Jeg er født 3. december 1937 i Århus og voksede op i Åbyhøj udenfor Århus.
Da jeg fyldte 50, og alle de gamle i familien var døde og deres huse solgt og på fremmede hænder, ønskede jeg at holde fast i mine forsvundne barndomsår, og jeg skrev mine erindringer: "Bag Havelågen I Åbyhøj".
Åbyhøj var i 40´erne næsten som en lille provinsby. Bebyggelsen lå med sine huse tæt omkring landevejen, Silkeborgvej, der løber over det jydske land og forbinder byerne.
Der var vidt udsyn dengang, over store marker og eng- arealer mod Århus Å og ud mod Brabrand i vest.
Min far var tegner og kunstmaler. Noget af det bedste jeg vidste var at komme i hans atelier og følge ham i hans arbejde.
Den gode duft af oliefarver og terpentin og tusch og lærred sidder stadig i mine næsebor.
Trygge og gode barndomsår. Der var plads til udfoldelse, lege, fantasi.
Jeg tegnede meget, men begyndte så at skrive småhistorier, mange gange inspireret af min skræk for mørke, spøgelser, varulve, ulykker, som jeg på den måde fik styr på, men også historier, der meget realistisk var inspireret af småbegivenheder, jeg havde set og hørt om i den lille by Åbyhøj.
Anskaffede mig derefter et dukketeater, som i mange år gav mig stor glæde. Alt kunne ske derinde i den lysfyldte kasse med det magiske fortæppe.
Skuespil til dukketeater kunne dengang købes i Køben- havn, hos Kgl. Hofboghandler Prior ved Rundetårn.
Jeg ønskede mig altid skuespil til fødselsdag og jul.
Jeg spillede en stribe af Holbergs skuespil og gamle stykker fra Det Kgl. Teater og Casino, som var tilrettelagt for dukketeater.
Jeg skrev selv en masse stykker, hvor der bestemt ikke var hæmninger, hverken når det drejede sig om tid eller sted eller handlingens fantasi.
Mine kammerater mødte troligt til hver forestilling og fulgte dødsenstavse med i alt, hvad der skete på den lille scene.
Gode år, indtil puberteten kom og væltede det hele. Virkeligheden kaldte. Der var nok at se til. Ikke mindst piger.
Min første bog, novellesamlingen "Et Sværd Dyppet i Honning" med både fantastiske og realistiske noveller, udkom i 1967.
Min produktion omfatter romaner og noveller, børne- bøger, science fiction, radiospil, tv-spil, skuespil.
Den fantastiske historie i fx science fiction-regi kalder på den grænseoverskridende fantasi. Her er store og susen- de perspektiver.
Men virkeligheden i den danske provins står mit hjerte nær, og mine realistiske romaner udspiller sig i provins- byens kulisser og ramme.
Her er det hele. Idyl og gru. Godt og ondt. Mennesker drevet til det yderste, på kanten af tilværelsen.
Biografien er udarbejdet af forfatten. Portrættet redigeres af Margrethe Heilskov, Aalborg Bibliotekerne
Debut:
1967
Læs forfatteren:
"Skal vi gi´ Antonio en hånd?" - Uddrag af radionovelle 1998:
Alle klappede. Antonio nikkede lidt kejtet og genert mod passagererne før han kantede sig ud ad døren. Frederik rejste sig og gik frem ad midter-gangen. -Vi holder kun et øjeblik, smilede guiden. -Jeg trækker bare lidt frisk luft. Frederik stak hovedet ud. Bjergluften var kølig, vandagtig. Bag ham lød Kis´ stemme: -Jeg skal også ud. Det er kun småt. Guiden trak opgivende på skuldrene, og Kis hoppede ud og løb hen mellem nogle stenblokke. Frederik trådte ned ad bussens trin. Faktisk var det rart at mærke fast jord under fødderne. Han syntes at han alt for længe havde siddet i den bus. Han så sig omkring. Ikke andet end klippeblokke der grå og forrevne stak op gennem buske og lidt flager af mos og lav. Han kunne se et glimt af Kis´ røde kjole ovre bag en klippeblok. Derhenne stod Antonio og rystede af, lynede bukserne.
Der lød et skrig fra bussen. Guiden stod i døråbningen og fægtede vildt med armene. Bussen gled baglæns. -Bremsen, råbte Frederik og gav sig til at løbe hen mod den store rødgule bus som hurtigt gled af sted på den stejle vej. Inde bag ruderne sås passagerernes opskræmte ansigter og åbne munde mens farten tog til. Bussen bumlede ud over vejen, ramte en stenblok, krængede skramlende over, tippede og forsvandt i kløftens dyb ligesom i slow-motion.
