Nils Hartmann

Født 7.12.1941 i København og opvokset i Præstø.
Barndommen kan jeg ikke flygte fra. Som andre er jeg præget af de sociale forhold, der omgav mig, det landskab jeg voksede op i, den opdragelse jeg fik, de kammerater jeg havde, skolegangen, kæresterne osv. Barndommens land og oplevelserne i den lille provinsby har været og er stadig en væsentlig inspirationskilde. Jeg tror, det har noget at gøre med, at barndommen åbner magiske porte til glemte følelser og minder, som ofte kan overrumple én. Herefter: Uddannet lærer (1968) og skolebibliotekar (1971). Arbejde som folkeskolelærer (1968-80), pædagogisk konsulent på Amtscentralen for undervisning i Næstved (1971-85), undervisningskonsulent i Dansk UNICEF (1969-95), ekstern forlagsredaktør hos Gyldendal (1980-). Nu fuldtidsforfatter og oversætter (især fra svensk og engelsk).
Skønlitterær debut med Rejsen til Bantam (1982).
Foretaget en række længerevarende rejser til lande i den 3. Verden. Også rejseoplevelserne udgør en væsentlig inspiration.
Aktiv i grupper om børns rettigheder og global undervisning. Medstifter af tidsskriftet BIXEN (1970). Formand for Rødeledfonden (1990-95). Medlem af Litteraturrådets legatudvalg (1998-). Har holdt utallige foredrag på skoler, skolebibliotekarkurser m.m. Undervist på skrivekurser for børn og unge og inspirator i Børnebogskaravanen under Kulturby 96. Skrevet fag-, børne-, ungdoms- og voksenbøger, artikler til tidsskrifter, byspil, sangtekster m.m.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Storstøms Amt - 24. november 2000  

Debut: 
1982
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Junglehospitalet Rejsefortælling

Da jeg stod uden for det mosbegroede og fugtskjoldede hospital, var jeg allerede ved at ønske, at jeg aldrig havde sagt ja til tilbuddet om at overvære en operation. Heden var ulidelig. Lugten af desinfektion. Lyden af barnegråd. Et kor af fugle i de raslende trækroner over mig. Jeg sprang over grøften, den åbne kloak, der stank som ind i helvede. Prøvede at tælle de snavsede lagner, som hang til tørre mellem bygningerne. Takkede min gode engel, at jeg ikke lå derinde bag vinduerne.
Klokken var et par minutter i ni, og pludselig fik jeg øje på doktor Mokonyas hvide kittel. Han havde stået inde på den brede cementtrappe, nu kom han resolut hen imod mig. På afstand så jeg ham smile og vinke, de mørke øjne flakkede i hovedet. Jeg havde mødt ham aftenen før i klubben i Buea og hørt ham berette om alle de problemer, han havde at slås med på sit lille hospital. Havde siddet sammen med ham i den umagelige sofa og drukket whisky. Hørt ham fortælle om sin studietid på et af Moskvas universiteter. Han burde være uddannet i tropesygdomme, almen kirurgi, medicin, folkesygdomme, og hvad ved jeg, men hans speciale var mikrobiologi. Han havde ikke haft noget valg. Uddannelsen havde været et led i Sovjetunionens ulandsbistand til Cameroun.
- Den største gåde er, at folk her stort set holder sig raske, havde han sagt. - Når man tænker på, at kroppen hver eneste dag bliver bombarderet af milliarder af mikrober og bakterier...
Han havde talt og talt om de utrolig mange problemer, han havde at slås med. Manglen på stort set alt, arbejdspresset, sygdommene. Inden vi skiltes havde jeg sagt til ham, at jeg godt kunne tænke mig at se hans hospital.
- Jeg skal foretage en lungeoperation i morgen. Du er velkommen til at komme og overvære den.
- Tak, havde jeg svaret uden at ane, hvad det indebar. - Hvad tid?
- Klokken ni.
- Så vil jeg satse på at komme.
- Lov mig, at du kommer!
Nu stod han der over for mig. Virkede fortravlet, lidt stresset, da han bød mig velkommen og rystede min hånd.
- Denne vej. Det bliver et djævelsk mareridt, forklarede han. - Både for mig og patienten. Vi har ingen narkose. Det er forbandet, man føler sig totalt afmægtig. Men altså, jeg bliver nødt til det...
