Greta Garbos strudse

Fars familie boede i Cagliari, som var en uendelig vidtstrakt by med en havn fuld af store hvide skibe og omgivet af palmer og kæmpestore og meget smukke træer, som jeg læret hed "gummitræer" eller "ficus", men som trods navnet ikke mindede spor om de ganske almindelige figentræer, der voksede vidt langs de støvede veje og kastede deres skygger over kilderne i landskabet omkring Nuoro, den by, hvor jeg var født og boede.

Disse by-"ficus", som altså ikke var figentræer, var prægtige, majestætiske og kæmpemæssige træer, der, så vidt jeg kunne forstå, ikke nedlod sig til at bære frugt ligesom de rigtige figentræer (hvis frugter jeg i øvrigt satte meget stor pris på), men kun havde én eneste, meget eksklusiv opgave, nemlig at stille deres skønhed til skue.

Træer, som ikke bar frugt, men bare stod der "til pynt", var en vidunderlig og uhørt luksus, som jeg, når jeg spadserede i deres skygge, syntes at jeg tog del i, som om også jeg pludselig var hævet op til en næsten engleagtig fornemhed.

Når jeg løftede blikket fra deres kolossale rødder, der brød frem af fortovet som klipper, og fulgte deres glatte, sølvblanke stammer op til trækronernes læderagtige grønne pragt, var det en uimodsigelig bekræftelse af det første indtryk, jeg havde haft af Cagliari lige fra det øjeblik, da mor vækkede mig af den døsighed, der havde grebet mig på rejsen, og løftede mig ned på perronen midt i den i mine øjne umådelig elegante og imponerende jernbanestation.
Cagliari var en verden, hvor alting var anderledes end dér, hvor jeg var født, og hvor jeg havde levet indtil det øjeblik, Cagliari var en verden af fuldkommen skønhed, hvor angst, vulgaritet og vold ikke kunne eksistere. Måske hed Paradis Cagliari til efternavn.

På en meget bred gade, der skråede nedad, hvor jeg gik med min mor i hånden, opdagede jeg, at der også fandtes andre ukendte og forunderlige træer, fra hvis grene klaser af lyseblå eller rosa blomster hang og svingede ganske let. Deres kronblade svævede i luften som snefug,inden de dalede ned og smykkede det fortov, vi gik på. Jeg prøvede at undgå at træde på dem for ikke at ødelægge dem. Jeg havde aldrig anet eksistensen af den slags træer, og deres pragt var selve byens pragt.

Som både på en flod gled hestevogne og åbne automobiler hen ad den midterste del af gaden, og i dem sad der smukke og fine damer. Måske var de Greta Garbo, som min unge tante beundrede, og som hun havde en mængde fotografier af, som hun havde klippet ud af billedbladene.

På samme fortov som os, arm i arm og fordybet i samtale, kom og gik tårnhøje damer og herrer klædt i elegant sommertøj. De lod ikke til at kunne se mig, så jeg måtte passe på, at de ikke væltede mig omkuld eller trak mig med i deres kølvand og rev mig væk fra mor, hvis hånd jeg for en sikkerheds skyld holdt godt fast i uden at slippe den et øjeblik.

Da vi var nået ned for enden af den brede gade, drejede vi ned ad en anden, hvor fortovet var overdækket med buer og afgrænset af søjler og belagt med kønne små kulørte fliser. På dette fortov stod der en hel masse dækkede borde omgivet af fletstole. Mor valgte et bord med en fin lyseblå dug i et ternet mønster, og der satte vi os for at hvile os.

Straks kom der en sortklædt mand med et hvidt forklæde, som mor meget selvsikkert befalede at bringe "en granita til mig og en flødeis til barnet" .Barnet, det var mig, og jeg følte mig fuldstændig lykkelig. Mor vidste alt, og med hende ved min side var jeg tryg. Luften duftede af kaffe og chokolader, og alle de mennesker, der kom forbi eller satte sig under buerne, var elegante, kultiverede og meget venlige. Ja, Cagliari måtte bestemt være Paradisets efternavn, og vi befandt os nu i Paradis.

Min begejstring nåede ekstatiske højder, da mor fortalte mig, at i Cagliari, i netop den gade, der lå foran os, havde der engang kørt vogne trukket af strudse.
Strudsene kendte jeg fra en bog, hvor jeg uden fars tilladelse havde farvet dem gule og blå; det var nogle fugle, der var lige så store som heste, og det forekom mig umuligt, at de kunne findes i virkeligheden. Selvom mor havde en sjælevarmer af lyserød silke kantet med strudsefjer, som vel kunne betragtes som et bevis på deres eksistens.

De vogne, som strudsene trak, var lette og lyserøde ligesom mors sjælevarmer, og de fjer, de var kantet med, vajede let i vinden. Kalecherne var slået ned, ligesom på vores egen vogn i Nuoro, og de damer, der lå henslængt på de skybløde hynder, var billedskønne og lyshårede og bar lange, glitrende halskæder. De havde smægtende blå øjne med meget lange sorte vipper, og deres kjoler var lange og havde slæb. De måtte alle sammen være milliardøser ligesom Greta Garbo.

På den anden side af den gade, hvor de strudsetrukne vogne kørte med milliardøserne, lå havnen, og i havnen lå de hvide skibe og lignede Pinkertons skib, hvorfra "en stribe røg steg op". Madame Butterfly lignede min tante på en prik, og hun ilede ned ad bakken for at være den første til at modtage Pinkerton, som var hendes forlovede og "ikke burde have understået sig i det".

