Mogens Wenzel Andreasen

Født i 1934 på Frederiksberg. Oprindelig uddannet lærer og underviste i en årrække. Blev i 1976 cand. pæd. i musikvidenskab og var redaktør på Politikens Forlag i perioden 1979-1983. Herefter leder af forlaget Artia i årene 1983-1989. Leder af Selskabet til Udgivelse af Dansk Musik på Fonogram og Videogram 1989-1993. Free lance medarbejder ved Danmarks Radios Musikafdeling 1975-1988. Har deltaget i DR TVs internordiske musikprogram "Kontrapunkt". Formand for Selskabet for Russisk Musik fra 1992 og for Dansk Oversætterforbund fra 1998. Udover romaner også forfatter til en række faglige bøger om musik

Allerede som stor dreng tænkte jeg på at komme til at skrive - noveller og romaner. Jeg gjorde også nogle forsøg, som stadig får mig til at rødme, når jeg tænker på dem. Jeg skulle først igennem aftjening af værnepligt for at blive tilstrækkelig rasende til at komme i gang, og så gik der endda en del år, før jeg debuterede som 32-årig med "En dansk soldats eventyr" (1967)- en lidt fræk titel, frit efter Poul Martin Møller, hvad de mere militærglade anmeldere da heller ikke undlod at gøre opmærksom på. Romanen handler om dét at aftjene sin værnepligt i Danmark og er en blanding af groteske, humoristiske og realistisk-barske beskrivelser af en menigs oplevelse af det danske militær i 1950'erne.

Jeg fik blod på tanden og skrev, hvad jeg indtil for nylig betragtede som min bedste bog: "Laila - min Laila", (1979) som er fortællingen om en mand, der mister sin kone og pligtskyldigt sørger og beder til gud om at få hende tilbage. Han bliver bønhørt - og opdager til sin rædsel, at det ville han helst have undværet, for han har i mellemtiden forelsket sig i en anden. Uheldigvis viser det sig at være uhyre vanskeligt at slippe af med den tilbagevendte Laila. Romanen var inspireret af et dødsfald i familien. Ingen kan skrive om noget, han/hun ikke selv har oplevet!

Det gælder også den tredje roman, "Skolen", som er et billede af dagliglivet i en storkøbenhavnsk skole i 1970'erne, bygget på mine egne erfaringer som folkeskolelærer. De store børn forelsker sig, lærerne forelsker sig, hykleriet og dobbeltmoralen trives.

Så fik jeg travlt - med andre ting: uddannelse (cand.pæd. i musikvidenskab) og derfor en række bøger om musikfaglige emner, efterhånden også en foredragsvirksomhed af voksende omfang, i dag omkring 150 foredrag om året - ikke blot i Danmark, men også i andre nordiske lande Island, Norge, Grønland, Finland.

I mange år længtes jeg efter at komme i gang med en roman igen. Et forsøg blev gjort med "Jappus og Firrik" - om den så regnes som "voksen" roman eller ungdomsroman ved jeg ikke. "Jappus og Firrik" (1996) er en fantasy-roman med science fiction islæt, den klassiske historie om kampen mellem godt og ondt. Jappus er den unge helt, som mister sine forældre og sit hjem, da tyrannens mænd hærger på egnen. I en drøm ser han den pige, Firrik, som skal hjælpe ham i kampen mod tyrannen. Her dukker væsener fra en anden verden op og yder hjælp til selvhjælp, når det brænder på.

Men bekendtskabet med Hildegard af Bingens musik fik mig for alvor i gang igen, og det blev, hvad jeg nu tror er min bedste bog, romanen "Hildegard" (udk. oktober 2000). Den handler så om noget, jeg ikke selv har oplevet (jeg er født efter 1179, hvor Hildegard døde!), men alligevel møder læseren også i en historisk roman eller - bedre - en roman om en historisk personlighed forfatteren selv, om end godt kamoufleret."Hildegard" er historien om en af de betydeligste skikkelser i Europas middelalder, læge, teolog, filosof, naturforsker, diplomat, politiker, digter og den formentlig ældste komponist, man kan sætte navn på. I romanen følges hun fra vugge til grav gennem hele sin mangeartede virksomhed, blandt andet i sit forhold til kejser Friedrich Barbarossa, sin korresondance med Bernhard af Clairvaux, sine stridigheder med de tyske biskopper og med paven.

Herudover har jeg skrevet en række ungdomsromaner, både socialrealistiske og humoristiske fortællinger og en række science fiction prægede fremtidsromaner. Dertil nogle noveller, hvoraf tre blev læst i DR. Hvad fremtiden bringer er umuligt at vide. Men nu har jeg i hvert fald fået blod på tanden!

