Hvad der inspirerer mig er det tomme blad. Det hvide blad. Min ven som er maler fortæller hvordan han nærer angst for det hvide lærred. Og det værste for ham er at gøre det første strøg. At krænke lærredet i dets hvidhed. Måske betyder det også at afsløre tomhed. Men når det tomme lærred først er brudt, så kan han male. Male over. Igen og igen. Og jeg forstår ham. For muligvis er det jeg gør noget i samme retning. Angsten er den samme. Blot med den forskel at jeg forsøger at beherske den ved at træde flugten fremover. Det første ord. Den første vending. Og så er processen i gang. Da jeg var lektor på universitetet i London havde jeg en plan om at skrive en rent akademisk bog om begyndelsessætningerne i de store litterære værker. Det var for over fyrretyve år siden, og jeg tror at værket for længst er skrevet., måske i flere udgaver og af adskillige forfattere. Men alligevel: Mrs. Dalloway said she would buy the flowers herself; Stationsforstanderen skiftede frakke til toget; Longtemps, je me suis couché de bonne heure; Gem juletræet godt, Helene, børnene må endelig ikke få se det før i aften, når det er pyntet; Vreden, gudinde, besyng som greb Peleiden Achilleus; April is the cruellest month.
Ja, og så inspirerer det mig at sidde ved mit cembalo og spille engelske virginalister, og tænke på om Byrd’s Ladye Nevells Booke blev skrevet på samme tid som Shakespeare’s dramaer. Den må indeholde de samme spændinger, den samme vitalitet, den samme styrke, den samme poesi som Shakespeare’s værker.
Hvorledes kan jeg bringe det frem? Hvorledes kan jeg gøre det nærværende. Formidle at de var mennesker med de samme lidenskaber, de samme følelser, de samme tanker som vore, som vi sidder her i dag? Inspiration og udfordring: hvorledes kan jeg formidle det almenmenneskelige, det tidløst menneskelige? Og denne udfordring er min største inpiration.