Sally Altschuler

Jeg er født i 53. Min far var snedkermester og havde værksted i en baggård i Oehlenschlægersgade på Vesterbro i København. Vi boede i Folehaven i det yderste Valby i nogen gule huse. 2 værelser og et kammer og en storebror og en storesøster. Det var lidt trangt, men det vidste jeg ikke.

Der var ingen, der gik i børnehave, så der var altid hundrede børn på legepladsen. Nogen gange gik en sort mand gik forbi ude på vejen. Så styrtede den modigste af os hen til ham og spurgte, hvad klokken var. Det var meget spændende. Ellers var der slet ikke nogen indvandrere. I hvert fald ikke, hvad jeg kendte til. Måske var det fordi, at indvandrerne sådan set var os selv. Mig og min familie. Vi var jo jøder og ikke helt som de andre.

Vi holdt ikke jul! Mine bedsteforældre indvandrede omkring 1912 fra Polen og Rusland. Min mormor og morfar endte i Sverige og min farmor og farfar kom altså til Danmark. De var ellers på vej til Argentina, men der var jo langt… Læs mere om barndommen her: http://altschuler.dk/.

Det med studenteroprør, det var jo i 68. Jeg var for lille. I gymnasiet var det nærmeste, vi kom oprøret, den gang jeg måtte stille til skideballe på rektors kontor, fordi lærerne syntes, at jeg var for doven.
- Hvad har du egentlig tænkt dig?, råbte rektor truende. - Ved du, hvad du kan blive til?
Jeg havde jo tænkt mig at blive havbiolog, men det sagde jeg ikke.
- Du kan blive… journalist kan du!

Det var simpelthen den værste sociale nedtur rektor kunne forestille sig. Jeg syntes at det lød godt nok, så skideballen foranledigede mig ikke til en øget indsats.

På et hængende hår blev jeg alligevel student i 72, men da var det altså forsent at blive oprører. Til gengæld kunne vi blive hippier. Det tror jeg også var sjovere. Man behøvede i hvert fald ikke at læse noget som helst først. Jeg prøvede ellers på Marx og manifestet, men det var forfærdelig kedeligt. Vi tog til Nepal og Indien i stedet for. Da jeg kom hjem, ville jeg stadig være havbiolog, men først blev jeg buschauffør. Det så underligt ud med mit krøllede hår ned til skuldrene under den autoriserede, grå HT-kasket.

På min første solotur kørte jeg ind i en tankvogn i Læderstræde. Der er altså også meget smalt, og han holdt i mit stoppested. Linie 29. Efter endnu et par mindre uheld begyndte jeg på universitetet.
Imidlertid faldt jeg i søvn, når de rullede gardinerne ned for at vise lysbilleder, og det syntes jeg de gjorde hele tiden. Så blev jeg lærervikar, men da de uden videre halverede lønnen for sådan nogle studenter som mig, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte blive skolelærer, så jeg kunne få en rimelig løn igen.
Det var godt nok, at gå på seminarium. Det mindede en del om gymnasiet. Bortset fra det med rektor. Og så var kantinen meget bedre.
Jeg regnede hele tiden med, at det der med at være lærer skulle være noget midlertidigt, og allerede efter 17 år gik jeg da også på nedsat tid. Det var fordi jeg gerne ville skrive nogle flere bøger.

Jeg havde nemlig lavet en roman, der hed Jordens Salt. Den udkom i 1993 og var meget bedre end jeg havde regnet med. I hvert fald fik den både Børnebibliotekarernes og Skolebibliotekarernes børnebogspriser det år, og det var meget mere opmuntrende end rektors skideballer, så jeg blev ved.
Jeg var blevet meget optaget af computere, internet og alt sådan noget. Især det med at skabe en virtuel, en kunstig virkelighed. Tænk hvis man en dag ikke kunne se forskel… Det blev til Psykocyber.
Det med Nepal og Indien havde jeg aldrig glemt. I mellemtiden havde jeg fået en kone og to børn. I 95 var de 6 og 9 år gamle, og det betød at min kone og jeg kunne få forældreorlov og rejse jorden rundt. Det gik der 9 måneder med. Indonesien, Malaysia, Caribien, Mexico… Der kom også en sørøverroman ud af det: Manilagaleonen.
Jeg bliver stadig mere optaget af IT. Jeg opfatter nettet som et uopdaget univers, med eventyrlige muligheder for historier, og jeg arbejder på at lave en slags sammensmeltning af netmedie og litteratur. Jeg er også begyndt at bruge det i min kontakt med skoler rundt omkring i landet. 

