Martin Holmslykke

Martin Maribo er pseudonym for Martin Holmslykke.

Født den 4. januar 1970 i Århus og voksede op i Hinnerup lidt nord for Århus. Har altid elsket at skrive og på en måde altid vidst, at det jeg vil med mit liv, er at fortælle historier. Efter at have rejst meget i Nord- og Sydamerika, læst på Århus Universitet i to omgange, arbejdet som shippingmand, receptionist, steward og croupier ved jeg, at det der betyder noget, er de historier, jeg kan få nedfældet. Jeg har skrevet små historier til HK’s ungdomsblad Hovsa, skrevet en novelle til bibliotekernes blad Teenage fixion og arbejdet på et projekt for Stop Volden.

Debuterede i 2001 med romanen Det fortærende om en ung mands kamp med spiseforstyrrelser. Baggrunden for at skrive romanen er, at jeg synes, de fyre, som lider at spiseforstyrrelser, er oversete både i de skrevne og talte medier.

Martin Maribo skriver fremover under sit eget navn-

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 25. marts 2002  

Foto: Privat

Debut: 
2001
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Frejas blod" af Martin Holmslykke

    Bogens forside

    Et dødsfald åbner op for en hemmelighed fra vikingetiden. Hemmeligheden kan afsløre sandheden om, hvorfor nordiske kvinder er nået så langt i deres kamp for ligestilling. 

    Forfatter: 
    Martin Holmslykke
    Udgivet: 
    2015
    Sidetal: 
    352
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Det fortærende" af Martin Holmslykke

    Bogens forside

    Peter bliver sekretær og rejseledsager for et amerikansk ægtepar - I den hektiske atmosfære bryder hans indre dæmoner fri, og anoreksi og bulimi bliver hans trofaste følgesvende.

    Forfatter: 
    Martin Holmslykke
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Risskov : Gallo
    Sidetal: 
    186
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Kapitel 1 af Frejas Blod

 

Ditte Freulich sad helt stille. Hendes hænder faldt ned fra rattet, og hovedet røg forover. Langsomt gled foden fra speederen, og den grå Polo sagtnede farten. Først kørte den ligeud, men så drejede vejen og bilen fortsatte tværs over vejbanen. På vej ud i rabatten ramte Poloen et vejtræ. Ditte bankede hovedet ned i rattet, og en svag jamren slap ud af hendes mund. 

Denne vinternat var Århus ikke langt væk, og lysene fra Aarhus Universitetshospital kunne skimtes på den anden side af skovbeplantningen.

 

Langsomt kørte en blålig Saab på svenske nummerplader ind bag ved Poloen. En kvinde trådte forsigtigt ud af bilen, hun var klædt i sort, med hætten trukket op. Hun så sig omkring, og løb så hen til Poloens fordør og åbnede den.

Ditte blødte fra et hul i hovedet, og blodet dryppede langsomt ned over hendes ansigt. Enkelte bloddråber ramte ned på hendes blå skjorte, hvor de blandede sig med pletter af babygylp.

Den sortklædte kvinde tog sin ene handske af, og tjekkede Dittes puls. Pulsen pumpede ganske svagt, men Ditte hang bevidstløs hen over rattet. Kvinden kom med et lavt suk. Hun dukkede sig, da hun så nogle lygter komme imod hende, men hun blev ikke opdaget, og bilen kørte videre. Den sortklædte kvinde så sig hurtigt omkring med sine isblå øjne - et øjeblik syntes hun, at hun så noget, men rystede så på hovedet. 

 

På en bakke stoppede en sort Mercedes. Hurtigt tog en lyshåret person en natkikkert frem, og rettede den mod Poloen. 

 

Den sortklædte kvinde skyndte sig tilbage til sin bil, tog en lommelygte og slukkede for bilens lys. Hun løb tilbage til Poloen og standsede motoren. Uden at tænde lommelygten, førte hun højre hånd op og tog fat i Dittes nakke og hamrede hendes hoved mod rattet. Den sortklædte kvinde mærkede igen efter Dittes puls, men den var der stadig – om end svag. 

”Fuck,” hun tændte for lommelygten, og lyste søgende rundt i bilen. Hun fandt Dittes taske på gulvet foran passagersædet. Hun var nødt til at læne sig ind over Ditte for at åbne tasken, og hun tog Dittes æske med insulin ud. De normalt rolige fingre fumlede med æsken. Den var svær at åbne med handsker på, men hun fik låget af, og tog insulinpennen ud.

Hun drejede dosismarkøren op på max og kiggede på Dittes krop. Hun besluttede sig, og stak nålen ned i Dittes lår, gennem cowboybukserne.

Hun smed insulinpennen ned mellem Dittes ben. Hurtigt stak hun hånden i inderlommen på frakken, tog en konvolut ud og stoppede den i tasken.

Kvinden gik om til passagersædet og åbnede døren. Hun rodede handskerummet igennem og fandt nogle kort over Norge og Sverige, solbriller og noget gammelt tyggegummi. Hun tog hurtigt nøglen ud af tændingen, og gik om til bagagerummet og låste op. Der var flere poser med tomme Cola Light- og ølflasker. Hun tog poserne op og satte dem på jorden. Nedenunder var der en papkasse, som hun åbnede. Hun brugte lommelygten til at lyse ned i kassen med, og tog nogle bøger op. Det gik ikke hurtigt nok, så hun vendte bunden i vejret på kassen, så bøgerne fløj rundt i bagagerummet. Hun rodede lidt rundt i bøgerne, og tog bogen Fornnordisk Mytologi op og bladrede i den. I lyset fra lommelygten læste hun i den, og så stak hun den under armen. Der var ikke andet af interesse, så hun satte poserne med flasker tilbage.

Kvinden gik hurtigt om til førersædet og satte bilnøglen i tændingen. Hun løb tilbage til sin bil, og kørte hurtigt fra stedet - uden at opdage, at hun blev overvåget.

Inspiration

Er der noget federe end en historisk bog, hvor mystikken breder sig? Det synes jeg ikke. Jeg har lige læst tre bøger af Judith Merkle Riley: ”Den falske markise”, ”Portrætmalerske” og ”Troldmandens hoved”, som alle er historiske romaner, der ved hjælp af mystikken får læseren til at blive hængende. Jeg tror min fascination af historiske romaner stammer fra mine forældre, som er store læsere. Min mor viste mig ”Désirée” af Annemarie Selinko, da jeg var ti år; det blev min første ”voksenbog”, hvis verden jeg forsvandt ind i.
Da jeg var 14 år, var jeg til et foredrag med Dorrit Willumsen, hvor hun fortale om ”Marie”. Efter foredraget kan jeg huske, at jeg ønskede, at jeg en dag ville kunne skrive lige så godt som Dorrit Willumsen.

Jeg har haft perioder, hvor jeg har været vild med forskellige forfattere. Jeg har blandt andet haft en Stephen King og en Anne Rice periode, men for at give mig i kast med deres bøger igen, skal jeg være i det helt rigtige humør. Lige nu er det nok forfattere som Edward Rutherfurd, Virginia Woolf, Michael Cunningham, David Leavitt, Franz Kafka og James Joyce jeg sværger til. Deres værker får mig alle til at reflektere over livet og er medvirkende til, at jeg bliver ved med at få ideer til historier.