Jeg vidste ikke, hvordan det var gået til, men pludselig stod jeg på bløde ben uden for den blomsterdækkede havelåge foran det hus, hvor min farmor og farfar og mine tanter boede, og hvor vi var på besøg. Pludselig var vi der bare, og mine ben var bløde, og mit hoved var tungt af søvnighed. Mor var ved at betale nogle penge til en mand, som jeg ikke kendte; han var i mørk uniform med støvler, og lidt efter kørte han sin vej i en sort bil, og mor sagde, at vi havde taget en "taxi", fordi det var blevet sent, og vi var trætte.

Mine bedsteforældre og mine tanter boede i en lejlighed på tredje sal med en "elevator" og et "gaskomfur", der blev mit livs første elevator og "gaskomfur". Også disse ting forekom mig at være en uhørt luksus.Køkkenet havde en lille, overfyldt balkon, hvor farmor hængte vasketøj til tørre. Der var også et kæmpestort badeværelse med et badekar, der stod på løvefødder. Vandhanerne var strålende blanke og så ud, som om de var af guld. De måtte være af guld.

De to yngste af mine tanter gik på universitetet og var høje og utroligt smukke. De havde krøllet hår ligesom far og tykke, sorte og meget lange fletninger. Mine to studentertanter gik hver dag hjemmefra med en stabel bøger under armen og en baskerhue trukket elegant ned over den ene side af hovedet. Deres tilværelse var sikkert meget spændende. Næsten lige så spændende som Greta Garbos.

Der var grønne persienner for vinduerne i huset i Cagliari, og de var så godt som altid rullet halvvejs ned "for at holde lyset og støvet ude", havde min farmor sagt. Der var ikke persienner for vores vinduer i Nuoro, kun skodder foran ruderne. Om morgenen trængte klinger af lys ind mellem slidserne i persiennen i soveværelset og vækkede mig. Samtidig lød frugtkonens stemme nede fra gaden; hun sang: "Fiiine appelsiiiner, fra Muuuraveeera ..." Men mor var ikke længere ved min side, og jeg sprang ud af sengen og råbte fortvivlet på hende.

Ude fra køkkenet kom lyden af stemmer og duften af kaffe. Måske var hun derude, forrædersken. Jeg løb derud, på bare fødder, mens jeg uafbrudt råbte på hende, og først da jeg kunne se hende igen, faldt jeg til ro og genfandt min lykke, som blev fuldkommen, så snart jeg igen var alene med hende og spadserede med min hånd i hendes gennem den luksuøse, ubekymrede, paradisiske by.

Der, hvor de brede, blomstersmykkede gader, som vi spadserede ad, krydsede hinanden, var der store pladser, der myldrede af meget betydningsfulde mennesker, som kom og gik eller standsede op for at tale sammen, mens de gjorde sigende bevægelser med armene og hovedet. Og midt på pladserne stod der statuer af konger, på hvis hoveder og arme der satte sig nogle store hvide fugle, som hed måger, og som jeg aldrig havde set før. I Nuoro havde vi kun spurve og ravne, og der var ingen statuer af nogen konger. Strengt taget heller ikke af nogen dronninger. Der var kun, oppe på toppen af en bakke, et monument over digteren Sebastiano Satta, hvor de vigtigste elementer var to får og en hund, hvis ører " vandalerne" havde knækket af.

Men det absolut mest betagende og helt uovertrufne ved Cagliari var sporvognene. I Nuoro havde vi ingen sporvogne, og hvis vi skulle fra et sted til et andet, måtte vi bevæge os til fods eller i kalechevogn. Somme tider, når vi skulle på udflugt, blev børnene transporteret på hesteryg eller, sammen med madvarerne og husgerådet, læs set op i oksekærrerne. Oksekærrerne kørte meget langsomt, og de store træhjul med jernringene hoppede, hver gang de stødte på en lille sten, og fik os til at grine eller græde. Måske grinede vi mere på udturen og græd på hjemturen.

Sporvognene i Cagliari havde også metalhjul, men de kørte på skinner, uden at hoppe, ligesom tog, -Ligesom tog, men inde midt i byen.

Sporvognene i Cagliari havde træsæder, som var alt for høje til mine ben, der hang og dinglede og fulgte sporvognens bevægelser. Folk sad pænt og ordentligt på deres pladser, og når de skulle af, gik de hen til udgangen og trak i snoren til en klokke, der gav sig til at ringe lystigt. Folk i Cagliari var kultiverede og pæne og ordentlige, og de vidste alting. De vidste også, at man ikke behøvede at råbe, men at man bare kunne trække i snoren, hvis man ville fortælle føreren, at man ønskede at stå af.

I sporvognen var der også en uniformeret mand, der gik rundt for at se folks billetter. Trods uniformen var han åbenbart ikke fascist, for han virkede venlig, og da mor gav ham billetterne, så hun ham i øjnene og smilede.

Mor var vidunderligt smuk og elegant. Jeg var cirka tre år gammel, det var mit første møde med det, som for mig blev ved at være det uovergåelige billede på luksus, på moderniteten og på storbyen. Ingen by i verden, hverken Paris eller Rom, hverken New York eller London har senere kunnet måle sig med det.

Som jeg sad der sammen med mor, der var selvsikker, billedskøn og lykkelig, i sporvognen, der klerntende med sin klokke kørte hurtigt af sted mellem høje huse, der myldrede af mennesker, var jeg vis på, at jeg befandt mig i en verden, hvor alle var gode og glade, hvor døden ikke fandtes, og hvor fascisterne måske heller ikke fandtes. Ikke ligesom i Nuoro, hvor det måske var Gud, der ikke fandtes, og hvor englene gemte sig for at skrive grimme ting i deres sorte bog.