Oprindelig publiceret ForfatterNet Horsens - 5. juli 2000. Opdateres af redaktionen  

Debut: 
1993
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

En dårlig historie om elgjagt.

Gösta Jönsson var trafiktæller i Emmaboda, så han havde god tid til at drømme. Han drømte om at skyde en elg. Hvert eneste år når sæsonen startede, gik han på jagt med elggänget. Alle de andre nedlagde flere dyr hvert år, for det var et område, med masser af elge. Bare ikke Gösta. Han gjorde ellers nøjagtig det samme som alle de andre.
Tidligt om morgene stillede han sig op i sit skydetårn ude ved elgens veksler (det er sådan et fagudtryk for dyrestier) og ventede. Så kom elgen - men Gösta skød altid ved siden af.
Det år jeg vil fortælle om her var ingen undtagelse. På den første dag gik det ganske som det plejede. Gösta stod i sit tårn, en nydelig elg kom traskende hen til saltblokken og stod bomstille, mens den slikkede, Gösta sigtede og skød ved siden af. Elgen løftede hovedet, kiggede nysgerrigt på Gösta og traskede ind mellem de svenske grantræer.
De andre kunne ikke lade være med at gøre grin med ham, men hans ven Folke syntes alligevel, at det var synd.
- Måske er det fordi du stadig bruger din finske morfars gamle mauserriffel fra vinterkrigen, sagde Folke.
På mødrene side hørte Göstas familie ikke til de kvikkeste. Engang kort efter at mormor var død af tyttebærchok, havde Gösta foræret sin morfar en transistorradio. Så sad morfaren ude i skoven i sit lille røde træhus, med hænderne foldede på voksdugen og nød sin snus, mens han lyttede.
- Ni lysnar til Sveriges program tre, sagde speakeren.
Morfar tyggede baglæns på snusen.
- Hur fa’en ka’ han veta det? sagde han.
Men det var et sidespring, der egentlig ikke hører hjemme i denne dårlige historie.
For efter at vennen havde sagt det med det gamle gevær, så fik Gösta alligevel en god idé, og det skete ikke så ofte.
- Aha! Jeg køber et nyt gevær, tænkte han, solgte Volvoen og tog lån i huset. Så for han hen til järnaffärren og købte en splinterny Winchester jagtriffel med kalibreret natkikkertsigte og det hele. Den gamle mauser forærede han til knægten, der passede benzintanken. Han hed Greta, opkaldt efter Greta Garbo, men det er en helt anden historie.
Med sin nye riffel var Gösta klar til den næste dags jagt. Den næste dag var oven i købet en ganske særlig dag. Det var nemlig Alle Elges Dag, og den som nedlægger en elgtyr Alle Elges Dag, er noget helt særligt.
Så Alle Elges Dags morgen, var Gösta klar i sit skydetårn. Han var meget glad for sin nye riffel, kærtegnede ømt det blankpolerede palisanderskæfte. Fem patroner var der i kammeret. I dag kunne det ikke gå galt. Hvis ellers der dukkede en elg op.
Det gjorde der. En ordentlig tyr. Man kunne kalde den Alle Elges Elg. Aldrig havde Gösta set så stor en tyr. Dens skovlformede gevir var så voldsomt, at der groede grantræer i det.
Göran begyndte at ryste over det hele - især på hænderne og det er ikke særlig smart, når man skal sigte.
- Tag dig sammen, sagde han til sig selv. - Tag dig nu sammen.
Og i det samme så han som i et åndesyn sin finske morfar svæve over elgtyrens vældige gevir. Så blev Gösta helt rolig.
- Tak morfar, tænkte han.
Langsomt og med behersket vejrtrækning lagde han an.
- Skyder jeg denne tyr, behøver jeg aldrig skyde mere, tænkte han. Han havde skulderbladet i kikkertsigtets kors - og så skød han.
Ved siden af.
Lynhurtigt skubbede han en ny patron frem i kammeret. Han nåede lige at glæde sig over Winchesterens præcise mekanik, inden han skød igen. Han ramte pælen med saltblokken, der knækkede og faldt til jorden. Så gik den enorme elg. Den masede sig ubesværet gennem et tæt pilekrat og forsvandt.
Gösta var grædefærdig. Han sprang ned fra tårnet og styrtede efter elgen. Sådan gør svenske elgjægere ellers ikke, men Gösta var desperat. Det var let at følge dens spor af knækkede stammer og meterhøje elglorte. Gösta asede sig gennem skoven. Over klipper og gennem moser. Han ville have den elg. Nu skulle det være. Ellers kunne alt andet være lige meget.
Hele dagen forfulgte han dyret. Det blev aften. Alle Elges Aften. De nærmede sig Mesterfjell, den højeste top i Emmaboda sogn. Det var besværlig klatring og Gösta var udmattet. Han var faktisk lige ved at opgive, da han endelig så den vældige elg. Den stod på toppen af Mesterfjell. Dens enorme silhuet tegnede sig knivskarpt mod den nedgående sol. Det ville være et langt skud. Et mesterskud skulle det være.
- Åh, mumlede Gösta. - Ved alle gode guder og hellige ånder, lad mig ramme. Lad mig ramme denne ene gang. Lad mig kikse alt resten af livet, men lad mig ramme nu.
Og da skete noget mærkeligt.
- Gösta! sagde en dyb stemme bag ham.
Gösta vendte sig.
Det var Jægeren. Naturligvis ikke en hvilken som helst jæger, men Jægeren. Den rigtige, evige elgjæger. Arketypen Den Svenske Elgjæger.
- Vil du skyde elgen her på Alle Elges Aften? tordnede Jægeren.
Gösta nikkede, for han var ude af stand til at tale.
Nu fremdrog Jægeren en patron. Den skinnede gyldent i hans enorme, læderagtige hånd.
- Dette er patronen, hviskede Jægeren.
Gösta nikkede igen.
- Vil du have den?
Gösta nikkede voldsomt.
- Men du ved jo, at alting har en pris, Gösta.
Gösta var ligeglad. Han var parat til at betale en hvilken som helst pris for den patron.
- Giv mig den, stammede han og rakte hånden frem. - Bare giv mig den. Alt andet er uden betydning.
- Godt! sagde Jægeren. - Det er dit eget valg.
Og i et nu var han borte, men patronen lå i Göstas hånd.
Gösta undrede sig ikke det mindste. Han tømte kammeret for patroner og satte den nye, blanke patron i. Den passede perfekt. Elgen var så utrolig smuk mod den nedgående sol. Den var så smuk, at Gösta tøvede. Skulle han alligevel lade den gå. Der var så meget kraft i den. Urkraft. Hvilken ret havde han, Gösta Trafiktæller fra Emmaboda, til at nedlægge så vældigt et dyr? Var han Gud, måske.
- Sikke noget ævl tænkte han, og forestillede sig triumfen, når han kom hjem med det fantastiske gevir.
Så skød han. Ved siden af. Rasende kylede han sin riffel mod den mægtige elg.
- Forbandet være alle elge og alle jægere, skreg han og tumlede tåreblændet ned fra Mesterfjell.
Jeg behøver ikke at gå i detaljer med, hvordan han fandt hjem, men det gjorde han. Det tog sin tid, men ud på morgenen kom han til sit skydetårn, hvor han første gang havde set den vældige elg. Oppe i tårnet sad Greta - ham fra benzintanken. Der sad han med Göstas gamle finske morfars gamle mauser fra vinterkrigen, det våben, som alle havde gjort så meget grin med, og so Gösta havde kasseret. Men der sad Greta i den tidlige morgen, og han havde heller ikke ramt noget.  

