Michael Svennevig

Født 1964 i Holbæk. Forfatter og dramatiker.

Jeg begyndte at skrive som 20-årig og debuterede som forfatter 18 år efter med den selvbiografiske roman ”Lyspletter”. Jeg rejste til Indien og det kom der en roman ud af: ”I forlængelse af Koens Horn”. Begge bøger bearbejdede jeg til fortællinger i Rundetårn sammen med to musikere. I de følgende år rejste jeg tilbage til Indien, hvor min næste roman, ”Ørkendrømme”, også foregår og trækker på mine rejseerfaringer, og ikke mindst mødet med en helt umulig, men ikke desto mindre meget dejlig kærlighed. Romanen lanceredes med ”Ørkenshow” på Teatret ved Sorte Hest sammen med skuespilleren Niels Vigild og sangeren/komponisten Thulla. Sideløbende har jeg skrevet dramatik for voksne: ”HEGN”, om en irakisk, kurdisk digter  og afvist asylansøger fra Sandholm-lejren, kom op på Teatret ved Sorte Hest i sommeren 08 - også i samarbejde med Niels Vigild og Thulla. Bagefter lavede jeg forestillingen ”Tavsheden der talte” om bombningen af Den Franske Skole, baseret på Alice Maud Guldbrandsens bog ”Tavshed blev min Sang”. Jeg instruerede forestillingen i Apostelkirken i september 2009, hvor Alice Maud Guldbrandsen selv optrådte med sin historie. Skuespilleren Grethe Mogensen lavede en reading på min énakter ”Af en Engels Erindringer” på Teatret ved Sorte Hest som afslutning på Gammelfestivalen Det Sidste Suk i januar 2010. I den forbindelse redigerede og bidrog jeg med en samtale med skuespillerenVera Gebuhr til en samling af festivaltekster, der samtidig blev udgivet. Det første videre til ”Drømme og visioner, 13 portrætsamtaler om at ville og kunne”, der udkom i august 2011, hvor jeg er talte med bl.a. Hanne Marie Svendsen, Aihua Yan og med nu afdøde Jesper Klein. Jeg udgav den selvbiografiske roman ”Giv mig liv”, der er en vandring tilbage til barndommen, men også mødet med en bortadopteret søster. Den blev til forestillingen af samme navn i samarbejde med Thulla og Ayi Solomon i Apostelkirken. Derudover udgav jeg monologen ”Bag de blå Bjerge”, der er baseret på Aihua Yans opvækst under kulturevolutionen i Kina. Monologen blev opført af  Elisabeth von Rosen på Verdens Mindste Teater, København, i november 2011. Derudover har jeg skrevet gammelspillet ”Den Sidste Aften”, det er en énakter om et gammelt ægtepar, der slår hinanden ihjel. Det uropførtes ved en reading i Vesterbro Naturværksted af skuespillerne Ebba Nørager og Paul Hüttel i august 2011 i forbindelse med åbningen af Menneskefestival om drømme og visioner.

Er medlem af Dansk Forfatterforening, Dansk PEN og Danske Dramatikere.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.

Debut: 
1992
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Uddrag fra "Lyspletter":

Langsomt vågnede hun. Vågnede op under mine kærtegn og vaktes til live som et lille lys, der blev kraftigere og kraftigere og til sidst flammede op. Når jeg trængte ind i hende, var det som om jeg vandrede ud af mig selv og fortsatte ad en spindelvævstynd sti op mod himlen og tilbage ned mod havet. Der var regnbuer rundt om. Nogle gange spadserede vi på dem og endte nede ved havet på den hvide strand, hvor det solhede sand brændte mod vores fodballer. Vi løb i vandkanten af det azurblå tropiske hav, som skyllede lindrende op over vores forbrændte fødder. Vi gik igennem den lille fiskerby, hvor alles øjne inde fra husenes mørke kiggede på os – de to leende blegansigter, der promenerede deres bleghed mod de andres mørke, arbejdsomme og svedige hud. Selv bøflerne overhalede os, mens vi gik indesluttet i vor egen amourøse lykke. Om aftnen sad vi som skydeskiver for myggenes sugende stik. Generatoren tukkede som en fiskekutters motor, og da restauranten i landsbyens udkant også havde form som et fartøj, gav det os fornemmelsen af at sidde agterude på skibsdækket. Det omgivende mørke gjorde det fint ud for det uendelige hav, hvor ikke et eneste lys vidnede om civilisation og landfasthed. En myggespiral oste fra vores fødder. Duftende kyllingesuppe med kokosmælk og citrongræs blev sat på det lave bord imellem os, og de krydrede maddampe slog op imod vores vibrerende næsebor. Bagefter blev karoakeebåndene fundet frem, og vores to hvide ryster skrålede omkap med de indfødtes, indtil vi til sidst dansede rundt og begge blev kysset og krammet af alle vores nye venner.