Jeg kiggede på uret. Prøvede på ikke at se alt for interesseret ud. Som om jeg pludselig kom i tanker om, at jeg skulle nå noget et andet sted. Men det lod ikke til, at han bemærkede det.
Han vendte sig, gik et par skridt, hen mod den sorte sygeplejerske, som var fulgt efter ham. Hun var køn, lille, meget mørk og lidt buttet, men forsvandt i den grad i sin hvide og blå dragt, at det var umuligt at gætte hendes alder. Eller at sige, om hun virkelig var smuk eller bare ganske almindelig. Jeg hørte, at de vekslede nogle ord, som jeg ikke forstod.
- Kom! sagde han utålmodigt og kiggede tilbage på mig med et lille opgivende smil.
Jeg gik nærmere, gav sygeplejersken hånden.
- Synes De ikke at...
Min stemme var begyndt at dirre, den lød forkert. Ved den slags lejligheder, når jeg leder efter ordene, føler jeg altid, at min stemme lyder forkert. Så prøvede jeg med klangløs stemme at fortsætte:
- Hvad med en anden dag? Jeg kan se, at I har travlt... Jeg er sådan set bare interesseret i at se hospitalet...
Jeg gik i stå. Doktor Mokonya hørte mig ikke.
- Miss Dueh vil hjælpe dig med at finde noget tøj... råbte han på vej ind i den grønkalkede bygning.
Jeg blev stående. Mærkede, hvordan jeg udsendte negativ energi. Vidste udmærket godt, at det var mit eget valg. At jeg kunne vende om, hvis jeg ønskede det. Men nej, jeg kunne ikke skuffe ham, der var ingen vej udenom. Min protest ville være meningsløs. Og det ville være pinligt, hvis jeg gik igen. Jeg kunne lige så godt lade mig føre med.
Der lød en stadig summen af dæmpede mands- og kvindestemmer, høje barneskrig, gråd, iblandet snak fra nogle kvinder, som sad omkring et lille bål uden for bygningen og tilberedte mad i en gryde.
En ækel lugt af sved og urin iblandet klor stod i et pust ud mod mig, da vi gik ind gennem den åbne dør.
Det halvmørke rum var fuldt af mennesker, som sad på plasticstole, der var stillet op på række som til en filmforevisning. Et medicinskab med glaslåger i det ene hjørne og en personvægt i det andet viste, at jeg befandt mig i et konsultationsværelse. Jeg banede mig vej efter sygeplejersken, ind mellem stolene.
Doktor Mokonya kommer om et øjeblik, sagde hun og standsede foran et bord, som jeg gættede måtte være lægens bord. Midt på lå et stetoskop og et par briller oven på en stak krøllede journaler. Der stod skåle med instrumenter, vatpinde og gummislanger.
- Han har en patient på operationsbordet, fortsatte hun. - Og... Sæt Dem her og vent... Han kommer snart...
Så ilede hun tilbage, ud gennem døren.
Jeg fandt en ledig plads og satte mig. Gulvet under mine fødder bestod af sorte og hvide fliser, som formentlig engang havde været regelmæssige i formen, men som nu var revnede og ødelagte. Hullerne var kun nødtørftigt repareret med cement af forskellig farve. En fortryllende bestand af småkryb kravlede og snoede sig på og ned mellem sprækkerne. Med et brød sollyset frem, faldt ind gennem vinduerne, reflekterede, kastedes frem og tilbage i alle retninger, som om væggene var beklædt med spejle. Det var den blanke, lyseblå maling og de utallige buler i overfladen, som spillede bold med lyset og kastede det frem og tilbage. Luften var kvælende. Alligevel var der noget uhyggeligt koldt over værelset. Jeg kiggede mig anspændt omkring. Begyndte at tælle. Der var nitten personer, syv voksne og tolv børn, flere af dem var helt små, babyer. Ved min højre side sad en ung pige i mørkeblå bomuldskjole med armen i gips. Hun var tynd og forbavsende køn.
- Er du syg? spurgte hun og smilede til mig med sit sorte engleansigt.
- Næ, svarede jeg og forklarede hende, hvorfor jeg sad der.
