Nina Malinovski

Jeg er født i Århus i 1951, voksede op på Nørrebro i København og er nu bosat på en smuk gammel skole udenfor Jyderup på Vestsjælland. Jeg har tre børn på 25, 23 og 10.
"Forfatter" begyndte jeg først at kalde mig selv i en forholdsvis sen alder. Før da arbejdede jeg med mange forskellige ting. Jeg har bl.a. været gartner, bager, hjemmehjælper, model på Kunstakademiet, børnehavepædagog og statist på Det kongelige Teater. I stedet for at gå på gymnasiet arbejdede jeg tre år på Kofoeds Skole, en institution for udstødte og hjemløse mennesker.
Selv om jeg er vokset op i noget, man kunne kalde et kunstnerisk miljø (min far var forfatter, min mor er væverske), havde jeg egentlig ikke selv kunstneriske ambitioner.

Efter at være flyttet hjemmefra brugte jeg de første par år på at få læst alle de Anders And´er og andre tegneserier, der ikke havde været populære i mit barndomshjem. Da jeg var midt i tyverne, faldt jeg mere eller måske snarere mindre tilfældigt over nogle digte af den finlandssvenske lyriker Edith Södergran og det blev et vigtigt møde for mig. Først oversatte jeg en del af hendes digte til dansk, og i forlængelse af dette begyndte jeg også selv at skrive. Jeg debuterede i 1981 med digtsamlingen Fri Tid og har indtil nu skrevet seks digtsamlinger.
Siden har jeg også skrevet filmmanuskripter, radiospil, oversættelser (fra svensk og nederlandsk), fortællinger, teaterstykker og en enkelt libretto til en opera.
Jeg er uddannet manuskriptforfatter på Filmskolen i København og har de seneste år også undervist i litteratur på Kunsthøjskolen i Holbæk.
Som det jo fremgår af ovenstående, kan jeg godt lide at arbejde med mange forskellige ting. Afvekslingen er vigtigt for mig, både det at kunne sidde i ensomhed og skrive og at arbejde med andre omkring et projekt.
Lige fra jeg var barn har jeg rejst meget, og disse rejser har betydet og betyder stadig meget for mig. Det er som om digtene eller ideerne næsten kommer af sig selv, når kroppen er i bevægelse fra et sted til et andet. Rejserne har også sat deres tydelige aftryk i mine digte og fortællinger.

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Portrættet redigeres af Jan Holmberg, Holbæk Bibliotek  

Debut: 
1981
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Udvalgte digte" af Nina Malinovski

    Bogens forside

    Digte udvalgt af digteren selv og opstillet kronologisk.

    Forfatter: 
    Nina Malinovski
    Udgivet: 
    2011
    Forlag: 
    Sohn
    Sidetal: 
    162
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Stilhedssang" af Nina Malinovski

    Bogens forside

    Digte som i et tyst og eftertænksomt tonefald skildrer tilværelsens grundvilkår: liv, død, kærlighed, tab, tale og tavshed

    Originaludgave: 2006

    Forfatter: 
    Nina Malinovski
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Rødovre : Sohn
    Sidetal: 
    95
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Ellevild" af Nina Malinovski

    Bogens forside

    Noveller om erotiske længsler og drifter, set fra en kvindelig vinkel og klædt i en tidløs dragt af eventyr, sagn eller drøm.

    Forfatter: 
    Nina Malinovski
    Udgivet: 
    1999
    Forlag: 
    Valby : Vindrose
    Sidetal: 
    125
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Under dansens hæle" af Nina Malinovski

    Originaludgave 1983

    Forfatter: 
    Nina Malinovski
    Udgivet: 
    1983
    Forlag: 
    Vindrose
    Sidetal: 
    72
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Indhold:
Se på mig
Måske ender alting godt
Skøjteløberen og aborren

Skøjteløberen og aborren

Kender du skøjteløberen? Det er sådan en fin tynd fyr, som har seks ben og et lille hoved med lange følehorn. Den er så let, at den kan løbe hen over vandoverfladen uden at synke i med et eneste af sine ben.
Sådan en skøjteløber gled engang rundt på en sø i sine egne tanker. Eller rettere, måske tænkte den slet ikke, for det var sådan en dejlig sommerdag, solen skinnede og små skytotter gled hen over himlen og spejlede sig i den blå sø. Guldsmeden fløj knitrende rundt og fra buskadset omkring søen sang mange forskellige fugle i munden på hinanden. Og hvorfor skulle man egentlig også tænke på noget som helst, når man var så god til at gå på vandet og livet føltes herligt ligetil?
- Det er et dejligt solskinsvejr og jeg er våd på mine tæer, sang skøjteløberen, da en aborre pludselig stak sit hoved op af vandet. Den sendte skøjteløberen et sideblik (det gør de fleste fisk jo) og så tænkte den, at det måske ville gøre godt med sådan en skøjteløber i sin slunkne mave. Men skøjteløbere er lidt hurtigere end aborrer, så den måtte hellere udtænke en list. Højt sagde den -

