ET SUBLIMT MÅLTID!
Jeg havde siddet og hængt et par aftener på stamværtshuset. Måske var det de faldende efterårsblade, måske var det den snigende kulde, der havde bragt mig i denne tilstand af træt melankoli, hvor jeg ikke orkede meget andet end at række en hånd i vejret for at signalere endnu en flaske.
Men mest af alt var det nok Tinas pludselige bortgang uden så meget som et ord til afsked, der havde lagt en dæmper på min ellers uudslukkelige livsappetit og fået mig til at synke ind i mig selv og stirre tomt ud i luften. Hvorfor fanden var hun pludselig skredet på den måde? Hun havde ikke engang taget sin bankbog med sig, selv om hun på den anden side næppe ville komme ret langt med 223,35 kroner. Mere underligt var det, at hun havde efterladt de sorte læderstøvler, hun plejer at gå i fra november til april. Hvordan hun ville overleve en lang, kold vinter uden de støvler var en gåde for mig.
Nå. Hun var væk. Og jeg var ved at investere i en solid brandert for tredje aften i træk.
Så var det at Johnny ”Killer” Jørgensens skygge pludselig faldt ind over mig og skabte endnu mere tusmørkestemning i min sjæl. Jeg har aldrig været særlig vild med den fyr, og jeg ved faktisk ikke, hvor han har sit tåbelige tilnavn fra, men der går rygter om, at han engang har fanget en due på Rådhuspladsen og flået hovedet af den med tænderne.
- Sidder du nu her igen? Spurgte han uden indledning. Efter at han højlydt havde nydt sin skarpsindige iagttagelser, skyndte han sig at spørge: - Ved du hvad du trænger til? Ved du hvad du trænger til lige her og nu?
Jeg ventede spændt. En varm seng med rene lagner og en villig kvinde? Et dobbelt skud bourbon-whisky?
- Du trænger til et ordentlig måltid mad. Og ved du hvad jeg har i ovnen netop nu? En steg som er så delikat, at du aldrig vil få serveret noget lignende i selv dine allervildeste drømme. Kom med mig hjem nu. Du har med garanti aldrig smagt et stykke kød, der er så lækkert som det jeg vil servere for dig om lidt.
Mine tænder begyndte med det samme at løbe i vand, jeg havde ikke fået andet at spise end peanuts og osterejer de sidste fem, seks timer, men alligevel tøvede jeg lidt. Johnny var ikke ligefrem typen, der strøede om sig med den slags invitationer, og jeg havde faktisk aldrig været hjemme hos ham før.
- Kom nu. Det kød er simpelthen så mørt, så mørt. Du har aldrig smagt noget lignende. Det
er en ren lækkerbisken.
- Ok, svarede jeg og tømte mit glas.
Johnny boede et par gader væk.
Så snart vi var kommet ind i opgangen, kunne jeg lugte hans steg i ovnen helt deroppe på fjerde sal, og for hvert trappetrin vi tog, blev den delikate lugt stærkere og stærkere, og med mundvandet piblende frem mellem tænderne var jeg begyndt at indstille mig på, at der ventede mig et helt usædvanligt måltid.
I stuen var bordet allerede dækket med to kuverter, og jeg satte mig ned, mens Johnny med en tilstræbt elegant bevægelse hældte den tilpas tempererede cru-vin op i vores glas.
Så gik han ud i køkkenet og vendte et par minutter senere tilbage med et stort fad, hvorpå der lå en dampende steg. Han skar den for med en skarp køkkenkniv, og jeg kastede mig med de samme over de skiver, han anbragte på min tallerken.
Jeg havde aldrig smagt noget lignende. Aldrig! Tro mig på mit ord. Jeg har rejst over alt i denne verden, spist på trestjernede restauranter i Paris og været gæst hos beduiner og buskmænd, men jeg har aldrig, aldrig nogensinde, smagt så lækker en steg. De første skiver slugte jeg helt enkelt, så pragtfuldt smagte de, men dernæst satte jeg tempoet ned og ganske langsomt bid for bid nedsvælgede jeg de følgende saftfulde stykker kød. Vinen var også udmærket, bestemt, og det samme kan jeg sige om grøntsagerne og sovsen, men kødet … det var så mørt og så overvældende smagfuldt, at jeg for mit indre blik måtte takke min skaber for, at han havde givet mig mulighed for at tage del i et så sublimt måltid.
Til sidst lå der kun en aflang knogle tilbage på fadet, og vi sank tilbage i stolene. Vi kunne knapt nok bevæge os, så meget havde vi spist
- Jeg lovede dig ikke for meget, vel?
Nej. Det var i sandhed en lækkerbisken, han havde serveret for mig.
- Hvilket dyr tror du kødet stammer fra?
- En kalv?
- Nej.
- Heller ikke en elgko?
- Nej.
- Og et lam var det ikke.
- Nej.
Hvad pokker kunne det så være? – Noget vildt?
- Nej.
Han pegede på knoglen, der lå tilbage på fadet.
- Kan du virkelig ikke gætte det?
Jeg betragtede knoglen, mens jeg drak af mit glas. Den var måske nok for stor til de dyr, jeg havde nævnt.
- En hest? En okse?
Han rystede på hovedet.
- Giv mig lidt hjælp. Hvor har du fået kødet fra? Fra udlandet? Fra Zoologisk Have?
- Nej. Jeg indfangede det selv i sidste uge. Her i byen.
Jeg drak noget mere vin. Hans drillende smil var begyndt at irritere mig. Jeg hader den slags dumme gåder.
- Ok. Jeg giver fortabt. Hvilket levende væsen stammer kødet fra?
- Et menneske.
- Pis.
- Jamen, kan du ikke se det? Han lænede sig forover og pegede på knoglen: - Kan du ikke se, det er en lårbensknogle fra et menneske.
- Pis, sagde jeg igen. Men sandt nok. Knoglen kunne godt ligne lårbenet fra et menneske.
- Du tror mig ikke?
- Nej.
- Så kom med mig ud i køkkenet.
I hjørnet af køkkenet stod en fryser. Han åbnede låget og fiskede en frysepose frem.
- Se her. Her er hendes arme. Hvis du gnider lidt kan du se, at neglene er malet røde.
- For satan mand …
- Og her … her er hendes baller.
Han rakte mig en ny frysepose.
- Det kan man sgu da kalde baller af stål, ikke, ha ha!
Det lignede et menneskes endeballer. Jeg sværger!
- Og her er benene. Kender du en pige, der har sort neglelak på storetåen og rødt på de andre tæer?
Ja. Tina. Men … for fanden da …
- Hun kikkede forbi i sidste uge, og pludselig fik jeg lyst til at partere og spise hende. Men skulle du snydes? Ha ha ha. Du var ligesom den nærmeste til at få en bid med, ikke?
Jeg smed fryseposerne på gulvet og brækkede mig i køkkenvasken. Derefter styrtede jeg ud af lejligheden med Johnny skingre latter i ørerne.
Skulle jeg have meldt ham til politiet? Men de ville ikke finde andet end frossent papmache formet som vellignende legemsdele i hans fryser, ville de vel? Ingen er sindssyg nok til at servere et styk stegt kæreste på den måde. Har jeg ikke ret?
Men hver gang jeg ser Johnny, skynder jeg mig ned ad en sidegade.
Jeg går hele tiden og venter på et livstegn fra Tina. Bare et postkort … fra Barbados eller Mexico City eller Kreta … Men jeg har stadig ikke hørt fra hende.