Kvinden til venstre ammede sin baby, fandt den spædes mund med brystvorten, mens hun betragtede mig med alvorlige, melankolske øjne. Hun holdt selv munden lidt åben, når hun trak vejret, og pludselig begyndte hun at hoste. Fik et voldsomt hosteanfald og spyttede store, gule klatter ned på gulvet. Jeg trak benene ind under stolen og kiggede bebrejdende på hende. Men hun så ikke længere på mig.
Stolen var blevet varm under mine baller, bukserne blev våde.
Pludselig rejste en ung mand med et helt skaldet hoved sig op og gik hastigt rundt i rummet på nøgne fødder. Han var iført en hullet hvid T-shirt og shorts med blå og hvide striber. Hans lange, ranglede skikkelse, hans alt for tynde arme og ben tydede på en alvorlig sygdom.
- Der var en anden mand, spinkel og koparret. Han bar rundt på et grædende barn. Vuggede det blidt i armene, strøg det trøstende over de feberhede kinder. Andre vakte minder om fattigdom, alderdom eller forkert ernæring. Men der var så hedt, at jeg ikke orkede at koncentrere mig om, hvad folk fejlede.
Jeg ventede. Tiden gik langsomt. Hvor længe varede det dog, inden lægen kom? Sygeplejersken havde sagt snart. Nu var klokken næsten ti. Endelig vendte hun tilbage i grøn operationsdragt og førte mig ind i et mindre, klart oplyst rum med hvide fliser på væggene. Midt på gulvet under de stikkende, skærmløse pærer stod en ramponeret jernseng, som i tidernes morgen havde været malet hvid. Der var frisk blod på gulvet. Indtørrede blodpletter på væggene. Det hæslige rum stank af slagtehus. Jeg følte, at jeg stod i et torturkammer.
- Jeg har taget et sæt operationstøj med til Dem. De skal skifte... og tage de her gummistøvler på, det vil De da godt, ikke sandt?
- Jo... jo, svarede jeg og tog støvlerne og den pænt sammenlagte bunke grønt tøj.
Jeg vippede fra den ene fod til den anden. Ventede, at hun måske ville gå ud igen, mens jeg klædte om. Men hun blev stående foran mig, vred en våd klud op i en spand og begyndte at tørre blod af plasticlagnet på sengen. Jeg kunne se, hvordan det blodplettede stykke rynkede under hendes fingres hårde greb. Hun var fuldkommen uinteresseret i, at jeg smed alt klunset.
Så snart jeg var færdig, tog hun mit tøj og min taske, åbnede en dør modsat den, vi var kommet ind ad, og bar det ud i en smal gang.
- Doktor! hørte jeg hende råbe. Hendes stemme rungede chokerende højt gennem gangen.
Et øjeblik efter kom hun ind med et rullebord og forsvandt igen. Hun måtte gå to gange for at få alt det med, de skulle bruge til operationen. Stativet med dropflasken stillede hun ved sengens hovedgærde.
Jeg følte et svagt pust af kølighed. Hørte en lyd, som når vinden blæser gennem et åbent vindue. Med et gik det op for mig, at sengen skulle fungere som operationsbord. Henne ad gangen lød der nye råb og derpå løbende skridt i det fjerne. Uden at vende mig om, vidste jeg, at doktor Mokonya var på vej.
Han kom gående ind sammen med patienten. Det var den skaldede unge mand, jeg tidligere havde set ude i konsultationsværelset. Hans øjne var blevet vage. Doktoren sendt mig et lille smil. Nu var han klædt i grøn operationskittel, grønne bukser, sorte gummistøvler og havde en hvid maske dinglende på brystet som en hagesmæk.
- Det er Joe, sagde han med foregiven munterhed og lagde en hånd på mandens skulder. - Han er toogtyve... Joe drømmer om at blive verdens bedste langdistanceløber.
Joe nikkede og begyndte at småtrippe på gulvet, som om han varmede op. Så fik han besked på at smide T-shirten og kravle op på sengen. Han gled ned på siden med hovedet ud mod os. Rolig og anspændt. Sygeplejersken holdt om hans hånd, smilede, som om hun ville berolige ham med sit tillidsfulde blik. Doktor Mokonya snakkede muntert om dette og hint, mens han bøjede sig frem og gjorde en sprøjte parat.
- Du mærker bare et prik, sagde han og gned en tot vat hen over Joes tynde lår.
