Fabrikken
Døren ind til trappen stod på klem og kunne ikke lukkes, stentrappen og væggene indenfor var møgbeskidte, skrammede og overmalede med meningsløse tegn og slogans, og der hang en ram lugt af snavs og fugt og måske også maskinolie i trapperummet. Henne bag trappen sad der et stort, elektrisk målerskab. Skabslågen stod åben, og strittende ledninger og manglende sikringer vidnede om, at intet virkede mere.
Han blev stående et øjeblik inden for døren og lyttede til stilheden. Så begyndte han at gå op ad trappen med skridt, der ekkoede videre opefter i stenskakten.
På første sal skubbede han en tung jerndør op og konstaterede, at der bag den gik en lang gang hele vejen hen gennem bygningen. På højre side var der vinduer ud mod gården, og over for vinduerne var der en lang række døre. På anden sal var gangen spærret af et bjerg af knuste kasser, papir, plastik, jerndragere, rør og mursten. Men det var heller ikke dér, han havde set den fremmede forleden dag, det var endnu en etage oppe.
Da han nåede op på tredje sal, stillede han sig hen ved siden af trappevinduet og kiggede ned. Akkurat sådan havde den fremmede stået og luret på ham. Der var et fint overblik over gården og hans bil dernede. Intet var skjult. Det var som at stå i én verden og kigge ned i en anden. Nøjagtigt hvor han nu stod, havde skikkelsen stået, trukket så langt ind i krogen ved siden af vinduet som muligt. Men alligevel ikke nok til at være helt skjult.
Gangen var ikke fyldt med skrammel og affald som på etagen nedenunder. Det lange rum var lyst og tomt og stille. Han trådte gennem den åbne jerndør og begyndte langsomt at bevæge sig hen ad gangen imod den første dør på venstre side. Døren stod åben. Indenfor var der et langt, smalt rum med et vindue i den modsatte ende. Væggene på hele den ene langside var dækket af brede, sortgrønne metalreoler fra loft til gulv. Reolerne var tomme ligesom resten af rummet, men dækket af et tykt lag støv.
Den næste dør stod også åben. Her stod han og kiggede ind i et meget stort, lyst og helt tomt lokale med vægge, der engang havde været hvide ligesom loftet, men nu var der skrevet og sprøjtet og malet en masse tegn og krimskrams i mange farver overalt på væggene.
Han trådte ind i lokalet og gik over det store gråsorte, støvede gulv til vinduerne, der vendte ud mod flere tomme fabriksbygninger på den anden side. Der gik en mand i blåt arbejdstøj nede i en af gårdene bagved og flyttede nogle lange jernrør fra en bunke til en anden. Hver gang han smed et rør fra sig, klirrede det skingert mellem husene. Længere borte imellem to bygninger kunne han se en stump af en øde gade.
Først da han vendte sig for at forlade rummet, opdagede han en madras og noget tøj, der lå på gulvet henne i hjørnet bag døren. Han stivnede straks i alle bevægelser for at gøre sig så uhørlig som muligt. Og for selv at lytte. Han stod bomstille i flere minutter og lyttede koncentreret, men han hørte kun stilheden i den store bygning. Så gik han forsigtigt over imod tingene i hjørnet.
Der boede nogen på gulvet bag døren. Der lå ikke bare noget tøj og et par beskidte vattæpper på madrassen. Der stod også en snavset sportstaske med noget i, og der lå en pakke cigaretter og en éngangslighter på gulvet. Og så stod der et par tomme flasker med lysestumper i, og gulvet flød med cigaretskod, tomme øldåser, tomme juicekartoner og sammenkrøllet papir. På væggen over madrassen stod der sprøjtet Brainstorm med rød spraymaling, og ved siden af var der tegnet noget, som vistnok skulle være en fugl og måske et ur.
Pludselig fik han igen den underlige fornemmelse af, at der var nogen, der iagttog ham, og han vendte sig lynhurtigt omkring, men lokalet var tomt. I næste nu var han ude på gangen og kiggede til begge sider, men også dér var der tomt. Han blev igen stående helt stille i et minuts tid og lyttede i stilheden, men der var stadig ingenting at høre. Så gik han med den største forsigtighed hen til det nærmeste vindue og kiggede ned i gården. Bilen holdt stadig dernede, som den hele tiden havde gjort. Ellers var gården tom.
Idet han drejede sig for at gå videre hen ad gangen, var han fuldstændig sikker på, at han havde hørt en lyd et eller andet sted, og igen stod han bomstille og lyttede. Lyden kunne være kommet henne fra trappen. Eller fra etagen nedenunder. Men igen hørte han kun stilheden. Så begyndte han at blive usikker. Måske var det ham selv, der havde lavet den støj, han havde hørt. Eller det var bare noget, han bildte sig ind, at han havde hørt.
Han blev stående længe og lyttede denne gang. Han var kun sikker på, hvad han hørte, når han ikke selv bevægede sig. Så snart han rørte sig, blev han usikker. Men der var absolut ingenting at høre, og langt om længe vendte han om og gik tilbage til trappen og ned.
Da han lidt efter holdt i porten for at køre ud på gaden, passerede en af politiets hundepatruljer forbi lige for næsen af ham. Der sad to mænd på forsædet, og bagi kunne han se de to store hunde i hver sit bur. Patruljen kørte ganske langsomt forbi, mens betjenten, der kørte bilen, kiggede undersøgende over på ham, og da de var ud for ham, førte betjenten to fingre op til huen og gjorde et lille kammeratligt tegn som for at fortælle, at alt var i orden. Patruljevognen standsede et øjeblik henne i krydset ved den nedlagte tankstation og drejede så om hjørnet og var væk.
Rolf Bagger
