SAVN

Den gamle herre foldede servietten ud og glattede den omhyggeligt over knæene. Så tog han sin gaffel og stak den prøvende i det lyserøde på tallerkenen. Rundt om bordet hørtes skraben af gafler og høfligt-begejstrede udbrud, og brudens mor , der havde røde pletter på halsen, trak vejret og dybt og smilede lettet.
Den gamle herre spiste langsomt, men så ikke særlig begejstret ud. Bruden løftede sit glas og sagde: "Skål, morfar. Ka`du li`det?"
"Jaja, barn".
Det blev til en rundskål, tyve hvidvinsglas ned, gafler igen. Det lyserøde forsvandt fra tallerkenerne.
"… har Susse altid sagt, vi skulle ha` til hendes bryllup….."
"… laksemousse er bare skønt…"
"… synd, at tante Mie blev syg…"
"… præsten…pænere uden det skæg…"
Den gamle herre samlede med et stykke brød det sidste op fra tallerkenen. Så vendte han sig om mod mig og sagde: "Undskyld, jeg hørte ikke rigtig, hvad de hed".
"Jeg er Flemmings tante Rigmor fra Århus"- og da han så lidt uforstående ud – "Flemming, brudgommen".
"Jaja" , sagde han og spiste en krumme fra dugen. "Nu har jeg været alene i to år. Min kone døde. Vi havde det ellers så godt. Men så døde hun. Hun var…"
En hånd blev rakt ind imellem os og tog hans tallerken. En anden hånd skænkede rødvin.
"… og derfor gi`r jeg trygt Susse i din varetægt…"
"… skål, onkel Børge. det var godt I ville ta`turen herover…"
"… brudens kjole…"
"… bare en Balancid…"
Jeg kan bedst li` kød, der er stegt " , sagde den gamle herre.
Han så mistroisk på sovsekanden. "Er det sovs? "
"Ja, sagde jeg. "Bearnaisesovs, det er meget lækkert" .
"…har rigtig revet Jer…"
"…ka`tygges med øjenvipperne…"
"…har Susse altid sagt, hun ville ha` til sit bryllup…"
"…og dette skal være…"
"…tak for Susse, jeg skal nok være go` ved hende…"
"…og derfor nu drikker vi ud for Flemming og hans unge brud.
tralala la…"
"…pas på, Susse. Dit slør var lige ved at blive dyppet i sovsen…"
"…glacerede løg….min mave…"
"Min kone ku`heller ikke li` rødt kød," sagde den gamle herre." Almindelig mad, men go` mad. Det der frosne fra kommunen, det smager jo ikke af noget. Og så alt det majs. Nu laver jeg det selv, men det er ikke så nemt. Medisterpølse kan jeg lave, og en hakkebøf, men det sværeste er sovsen. Bare jeg ku` lave sovs. Man bliver så træt af altid kun at få stegefedtet. Selv om jeg har rødbeder. Min datter kommer en gang om ugen og har lidt godt med til mig, og de unge kommer da også, men tiden er alligevel lang. Somme tider er der nogen af kammeraterne, der inviterer mig til kortspil, men så skal vi jo altid ha` øller, og jeg bryder mig ikke ret meget om øl. Jeg vil hellere ha` kaffe" .
Vi spiste is og skålede i portvin og sherry. "Skål, morfar" , råbte bruden. Hendes slør var samlet i nakken med et lyserødt bånd fra bordpynten. "Skål, tante Rigmor. Er det ikke en flot bordherre, vi har givet dig?"
"… vil gerne sige tak, fordi vi måtte være med…"
"…manglede sgu da bare…"
"…galdesten, otte store, med hjem i et glas…"
"…slet ikke hendes farve…"
"…sku` faneme ha` haft det røde kort…"
"Gamle damer, de har det nemmere, når de er alene. De drikker kaffe, når de er sammen, men mændene, de vil altid ha` øl".
"…morfar dog, skal du også lægge beslag på tante Rigmor til kaffen.
Der har du vist gjort en erobring, tante Rigmor!"
"…gaver for mange penge…"
"… frygtelig varmt herinde…"
"… hentet i Sverige. Fem ture sgu…"
"Min kone og mig, vi havde en kortklub med Jensens. men nu er Jensen også død, og somme tider inviterer fru Jensen mig til gule ærter. Men så siger kammeraterne, at vi er kærester, mig og fru Jensen. Så nu går jeg der ikke mere, og det var nu ellers så dejligt med sådan en gang ærter. Selv om de ikke er så gode som min kones.
Men sådan noget kan jeg slet ikke lave selv, bare stege lidt medisterpølse eller et stykke fisk. Kartofler kan jeg koge, det lærte min kone mig. Bare hun også havde lært mig at lave sovs".
"Morfar, du skal da også ha` et stykke af mit slør. Se her, jeg river det selv af til dig.
Guud, en masse risengryn, og helt nede i bh` en. Farvel mor, jeg ringer i morgen. Farve…l".
Den gamle herre fingererede åndsfraværende ved det lille stykke slør. "I begyndelsen ku` jeg slet ikke falde i søvn, fordi der var så stille i soveværelset. Men nu er det to år siden, og jeg har vænnet mig til det. Jeg føler mig heller ikke mer så ene. Jeg har jo fuglen, og min datter og svigersøn kommer og henter mig i bilen. Somme tider kan jeg næsten ikke huske, hvordan hun så ud, så jeg savner hende ikke så meget. Bare jeg ku` lave sovs…"