Med en hurtig bevægelse stak han nålen i låret. Jeg så, hvordan den unge mand gjorde nogle trækninger med munden. Hans fortænder sad skævt. Lægen klappede ham på de spinkle ben og sagde venligt:
- Jeg er færdig nu, min ven... Det er overstået.
Så henvendte han sig til sygeplejersken, talte til hende i en saglig tone, uden at jeg forstod, hvad det drejede sig om.
Jeg stillede mig ved fodenden, kiggede ned på det sammenfoldede, grønne klæde, som var blevet lagt ved siden af ham. Hans fodsåler var lyse og snavsede.
Sygeplejersken vendte sig mod rullebordet, fiskede en klud og en gammeldags barberkniv frem fra en skål. Så vaskede hun brystet og maven med den våde klud og barberede de små sorte, krøllede hår af. Joes øjne og næsebor spiledes op.
Mens droppet blev gjort klar, og det grønne klæde bredt ud over kroppen, forklarede doktoren mig med dæmpet stemme, nærmest fortroligt, at Joe havde lungekræft.
Inden længe var Joe faldet hen i en slags sløvhed. Jeg kunne se på hans øjne, at han var ved at glide over i en søvntilstand, hinsides virkeligheden. Pludselig gav doktor Mokonya ham nogle klap på kinden, som om han prøvede at få liv i ham igen. Men der var ingen reaktion. Joe lå stille.
Et hastigt nik mod sygeplejersken viste, at lægen var klar til at operere.
- Godt, så går vi i gang, sagde han lavt og løftede hovedet.
Jeg flyttede forsigtigt på fødderne, så opmærksomt på ham. Han vendte ryggen til. Hurtigt og beslutsomt strakte han hånden frem og tog en kniv, en skalpel, fra rullebordet. Så vendte han sig igen, lænede sig forover og begyndte at skære. Blodet løb ned over kroppen, ned på plasticlagnet.
- Gaze, sagde han.
Jeg følte, at jeg befandt mig et sted mellem virkelighed og drøm. Et sted mellem håb og afmagt, midt i begivenhedernes centrum. Vidste allerede, at jeg ville få svært ved at klare oplevelsen.
Med en dyb sukken betragtede jeg Miss Dueh, og vore øjne mødtes i et anstrengt smil. Sveddråberne perlede på hendes pande, trillede ned ad hendes hals. Hun var gået hen til rullebordet. Havde travlt med at række instrumenterne frem efterhånden, som der blev brug for dem.
Og jeg stirrede på doktor Mokonya, så ham forvandle sig til en vampyr, der sugede blod ud af den stakkels Joe. Skar i ham, savede nærmest brutalt. Det var første gang, jeg så en sav blive brugt på menneskekød, menneskeknogler.
Men han arbejdede professionelt og roligt, smånynnede indimellem. Al morgenens stress og jag var som blæst bort.
Så åbnede han brystkassen. Vred ribbenene til side. Han blev stående lidt, alvorlig, som om han funderede over et eller andet, mens han drejede en fingerspids rundt i det åbne sår.
Da jeg så på Miss Dueh igen, var hun også alvorlig. Hun hentede mere gaze og klude frem fra hylden under rullebordet.
Jeg lukkede øjenene. Skammede mig pludselig dybt.
- Åh, gud, sagde jeg dæmpet. - Jeg er bange for, at jeg ikke kan klare det længere. Undskyld.
- Hvad i alverden? Hvad mener du? spurgte lægen stille. Men jeg svarede ikke.
Et par fluer summede omkring de elektriske pærer. Så åbnede jeg øjnene igen. Mere blod. Nu var øjeblikket inde til at flygte baglæns. Jeg trådte tilbage, støttede med ryggen mod den kolde væg. Følte, jeg var i færd med at miste både form og farve. Mine ben var som gelé. Rummet blev stadig hvidere. Det var som en drejescene, knive, sav, skalpeller, forsvandt ud til højre. Alt var som en blinkende film, der hakkede sig frem. Jeg vidste ikke, hvad der kom først, og hvad der kom bagefter.
I et flimmer så jeg, hvordan Mokonya løftede hovedet, tørrede øjnene med håndryggen.
- Er du svimmel?
- Åh!
Jeg tav lidt, mærkede min stemme skælve. Det var, som om tiden stod stille et øjeblik.
- En smule. Jeg ved ikke rigtig, svarede jeg.