Vi gik gennem den jungleagtige mørke skov tilbage til vor bungalow. Det sidste stykke gik vi langs stranden. Når jeg lyste frem for os, kiggede vi på krabberne, der sidelæns zigzaggede i skjul. Vi gik svøbt i sort mørke med stjernerne funklende over os.

Vor bungalow stod på pæle få meter fra junglens udkant og med udsigt ud over det natsorte hav. Havet rørte fredsommeligt på sig, før det som os lagde sig til ro i et favntag, der omsluttede hele jorden og dagen, der var gået.

Vi var omgivet af junglens lyde, når jeg trængte ind i hende om natten. Det susede i palmernes blade, når aberne sprang forbi, mens det hviskede og tiskede udenfor vore stråvægge. Vi konkurrerede med junglen, når vi udstødte vore mest dyriske lyde og fuldbragte det, vi var skabt til. Jeg stødte mine lænder mod hendes underliv, der som en åben bog tog imod min indtrængning, mens hun med hænderne på mine balder bad om mere.

Vi blev til synkrome åndedrag, der steg og faldt – og steg igen, alt mens vi villigt lod os fange ind. Kærligheden traf os som kølleslag. Et kort øjeblik så vi os omkring, før vi tabte besindelsen og bevidstheden – og sank ned sammen.

Uddrag fra "I forlængelse af koens horn":

Landet startede en syndflod i mig. Jeg blev trukket ned i vandet. Dybere og dybere. Længere og længere ind i mig selv. Ind mod et midtpunkt, der ikke længere eksisterede. Jeg huskede igen, hvad andre havde fortalt om vesterlændinge, der flakkede rundt. De var blevet fremmede for sig selv. Landet havde gjort noget ved dem.

Den sortplettede hvide sommerfugl, der fløj ned igennem den hedt duftende gade. Sengen under et par træer langs vejen. Dynen, der var erstattet af et par groftvævede jutesække. Menneskevrimlen, der myldrede rundt om mig. Indeni mig. Gik i ét med mig. Deres øjne, der slikkede hen over min fremmedhed og nærmest fortærede mig. Måske var det dèt. Måske var jeg blevet fortæret af deres interesse og umættelige nysgerrighed. Det var nu, at jeg følte mig levende. Spirende. Lykkelig. Det var nu, at jeg stod foran indgangen til et tempel, hvor der stod: "Du er ikke længere".

Hvis jeg gik ind og kiggede på templet, lagde jeg mig selv bag mig - jeg ophævede mig selv. Jeg blev ikke bare en anden. Jeg blev ingen. Jeg blev min egen kerne.

Inspiration

Jeg har et godt blik for livets absurditeter, og den grovkornede komik som livet også består af.

Jeg opererer i det ingenmandsland, hvor det uvirkelige bliver virkeligt, og hvor det virkelige bliver uvirkeligt. Mine egne drømme er væsentlige. Det er dem jeg skriver op imod. Skriften er min måde at forstå verden og mig selv på. For at holde fast i meningen og fordi jeg ikke kan lade være med at skrive. Det er en måde at trække vejret på.

Jeg er som en stjernetyder på udkik efter de millioner og atter millioner af uopdagede stjerner som svæver rundt oppe over os. Nat efter nat sidder jeg under livets underfulde nattehimmel og spejder rundt efter netop det stjernebillede, der får mig til at forstå alting – og mig selv.

Skriften er den kikkert jeg kigger igennem for at fokusere skarpt på alt det utydelige.