- Hejsan! Skønt vejr, ikke sandt? Det må da være herligt sådan at løbe ovenpå vandet, jeg mener, udsigten og overblikket og alt det der -
Skøjteløberen hoppede et par millimeter i vejret af bare forskrækkelse over fiskens høje stemme, men den genvandt hurtigt fatningen og slog et flot herresving på vandet og så sagde den -
- Tja, sådan har jeg egentlig aldrig tænkt på det, men jo, nu du siger det -
Aborren slog med halen.
- Er det ikke enormt svært at gå på vandet, jeg mener, går man ikke og bliver helt bange for at drukne?
Skøjteløberen, som var midt i et nyt herresving, standsede og så på fisken. Så begyndte den vigtigt at pudse sine følehorn.
- Selvfølgelig ikke. Det er da let nok.
Det lød måske lige en tand for blæret, og så skyndte den sig at sige -
- Du kan sikkert også, hvis du prøver.
Aborren dukkede lige ned under vandet for at snappe en mundfuld ilt.
- Er du gal, mand, det tør jeg da ikke. Det ville garanteret ende med, at
jeg druknede. Hvordan gør du egentlig?
- Hvordan jeg gør, hvordan jeg gør, sagde skøjteløberen og lavede et par
ikke helt runde ottetaller på det stille vandspejl -
- Det har jeg faktisk aldrig rigtig tænkt på. Jeg gør det bare.
I det samme kunne den mærke et af sine seks ben synke en anelse ned i vandet. Den skulle lige til at sige, at den var født til at løbe rundt på den måde og aldrig havde tænkt, at det kunne være anderledes, men så tog den sig i det. Det måtte jo heller ikke lyde som den rene barnemad, det der med at gå på vandet.
- Åh, hvilken fare, jeg gør det bare, sang den og dansede rundt om sig selv og omkring aborren, der lukkede sit ene øje i og betragtede den interesseret.
- Det er faktisk umuligt, kom det så pludselig fra aborren og skøjteløberen standsede brat og mærkede samtidigt, at endnu et af dens ben sank ned i vandet.
- Ja, jeg mener, på en måde er du jo tungere end vandet, ikke? Du burde faktisk synke -
Skøjteløberen gjorde holdt og virrede med hovedet. Den kunne mærke, at den var begyndt at blive en anelse irriteret.
- Det er egentlig også noget mærkeligt noget, det der med at gå på vandet, fortsatte aborren, - altså enten så svømmer man eller flyver eller også går man på jorden, ikke?
Vandet føltes pludselig så let under skøjteløberens ben. Hidsigt begyndte den at spurte rundt på vandet i sære, kantede figurer, mens den stædigt gentog -
- Jeg er en skøjteløber stærk, og hvis du tør, så kom og mærk.
Men samtidigt kunne den godt mærke, at det kneb med at holde sig oven vande.
- Nærmest lidt latterligt, kom det langsomt fra aborren.
Skøjteløberen så sig hjælpeløst rundt, den ville have vist aborren de andre skøjteløbere og fortalt den om, hvor almindeligt det er at være sådan en, når man nu er det. Men der var ingen at se i miles omkreds, så underligt stille var der på søen og desuden var den allerede sunket i til maven og måtte bruge alle sine kræfter på at holde hovedet oven vande.
- Bare spyt ud, kammerat, hold dig endelig ikke tilbage. Det er enormt vigtigt at give udtryk for sine følelser og alt det der -Alle øjteøbere an å bå andet, gurglede skøjteløberen og så sank den.Og haps, så åd aborren den.

Morale: Hvis du vil gå på vandet, er det vigtigt, at du tror på dig selv.

Nina Malinovski

Måske ender alting godt

Måske vil de to tog
der med høj hastighed
nu nærmer sig hinanden
på det samme spor
alligevel ikke mødes
Den hjemløse
vil måske alligevel
langt om længe
finde diamantsmykket
i affaldscontaineren
Måske vil barnet
stadigt grædende, vågne
og nogen vil trøste det
og fortælle
at verden varer evigt
og er en drøm
Før eller siden
vil jægeren måske
trods alt blive ramt
og mens han
synker i knæ
vil hjorten springe
sit smukkeste spring
Og måske vil de to
der i så mange år
hemmeligt har fulgt
hinandens bevægelser
alligevel mødes til sidst
Måske dør den gode
slet ikke i slutningen
Ferskenstenen
smidt på stranden
vil måske spire en dag
og blive et træ
Og det store grisehoved
i slagterens vindue
med det fornærmede
himmelvendte blik
vil måske alligevel forenes
med sin krop
(nu i stor fart
på vej til kødhallerne
i byens udkant)
Måske er ingenting
sket endnu -

