Zarens dværg, min tragikomiske historiske roman, er lige blevet genudgivet som Gyldendal-pocket. Den er tilmed udkommet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. Her kan du læse starten: 

1
Mit navn er Sørine Bentsdatter. Jeg blev født i 1684 i landsbyen Brønshøj. Min far var præst, min mor døde i barselssengen.

     Da jeg fyldte seks, besluttede min krop, at den ikke ville vokse mere.

    Jeg bryder mig ikke om betegnelsen dværg.

    Jeg bryder mig i det hele taget ikke om dværge.

2
De fine herrer har bragt mig op på Kiøbenhavns slot.  De har sat mig på et  gulvtæppe, der virker, som om man går i tang. Nu betragter de mig på den joviale måde, de ynder; hovedet på skrå, trækninger omkring munden, men jeg glor tilbage. Jeg glor altid tilbage, for de er grimmere end mig; den eneste forskel er, at de ikke ved det. 

 - Gør det lige igen, siger den fineste af mændene.

 Hans navn er Callenberg. Han er en selvtilfreds kavaler med røde kinder; benene er begravet i silke. Jeg har hænderne i siden og glor på hans hager, der dirrer af moro.

    Callenberg spreder benene og smiler. Jeg bevæger mig hen over det bløde gulv, dukker hovedet og går ind mellem hans ben. Det bliver til fire, fem gange, frem og tilbage som en behagesyg køter. Og nu klapper de alle sammen; nu kagler de fornøjet i deres parfumerede hønsegård. Jeg kunne sagtens have stødt hovedet mod Callenbergs ædlere dele, men det ville have været tåbeligt, og meget kan man sige om en kælling som mig, men tåbelig er jeg ikke.

   -  Fornemt.

   Callenberg samler benene med et tilfreds grynt.

  Hoffolkene glor nedladende på mig endnu en gang  – den måde, alle glor på mig; med en uskøn blanding af foragt og jovialitet. Men de kunne lige så godt have gloet ud ad vinduet.  De kunne lige så godt lade blikket glide op og ned ad Blåtårn, for de ser mig ikke, disse menneskebørn. Hvordan kan de se mig, når de er blinde som stære?

I det samme får jeg øje på min skikkelse i spejlet. Jeg er lille og indtørret, med dybe furer i panden. Mine øjne er små og grønne, læberne tynde og sardoniske. Min næse og ører er lidt for store, håret er langt og grånende. Åreknuderne danser op og ned ad mine hjulben, men der er intet latterligt ved mig; det skal de nok lære.

    Callenberg sætter sig i krydsstolen og knipser med fingrene.  Et øjeblik efter får han bragt et glas nellikevin og en tallerken med flamsk chokolade. Hans hænder er fede og lyserøde, neglene er som blankpolerede muslingeskaller. Sådan er det med mennesket: Det er forfængeligt og afskyeligt, med vaner der tiltager i grusomhed, jo mere det æder.

  - Spørg dværgen, hvad den kan af kunster.

   Førstesekretæren vender sig mod mig. Da han taler, gør han det langsomt, som om han henvender sig til en dåre. Jeg vælger at ignorere ham. Jeg kender de fine. Jeg har mere erfaring med dem, end jeg vil indrømme. Jeg ved, hvordan de tænker, og hvordan de gebærder sig.  De kan ikke narre mig med deres vulgariteter.

    - Kan den trylle eller læse i salt?  spørger Callenberg.    

    - Jeg kan både læse og skrive, siger jeg.

    Callenberg lægger hovedet tilbage og ler. Det er en latter, han ville bryde ud i, ligegyldigt hvad jeg sagde – for dværge er pudseløjerlige; dværge er underholdende på samme måde som papegøjer er underholdende. Vi er væsener, som kun har én funktion: at være til, så mennesket kan føle sig overlegen. 

  Callenberg lader en hånd glide hen over hagerne.

    Han er overhofmarskal på slottet. Ikke hofmarskal, men overhofmarskal.  Den slags går adelen op i. Hele deres eksistensberettigelse ligger i titler – jo længere titler, des mere eksistens.

   - Jeg kan både læse og skrive, gentager jeg irriteret.  – Og jeg mestrer tysk, latin og en smule franzøsisk.

    - Og hvor har dværgen lært det?

     Jeg lader blikket vandre rundt i gemakket.  Der hænger fornemme portrætter af Frederik den Fjerde. Der er ferskengule gardiner, som blafrer i brisen; der er forkromede spejle med vrangvillige engle.  En tung duft af ungarske vande sidder i tapeterne – fornemt er det, hvis man har sans for det fornemme.   

   -  Den er måske også kyndig udi russisk?

   Overhofmarskallen betragter mig på sin nedladende måde. Så knipser han med fingrene, og en kammerherre åbner de udsmykkede døre.  

   - Sig til dværgen, at den skal komme tilbage i morgen.

    Førstesekretæren nikker. Han har en veg hage og et frygtsomt blik – et af de blikke, der bedyrer, at han har levet et langt liv med sin herres vrede.  

    Callenberg forsvinder ned ad en lang gang omgivet af venetianske spejle.

    Det sidste, jeg ser, er hans hænder på ryggen og de tynde ben under den svære krop.  Derefter opsluges han af slottet - af kongernes genfærd, som ikke vil slippe fortiden. 

    Nogle øjeblikke senere bliver jeg fulgt ned ad nogle smalle trapper beregnet for tjenestefolkene. Der er fugtigt og klamt; jeg er ved at glide på de høje trin. To døde flagermus ligger på trappen. Spindelvæv pryder hvælvingerne.

   Lakajen åbner en dør til køkkenet. Foran mig ligger et rum, der strækker sig så langt øjet rækker. Overalt er der mennesker: køgemestre, lakajer, stikirend drenge og sukkerbagere. De farer ind og ud, bevæbnet med marcipan, makrel og morbær.

 Jeg glor på træskeerne, der næsten er så lange som mig selv; på krukkerne med safran, på bøtterne med hvillinger og islandsfiskene i lage.  

      Vi begynder at gå.  

      Køkkenet gør mig urolig. Der er en underlig stemning, som om køkkenet vente.  Jeg  passerer to svende, der arbejder på en duepostej. En mundskænk prøvesmager en sur Bourgogne. Alle er i deres meningsløse verden; alle venter. 

    Lakajen leder mig hen mod bagdøren og åbner den utålmodigt.  Da jeg vender mig om for at stille ham et spørgsmål, sparker han mig hårdt. Mod min vilje gisper jeg af smerte. Så peger lakajen på voldgraven og højbroen.  Han peger på fattigkvartererne, ladvognene og lusemarkedet.  Da han smækker døren i, tørrer jeg mig vredt om munden og begynder at gå.

     Det er stadig en varm sommerdag.  De kiøbenhavnske tårne smelter i solen, chalupperne skinner af sølv på kanalen.

      Jeg vandrer over højbroen til Færgestræde.  En hestevogn lastet med vintønder skubber mig næsten i vandet.  Et øjeblik efter forsvinder jeg i vrimlen mellem kuskvogne, soldater og højtråbende visekællinger.