Jeg har en samling skrifter fra oldtiden, som kaldes Bibelen. Der er ikke rigtig andet, jeg kan nævne ved siden af. Selvfølgelig læser jeg mange andre ting. Også meget andet end den nødvendige faglitteratur (som ikke bare er "nødvendig" , men en lidenskab for mig). Navnlig læser jeg højt for min kone om aftenen, mens hun strikker. Vi er lige begyndt på Tolkiens Ringenes herre igen. Det var min kone, der foreslog det, for hun har kun læst den to gange før. Det er vist sjette gang, jeg er på vej med Frodo , Gandalf og Aragorn. Men det går ikke at nævne Tolkien ved siden af Bibelen, ej heller C.S. Lewis, eller for den sags skyld Agatha Christie, som vi slapper så herligt af med. Eller Homer eller Oehlenschläger eller hvem der ellers har fulgt mig gennem årene. Eller Aïda eller Titanic eller…
Vel, Bibelen er en bog, men altså samtidig et helt bibliotek. Seksogtres skrifter tilblevet over et tidsrum på (efter min mening) ca.4000 år, ved en lang række meget forskellige forfattere inden for meget forskellige genrer: historieskrivning og visdomsbøger, digtning og breve, profetier og litterære kategorier, som slet ikke kendes fra andre sammenhænge. Hver læsning af Bibelen er en vandring fra verdens skabelse til dens undergang og opstandelse, gennem urtidens gåder, gennem oldtidens højkulturer, hvis dramatik og mystik og romantik fortryller i dag som alle dage – og sælsomt gennem epoker, der endnu var fremtid, da det sidste bogstav i Bibelen blev prentet. Det er en vandring over alle højder og ned i alle dybder, gennem alle tider til alle evigheder. Der er ikke noget, jeg kan nævne ved siden af. Jeg ville bare ønske, at jeg havde nogle flere år og noget større kapacitet, så jeg kunne få skrevet noget mere og noget bedre med Bibelen som tema og kilde og inspiration. Om Højsangens duft midt i syndfloden, om julenats fryd midt i Sinajs torden, om påskemorgens fred i Nebukadnesars gloende ovn. Om Guds frelse i menneskenes liv.