Nina Malinovski

SE PÅ MIG

Lad mig se dig. Vend dig mod mig. Klæd dig langsomt af. Først skjorten, langsomt, det ene ærme, så det andet. Vi har god tid. Se på mig. Luk bæltet op, langsomt, træk lynlåsen ned. Lad mig høre lyden af en lynlås, der trækkes ned. Se på mig. Klæd dig helt af. Stå foran mig, nøgen. Glem så det hele. Vend ryggen til mig. Gør noget andet, et eller andet, jeg er ligeglad. Nærm dig så langsomt. Se på mig. Lad dit blik fortælle mig, at du vil. At du ved, at du vil. Nærm dig langsomt. Spred mine ben. Se på mig, lad mig mærke dit blik. Kys mig, hurtigt og dybt. Vi kender hinanden, vi ved. Vend ryggen til mig. Vent. Lad mig også rejse mig og gøre noget andet. Tænde et lys, måske læse et par sider. Eller bare kigge ud af vinduet. Vent. Glem så det hele. Fald i søvn måske. Gør noget, du har lyst til. Lad mig se dine hænder gøre noget, de kan. Og lad det bare blive dag og nat igen og dag. Vi har tid nok. God tid. Lad os køre et sted hen, ligegyldigt hvor. Læg dine hænder på rattet, lad mig se dine hænder. Bare det. Forestille mig, hvad de også kan. Dine hænder. Læn dig mod en mur måske. Skyd hoften frem, ligesom tilfældigt. Vis mig noget. Sig noget sjovt, noget der får mig til at le. Stryg mit hår væk fra halsen, kys mig der, flygtigt. Giv mig plads. Lad mig lege, vise mig for dig. Se på mig. Leg med mig.
Vis mig, at du tør, vær ikke bange. Balanceakten er kun farlig, hvis den bliver afbrudt. Bær mig usynligt, til mit nummer er færdigt. Og forlad mig så. Eller lad mig forlade dig. Send ingen blomster eller telegrammer. Genkend mig i stedet. Vis mig, at dine øjne husker min krop. Og dine hænder. Vis dig for mig. Fortæl mig om din verden.

Luk den ikke. Lad mig se din alvor. Din alvor ophidser mig, din verden, nær og uopnåelig. Udfør dit arbejde, bliv træt. Lad solen vække dig, eller mine kys. Smil til mig. Nærm dig langsomt. Se på mig. Vis mig, at du ved, hvad du vil. Og at du ikke vil vente. Nærm dig langsomt og spred mine ben. Vent. Lad dit blik kærtegne mig først. Lad mig mærke dit blik. Kærtegn mig så med dine hænder, din tunge. Vis mig, at du vil. Vent til du hører mig snappe efter vejret. Rejs dig så og vend ryggen til mig. Mærk mit blik på din ryg. Se ud af vinduet, tænd et lys. Vend dig så mod mig. Åbn dit bælte, træk lynlåsen ned. Skynd dig ikke. Hold mig fast med dit blik. Vent, jeg kommer. Lad mig knæle ned foran dig, skubbe dine bukser ned over hofterne. Vær ikke bange, nu er det mig, der bærer dig. Og fører dig hen til sengen. Kysser dig over hele din krop. Og kærtegner dig med mit hår, min tunge, mine hænder. Se på mig. Træng så ind i mig. Bevæg dig hårdt og hurtigt. Hold om mine bryster. Lad mig høre dig, se dig. Luk ikke dine øjne, lad dem briste i mine. Slip mig så. Smil til mig, når du skænker morgenkaffen. Vis mig, at du ved. Se på mig.

Inspiration

Min første og vigtigste inspirationskilde var uden tvivl æventyrene, myterne og fablerne. Som barn lånte jeg alt, hvad biblioteket havde af den slags bøger, og når stakken var læst, begyndte jeg forfra.
Det er da også æventyr og fabler, jeg vender tilbage til igen og igen i mine forskellige værker. Denne enkle, næsten skabelonagtige form, hvormed så kloge og komplicerede ting kan fortælles, tiltaler mig. Af samme grund er en forfatter som Villy Sørensen en af mine favoritter. En anden dansk forfatter og filosof, Vilhelm Grønbech, læser jeg også med både glæde og forundring.
Af alle verdens digtere har min far selvfølgelig været en af de vigtigste. Desuden elsker jeg at læse de svenske "fyrtital-digtere", først og fremmest Verner Aspenström og Gunnar Ekelöf. Og Edith Södergran og Tua Forsström, som er i familie med dem, men tilhører helt andre tider!
Af nulevende danske digtere læser jeg bl.a. Henrik Nordbrandt og Inger Christensen. Af yngre og ældre prosaister f.eks. H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, Peter Seeberg og Peter Adolphsen.
Og ude i verden er der heldigvis flere, jeg nævner dem tilfældigt og i flæng: Kafka, Camus, Shakespeare, Neruda, Dostojevski, Laxness, Milosz, Blake, Lorca, France, -
For slet ikke at tale om klassikerne, Biblen og Homer bl.a.
Og så elsker jeg forøvrigt også Tove Janssons mumibøger, Hergés Tin Tin, Bunuels dagbog og lange, latinamerikanske røverromaner.
Som filmforfatter har jeg selvfølgelig også mine forbilleder, store filmdigtere som Bunuel, Pasolini, Tarkovski, Cassavetes, Kurosawa, Angelopoulos og Marx Brothers.
Musik er vigtig for mig, når jeg arbejder. Den ene dag kan jeg f.eks. høre Johan Sebastian Bach eller anden klassisk musik, den anden blues - eller rap.