Inspiration

I mange år mente jeg, at Carl Barks historie om Anders And og de firkantede æg, var noget af det ypperste.

Det mener jeg sådan set stadig.

Forfattere skal fortælle. De skal fortælle mig noget, der på en eller anden måde gør min verden større. Jeg foretrækker historier, der i den sidste ende handler om, hvordan alting hænger sammen. Nogle der fortæller med store armbevægelser og mange billeder, og som jeg kan blive helt væk i.
Bruce Chatwin f.eks. Det udvider min forståelse af verden, når han fortæller historier om den grundlæggende konflikt mellem rastløshed og trang til tryghed, der mere eller mindre bevidst, påvirker de fleste.
Ligesom Chatwin rejser ud, går Göran Tunström ind. Ind i sjælen hos hans personer og i særdeleshed hos mig som læser. Og ligesom med Chatwin ved man, at han øser af erfaringer, som han ikke har fået gratis. Lidt ligesom Dylan og Tom Waits.
Film som Rumrejsen 2001, Blade Runner og The Matrix er lige noget for mig. Det er nok fordi, at de udover at være spændende og en nydelse at kigge på, udforsker grænsen mellem maskiner og liv og sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden som vi er vant til at opfatte den. Se det er inspirerende.
Men nogen gange har jeg også brug for at blive mindet om, at den helt store kunst står alene. Den peger ikke på noget andet, siger ikke noget om andet end sig selv, og rummer samtidig alt. Så hører jeg Bach.