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederiksberg - 9. juni 2000  

Debut: 
1967
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

En dag kom en præst til klostret på Rupertsberg. Han var ledsaget af en lille flok mennesker fra en landsby i nærheden, og de bragte en kvinde med sig, som de sagde var besat af en ond ånd. Det kunne der da heller ikke herske nogen tvivl om.
Kvinden var hverken ung eller gammel, måske mellem tredive og fyrre år. Man fortalte os, at hun ikke havde børn og levede alene. Hun var klædt i pjalter, men af en eller anden grund, som jeg ikke kan forklare, gjorde hun ikke indtryk af at være fattig. Hun virkede heller ikke som et menneske, der på grund af dyb uvidenhed intet forstod af verden, hun virkede - ja, besat er vist det eneste ord, jeg kan komme i tanke om, som dækker det mærkelige syn, der viste sig for os.
Det var lørdag. Kvinden stod uden for kapellet og rasede. Eller det var vel den onde ånd i hende, der rasede. To stærke bønder holdt hende i armene. Hun prøvede at rive sig løs, kastede sig fra side til side og sprang højt op i luften. Af og til skreg hun højt, og en strøm af eder og forbandelser væltede ud ad hendes mund - bespottelige ord, påkaldelser af den onde, og noget der var helt uforståeligt.
Hun flåede i sine pjalter, så den nøgne hud kom til syne og man kunne se, at hun havde revet sig med sine lange, sorte negle, for blodige striber trak sig gennem hendes hud.
Fråden stod hende om munden og fløj i flager fra hende, blandet med spyt, når hun udstødte sine forbandelser.
Men det værste var hendes øjne, der ikke lignede et menneskes øjne. De lynede og gnistrede vildt, og dog var de tomme og uden udtryk - som et dyrs øjne. Der var hverken angst eller had i dem, ingen bøn om barmhjertighed, kun tomhed.
Hildegard stod hensunket i dybe tanker og så på hende. Jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at hun talte med kvinden uden ord - at der udveksledes tanker mellem dem, en ordløs kommunikation, men om det var kvinden eller den onde ånd i hende, hun talte med, ved jeg ikke.
“Hvor længe har hun været sådan?” spurgte Hildegard en gammel kvinde, der stod og så på den rasende med ængstelige blikke.
“Det er min datter,” svarede den gamle. “Hun har aldrig været som andre, men det har ikke tidligere været så slemt som nu. I tre dage har hun raset sådan, og hun taler ord, jeg ikke før har hørt, hverken i hendes mund eller i andres. Det fylder mig med angst, for jeg frygter, at hun skal gøre en ulykke på sig selv eller andre. Hun er ustyrlig, og når hun ikke sover - og hun sover kun lidt - må hun bindes eller holdes fast som nu af stærke mænd. Vi kan ikke længere leve sådan. Derfor gik jeg til præsten, men han er magtesløs.”
“Ja,” brød præsten ind. Han var en enfoldig landsbypræst, men jeg kunne se, at Guds kærlighed levede i ham. “Jeg sagde, at hun skulle gå til klostret på Rupertsberg og bede moder Hildegard om hjælp. Man siger jo, at du kender Guds veje bedre end andre, og at Han opfylder dine bønner.”
“Vi er alle Guds børn, men det er sandt, at denne kvinde ikke selv kan bede til Gud, for djævelen raser i hende og spærrer hende vejen til Den Almægtige. Før hende ind i kapellet. Vi vil prøve, om det hellige dåbsvand kan tvinge den onde ånd ud af hende.”
Vi gik alle ind i kapellet, og Hildegard sendte en af søstrene af sted efter dåbsvandet, som blev hældt i døbefonten. Så vendte hun sig til præsten og sagde: ”Jeg kan ikke velsigne dåbsvandet og helliggøre det, for det kan kun en præst, som biskoppen har viet til denne hellige gerning.”
Præsten trådte hen til døbefonten og løftede sine hænder. Han udtalte de velsignende ord, og den besatte kvinde faldt lidt til ro og stod blot og mumlede for sig selv.
“Du ved, hvad du skal gøre,” sagde Hildegard til præsten og gik selv hen og stillede sig foran den besatte.
Præsten bøjede sig ned og blæste hen over døbefonten og udtalte de ord, som Helligånden har sagt, for i skabelsens begyndelse bevægede Herrens ånd vandene. Da kom kvinden i en tilstand af den yderste ophidselse, Den Højestes Kraft, som overskygger den hellige dåb, talte til den djævelske røgansamling, som pinte kvinden. For en ond ånd er af djævelen og ikke af Gud, og dens magt er falsk og derfor svag over for Gud, selv om den kan tvinge mennesker. Den er kun dunst og forgængelighed, som en røg, der bortvejres af vinden, men først når den har kvalt menneskene og ødelagt dem.
Præsten talte, og de hellige ord fik ham til at vokse for mine øjne, og han fyldtes af kraft og styrke fra Gud: “Vig bort, Satan, fra denne kvindes legemstelt, og giv Helligånden plads!”
Da kastede kvinden sig på jorden, og den urene ånd for på afskyeligste vis ud med afføringen fra hendes endetarm.
Det var et skrækindjagende øjeblik, og alle som så det, forfærdedes. Men det var også et øjeblik, som vidnede om Guds almagt og store kærlighed til mennesker.
Kvinden rejste sig op. Hun var nu rolig og så på os med undrende øjne, og hun havde fået sin fornuft igen. Pjaltet og tilsmudset var hun, stinkende og blodigt forrevet, men den udødelige sjæl lyste i hendes øjne. Hun drejede langsomt hovedet og så på Hildegard, og hendes læber bevægede sig, men ingen ord kom over dem.
“Tag hende med ind i en af de tomme celler,” sagde Hildegard til søstrene. “Tag tøjet af hende og bad hende - vask hende overalt, gnid hende med salve og giv hende rent tøj.” Hun så på den forløste kvindes mor, der stod og måbede. “Gå til køkkenet,” sagde hun. “Dér kan du spise, indtil du kan gå hjem med din datter.”

(fra "Hildegard" der udkommer 2000)  

Inspiration

Jeg nærer, hvad min kone og mine venner betragter som en ejendommelig forkærlighed for science fiction. Måske fordi den får mig til at lette fra jorden og dagligdagen. Jeg betragter den som vor tids svar på folkeeventyret. Ellers læser jeg gerne Dickens og Selma Lagerlöf og går bestemt ikke af vejen for en god spænding- eller krimiroman. Men mon ikke "Gösta Berlings Saga" og Bergsøes "Fra Piazza del Popolo" er to af de bedste romaner, der er skrevet - og så er de nordiske! Trænger jeg til et godt grin, står Wodehouse og Westlake på programmet.