelt inspireres jeg mere af det at læse, end af det jeg læser. Genremæssigt er jeg mere eller mindre altædende, bare historien fænger og beriger. ”Oliver Twist” og ”Brødrene Løvehjerte” er de mest skattede romaner i mit liv, de eneste bøger jeg har læst adskillige gange og stadig læser med jævne mellemrum.
John Irvings ”Æblemostreglementet” åbnede døren ind til det rum, hvor jeg allerførste gang blev forført af tanken om, at skrev jeg en roman, ville jeg kunne bestemme alt, fra min hovedpersons hårfarve til virkelighedens indretning. Siden jeg læste de første af Irvings bøger for ti år siden, har en lang række forfattere inspireret mig med hver deres univers. John Steinbecks ”Vredens druer”, Lawrence Durrells ”Alexandriakvartetten” og Alice Hoffmanns ”Den syvende himmel”, for blot at nævne et par eksempler. Af og til læser jeg bøger, som ikke taler åbenlyst til mig, men som alligevel inspirer mig. Et eksempel er forfatteren Paul Auster, som skriver romaner, som jeg læser med stor opmærksomhed, fordi hans univers og tankegang er så anderledes end min egen.
Musik danner lydtapet, når jeg skriver. Den må ikke være for voldsom og ikke på dansk, for så kommer jeg til at sidde og spekulere på, hvad de egentlig mener med det, de synger. Kondenseret popmusik er det bedste, så baggrunden fyldes ud, men ikke kalder på mig. I Portugal, da jeg skrev ”Når man kysser i august” lyttede jeg konstant til ”Mariah Carey unplugged”, fordi jeg tilfældigvis købte båndet af en gadesælger. Til sidst betød det uheld, hvis jeg forsøgte at skrive til noget som helst andet, hvilket kurerede mig godt og grundigt for Mariah Carey. Stort set det samme gentog sig, da jeg skrev ”Et barn for sig”, denne gang med George Michaels ”Older” limet fast til cd-afspilleren. Når jeg holder pause på en himmelråbende dag, sætter jeg Stevie Wonder på og synger helt vildt med, mens jeg hopper i sofaen, og når det regner, nøjes jeg med at daske lidt rundt på gulvet, mens jeg lader, som om jeg synger lige så sejt som Courtney Love fra Hole.
Særlige film for mig er ”Mine aftener i Paradis” og ”Brændt af solen”. Men jeg elsker også film, som larmer vildt overdrevet a la ”Enemy of the state” og ”Natural born killers”. Biografens mørke er frihed og frikvarter i min egen kreative proces. Jeg bruger film som et helle, en mørk sal, hvor jeg bare kan sidde og nyde andre menneskers fortolkning af livet . Mine egne spekulationer skrumper ind til det rene ingenting sammenlignet med det, der udspiller sig på det hvide lærred, og jeg går altid fra biografen med mod på det hele igen: historierne, plottene og det hårde arbejde.

Se også