Vi var tre derinde. Konsulenten skjulte en gaben.
-Din løn i dag? sagde han spørgende og så med halvt lukkede øjne på cand. oecon. Anders Bülow, der gerne ville være controller i Datalex. Det skulle han ikke være, det havde Bjarne Rojel utvivlsomt kunnet afgøre med sig selv allerede efter fem minutters samtale med manden. Han havde anet det, da han havde læst den lidt for famlende ansøgning, han var blevet bestyrket i sin opfattelse under det overfladiske studium af det kluntet opstillede Curriculum Vitae, og de klamme hænder og kvasterne på de brune hyttesko havde gjort det endelige udslag.
Jeg kunne se det i hans ansigt, men Anders Bülow kunne vistnok ikke.
Det var mig, der havde hentet ham i venteværelset
Ti minutter forsinket. Med fælles ranke skridt gik vi hen ad gangen til det store kontor, hvor Bjarne Rojel tog imod os liggende i sin voldsomme kontorstol. Nu sad han, dirrende med pennen, parat til at notere et beløb. Anders Bülow tøvede med svaret, og den pause, der opstod, fik mine tæer til at bevæge sig nervøst i de velpudsede sorte lædersko.
Bjarne Rojel stirrede utålmodigt på manden.
-Min løn er sammensat af flere ting ... begyndte ansøgeren.
-Okay, sagde konsulenten hurtigt.
Okay var et nøgleord. Konstaterende og i et tonefald, der hverken var billigende eller det modsatte. Det gav ingen informationer fra sig om de følelser, positive eller negative tanker, der måtte bevæge sig bag det udtryksløse ansigt, der mødte Anders Bülow denne formiddag. Det var et neutralt ord uden engagement og et ord, der kunne bruges i alle situationer, det krævede knap nok, at man havde hørt efter, hvad der var blevet sagt.
Et konsulentord.
Anders Bülow så en anelse forskræmt ud ved lyden af det maskingevær, der havde udspyet okayet, men fortsatte:
-Jeg får en grundløn på toogtyve tusind, og så kommer der jo bonus og firmabil ...
-Altså toogtyve plus diverse benefits.
Konsulenten gjorde et notat.
-Men det bliver jo til noget mere, forsøgte han stædigt.
Konsulenten smilede.
-Det er klart.
Jeg sad og så ned ad mig selv og mit helt nye jakkesæt, indkøbt for Jan Jarmers penge. Massivt dobbltradet og i virkeligheden ikke det, jeg ville have valgt, hvis det havde været mine egne penge. Hvis det havde været mine egne penge, ville jeg slet ikke have valgt at købe et sæt tøj. Men det var nu alligevel på en måde rart, følelsen af at være velklædt. Som et skjold mod omverdenen, ikke noget at komme efter.
-Og dit lønkrav? spurgte konsulenten.
-Femogtyve tusind om måneden. Mindre går jeg ikke for.
Anders Bülow strammede i hele kroppen.
-Okay, sagde Bjarne Rojel, gjorde endnu et notat og holdt en lille pause.
-Nu skal du høre, begyndte han sin afsluttende tale, idet han lænede sig tilbage. -Nu er det sådan, at vi har haft en række ansøgere herinde. Når vi er færdige, vil min kollega og jeg sætte os ned og vurdere, hvem vi gerne vil tale mere med. Det gør vi hen over weekenden. Så kan det gå to veje: Enten hører du fra mig mandag eller tirsdag, eller også får du et brev fra min sekretær, der siger tak for din interesse, men det skal ikke være dig, fordi vi finder, at jobbets profil og din profil ikke matcher så perfekt, som vi ønsker det ...
Andes Bülow nikkede artigt.
-Har du nogle spørgsmål, inden vi skilles for denne gang?
Ansøgeren rejste sig halvt op, rakte hånden frem og sagde:
-Jeg vil bare godt understrege, at jeg er MEGET interesseret.
Bjarne Rojel nikkede med noget, en utrænet iagttager godt kunne have forvekslet med venlighed.
Tak for denne gang, sagde han. -Jeg siger farvel her, og min kollega vil følge dig ud.
Anders Bülow nikkede igen.
-Ja. Tak for denne gang.
Og så gik vi atter i procession gennem gangene, og vores nydelige sko klikkede i velopdragen takt mod det glatte gulv, indtil vi standsede, og jeg gav ham hånden.
-Held og lykke, sagde jeg. Jeg syntes, han havde brug for det, men han så nu lidt tvivlende ud, da jeg sagde det.
Af "Besat til anden side" (Lindhardt & Ringhof, 2000).
