Fra: Pokalhjertet. Borgen, 2000.

Jeg vil fortælle historien præcis som jeg har glemt den. Det var en drøm. Jeg stod i klasseværelset og stod. Vi skulle begraves en efter en. Lagkagelys blafrede. En hrogfrulærer råber navne op, grønne vitaminpiller regner fra loftet som er en åben mund, tænder styrter fra kæbernes balkon. Først går den første ned. Lukker kisten efter sig. Spændt op mellem urets visere og rummet der kan falde sammen som madpakker, er de overlevende. Da det bliver min tur undrer jeg mig over dødens lethed - og at jeg slet ikke er død. Jeg borer mig gennem underjordiske gange og befrier dem allesammmen. Senere hyldes jeg i tårne af slik, og inviteres til at tale i mikrofon. Det som stadig undrer mig er urlugten af saftevand i flossede plasticdunke - og så verden.

Fra: Hannahs Dyrehave, 2002:

Som en snog gennem himlen men jeg har gule pletter for øjnene da jeg åbner lågen til hannahs dyrehave. Jeg har mere end majdrik i maven, kassebukser og brian cornellyhår. Vi går under stjernerne, dybere og dybere ind i sommeren, slentrer rundt som rockere med et lig i sproget. Kaster op i kirsten pihls kilde, indgangern er samtidig ordenes udstødning. Endelig er jeg ham, et heldigt lod i skovens tromle, ruschebanefører og rose i eget knaphul. Og der står min far, det er ham man skal slå i hovedet med en hammer for at få fuglene til at ringe, rock. Kulørte biller gnistrer i trætoppene, jeg er med hestevogn gennem egen krop, stejlende vild. Hannah er allerede en knust tallerken i mit muntre hjerte, her er mascaralys og bryster, øjne der drejer og drejer. Her er livet og livet vil ingen ende tage, ikke så længe little kitty catch my fire, ikke så længe den værst egnede er den der har eva på bagsædet.