Frederik standsede forpustet. Dybt nede i dalbunden, halvvejs ude i den fossende flod mellem klipperne, lå resterne af bussen som nogle små krøllede rødgule blikstumper. Kis nærmede sig tøvende: -Er der sket noget? Hun skælvede: -Er de døde?
Frederik stod tavs. Antonio som også var kommet hen til kløftens kant slog kors for sig. -Der er flere hundrede meter ned, sagde Frederik endelig. -Ingen overlever det styrt. Nej, der var ingen tegn på liv dernede. Kun flodens grønhvide fossende vand over bussens sønderslåede rester. Kis begyndte at græde.
Frederik vendte sig mod Antonio: -Det er din fejl. -Ikke min fejl. Antonio rystede på hovedet. -Dårlig bus. -Som chauffør er bussen dit ansvar, sagde Frederik. -Du trak selvfølgelig ikke bremsen før du skulle ud og pisse. -Alle siger jeg køre bus fint, protesterede Antonio. -Det hele måske din fejl. -Min fejl? -Ja, hvis du har skubbet til bus. Frederik stirrede forbløffet på Antonio: -Hvad står du og siger? Antonio trak på skuldrene: -Du hørte det jo godt. Jeg uden fejl. -Nu skal du lige passe på min fine ven. Frederik gav Antonio et skub i skulderen: -Jeg kan godt blive vred. Vil du se mig vred, vil du?
Frederik tog et skridt hen mod Antonio som veg tilbage med armene for ansigtet: -Jeg ikke gjort noget. Jeg uskyldig. -Vil I ikke godt holde op. Kis trak i Frederiks arm. -Jeg synes ikke vi skal finde os i hans løgne, sagde Frederik. -Jeg er faktisk meget vred nu. -Ikke min skyld. Antonio samlede en sten op og smed den ud over kløften: -Bussen trille. Jeg uskyldig som lille barn. Antonio nærmede sig Frederik og Kis: -Okay, vi sige at bus bare trille. Det er hvad der kan ske. Ikkesandt, dame? Antonio smilede til Kis. -Jeg véd ingenting. Hun rystede forvirret på hovedet -Ingen véd noget. Ingen så fakta noget, vel. Antonio uskyldig, okay? Antonio smilede, lagde en hånd på Kis´ arm. -Nu kan det sgu være nok. Frederik løftede truende hånden.
Antonio veg snublende tilbage. Frederik fulgte efter, greb fat i Antonios trøje: -På knæ, dit udyr. Antonio lod sig hurtigt falde på knæ. -Indrøm det er din skyld det hele, sagde Frederik strengt. Antonio lå sammenkrøbet og skævede op til Frederik: -Jeg så ondt i hovedet, og her i skulderen, benet. Må jeg rejse mig? -Bliv liggende og skam dig, sagde Frederik og følte sig pludselig meget træt.
Inspiration:
Inde i min mors stue stod reoler fulde af bøger. Jeg begyndte tidligt at gå på opdagelse i bøgerne. Er der noget mere spændende end at stå med en frem- med bog i hånden? Hvad er det dog? Omslag og titel sætter fantasien i sving. Man åbner bogen, læser første side, næste… og er så inde i en forrygende verden.
Jeg begyndte tidligt at læse Sartre, forstod lidt her og der, men huggede mig igennem, begyndte forfra. Lagde ham til side. Men vendte tilbage. Sådan var det med mange bøger. De var mine venner. De ventede på mig og var parate, når jeg var parat. Jeg læste Dostojevskij, Faulkner, pløjede mig igennem alle min mors bøger, også dem om kvindeliv og kønsliv, nyttigt for en otte-års dreng. Endvidere Forsyte-sagaen og Romains romanserie "De Gode Viljer".
Henne i Åbyhøj lå BIO. Fra jeg var barn var jeg fast gæst i BIO til alle fore- stillingerne klokken 16 søndag eftermiddag.
Der blev skiftet voksenfilm to gange om ugen, og jeg studerede hver dag udhængsskabene med billeder. Fik med tiden lov at gå til forestillingerne klokken 20 om aftenen.
Jeg elskede film. Jeg elsker film.
Fra jeg var 12 år var jeg fast gæst i BIO til alle fore- stillinger, også til Forbudt for Børn-film, som det lykkedes mig at komme ind til, fordi jeg kendte kontrolløren.