- Okay!
Han lod skuldrene synke. Han havde smidt værktøjet fra sig. Lagde mere gaze på såret, tog tape og en saks. Klippede flere stykker tape af og pressede dem fast.
Nu var jeg nået et punkt, hvor jeg var ligeglad, ikke så noget mere.
- Færdig, sagde han til sidst.
Han kom hurtigt hen til mig, ruskede mig i skulderen. Jeg så, hvordan en stivnet grimasse bredte sig over hans runde ansigt. Han havde blodstriber i panden.
- Hent tæppet, sagde han med en dæmpet, hviskende tone.
Jeg så spørgende på ham. Så hvordan Miss Dueh snurrede rundt og løb hen ad gangen, hendes sandaler klaprede mod gulvet.
Doktor Mokonya gik om bag rullebordet, lænede sig mod vindueskarmen, mens jeg synlig lettet tog gazemasken fra munden. Hans øjne var næsten lukkede. Et øjeblik efter kom Miss Dueh løbende tilbage. Hun hev efter vejret med en høj, ujævn lyd. Lægen tog det slidte, røde tæppe, hun rakte ham. Langsomt og nynnende lagde han det ud over Joe, stoppede det forsigtigt fast hele vejen rundt.
- Vi lader ham stå her, sagde han og hævede stemmen.
Så vendte han sig og slukkede lyset.
Langsomt og en for en forlod vi operationsværelset, gik hen ad gangen, drejede om et hjørne og trådte ind i en slags laboratorium med snavsede kolber og reagensglas. Der lugtede fælt.
Mokonya vaskede hænderne under vandhanen. Skorper af størknet blod faldt ned i vasken.
- Hør, sagde han højt som for at overdøve vandet. - Kunne du ikke tage et billede af mig og Miss Dueh.
- Jo, sagde jeg. - Jeg skal bare hente mit kamera.
Jeg løb tilbage efter tasken, som stod på gulvet uden for operationsstuen. Greb både den og tøjet. Så snart jeg kom tilbage, tørrede Mokonya hænderne i håndklædet, stillede sig sammen med Miss Dueh foran et glasskab og lagde en hånd om hendes skulder. Hun drejede kroppen og smilede mod mig, da jeg fotograferede. Doktoren fortrak ikke en mine. Og blodstriberne i panden sad der stadig.
Der blev et øjebliks tavshed.
- Lad mig tage et af dig og Miss Dueh også, foreslog han og rakte ud efter kameraet. - Vil du?
Jeg nikkede.
Han tog kameraet og trådte et par skridt tilbage. Stod og kiggede i søgeren, mens han med den ene hånd dirigerede os tættere sammen.
- Okay, cheese, sagde han og klikkede.
Jeg tog kameraet igen. Stod lidt uden helt at vide, hvad der nu skulle ske. Så Miss Dueh forsvinde med hastige skridt hen ad gangen.
- Blev du bange? spungte han og begyndte at løse operationskitlen op. Der sad brunt størknet blod over det hele.
- Jeg brød mig ikke om det, sagde jeg dæmpet. - Ærlig talt, jeg tror, det var alt det blod.
- Ja, sådan er lungeoperationer.
Jeg tav lidt.
- Du blev pinlig berørt, ikke? spurgte han så.
Pinlig berørt?
- Jeg blev bare lidt rystet... Jeg troede, han ville dø, svarede jeg.
Han så på mig, fortrak munden, som om han smagte på en citron.
- Okay, du var ikke den eneste, sagde han.
- Tror du, Joe klarer det.
- Vi får se. Jeg tror det.
Pludselig stod Miss Dueh i døren igen. Hun rakte hånden frem som til afsked, og jeg tog den og trykkede den, smilede varmt.
- Du må undskylde, sagde doktor Mokonya og slog mig på skulderen. - Men der sidder patienter og venter.
- Åh, jeg tænkte slet ikke på...
- Nej, det er klart, sagde han tørt. - Men jeg er alene om det. Kan vi ses i aften?
Uden at vente på mit svar, drejede han om på hælen og forsvandt ud ad døren.
Jeg stod lidt og sundede mig, inden jeg trak tøjet af og skiftede.
Og jeg vidste, at denne oplevelse ville forfølge mig. Længe.

(Cameroun, skrevet juni 2000)