Lise Bidstrup

Foto hentet fra forfatterens hjemmeside

Født: 1976.
Debut: Den grønne krystal.

Jeg er født i 1976. Da jeg var fire år, flyttede mine forældre, min storebror og jeg til Espergærde, hvor jeg har boet hele min barndom. Mine barndomsår i Espergærde husker jeg som overvejende rare og harmoniske. De eneste to ting, der virkelig kunne få mig til at se rødt, var, når jeg tabte til min storebror, og det var desværre ikke så sjældent. Vi konkurrerede i alt: Fodbold, tennis, hvem der kunne springe længst fra taget, klatre højest i træerne og alt, der i det hele taget kunne sættes en vinder på. Den anden ting var, når folk (især andre børn) begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om jeg i virkeligheden var en pige. Denne situation opstod altid, når de opdagede, hvor god jeg var til fodbold, og jeg tror egentlig, at udtalelsen gjorde min bror, som var min læremester (og dreng!) temmelig stolt.

I skolen fattede jeg hurtigt kærlighed til faget dansk. Dette udmøntede sig i, at jeg kunne finde på at aflevere alenlange stile (28 håndskrevne sider var meget i 3. klasse), som min dansklærer så kunne hygge sig med. Da vi kom op i de højere klasser, bestemte førnævnte lærer sig for at benytte sig af min interesse, og jeg skrev to teaterstykker, som blev opført for familie og venner.

I 1995 fik jeg et eksamensbevis fra Espergærde gymnasium stukket i hånden. Nu begyndte det virkelige liv, og alt det flyvske med at skrive blev for en periode lagt på hylden. I stedet bestemte jeg mig for at ville være antropolog, og for at skaffe point til uddannelsen (og fordi ikke ti vilde heste kunne holde mig på dansk jord) tog jeg nogle sabbatår i udlandet. Først rejste jeg til Costa Rica, hvor jeg underviste i engelsk i to folkeskoler, hvilket jeg bestemt ikke egnede mig til. Det kom så vidt, at eleverne begyndte at give hinanden buksevand i mine timer.
Derefter tog jeg med Mellemfolkeligt Samvirke til Nepal og Indien, hvor vi bl.a. skulle grave latriner i bjerglandsbyer. Denne oplevelse lå omtrent så langt fra det trygge parcelhus i Espergærde, som det overhovedet kunne, men jeg fandt dog ud af, at jeg var ubetinget bedre til at grave huller end til at undervise. Til sidst drog jeg til Filippinerne, hvor jeg arbejdede på et hjem for gadebørn i et halvt års tid.

Da jeg kom hjem til Danmark, havde jeg stadig ikke point nok til at læse antropologi, så jeg gik i krig med religionsvidenskabsstudiet. Jeg var ca. fem år om at blive bachelor (og få to børn), og jeg har ingen intentioner om at læse videre, men de mange år anser jeg bestemt ikke for spildt. Derimod giver de et særdeles afvekslende grundlag for mit forfattervirke.

Hen imod slutningen af min studietid skete der noget pudsigt. Når jeg skulle skrive opgaver, dukkede der pludselig historier og særprægede karakterer op i stedet. Fantasien overtog mere og mere af min "computertid", og i 2001 overgav jeg mig til mine lyster og begyndte at skrive på fuld tid. Dette resulterede i, at jeg fik min første bog "Den Grønne Krystal" udgivet i efteråret 2005, og…tja…resten vil vise sig med tiden.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Portrættet redigeres af Århus Kommunes Biblioteker

Foto: Privat

Debut: 
2005
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Uddrag fra "Spiralportens Vogter" (15. marts 2006):
Littugo førte langsomt en finger over halsen på sig selv.
"Ingen har nogensinde overlevet at have et udestående med de tre."
Selvom det var meget dramatisk, kom det ikke bag på Kwami. Hun havde selv set de tatoverede fyre, så hun kunne med lethed forestille sig, at de kunne finde på hvad som helst.
Littugo lukkede øjnene og rystede en enkelt gang på hovedet, som om han førte en indre diskussion med sig selv. Da han igen kiggede op, spillede hans øjne igen af liv.
"Jeg tror måske, jeg har en ide!"
En hårtot faldt ned foran øjnene på ham. Han verfede den væk med en fraværende bevægelse.
"Jeg kender til et par ting…forstår du. Og et halvt måltid mad er vist ikke tak nok for at få reddet sit liv."
Kwami kunne mærke sit hjerte banke hurtigere. Hun havde ingen forestilling om, hvad Littugo ville foreslå, men alt andet end ingenting var at foretrække.
Han knyttede hænderne på bordet foran hende.
"Jeg tror, vi kan udnytte det her."
Ganske langsomt åbnede han dem. Kwami var forvirret. Hvad havde han, som kunne hjælpe hende? Penge kunne ikke gøre det. Desuden havde han jo lige sagt, at han ikke havde nogen.
Kwami holdt vejret, da hun så, hvad Littugo gemte på.
Han smilede, da han så hendes reaktion. To fine smilehuller kom til syne i hans hulkindede ansigt.
"Du…der…jeg…"
Kwami anede ikke, hvad hun skulle sige. Foran hende lå to hænder med en perfekt cirkel i hver.
Littugo kiggede sig omkring for at tjekke, at ingen andre havde set hans hemmelighed, så knyttede han næverne igen og tog dem væk fra Kwamis stirrende blik.
"Men…"
Kwami var stadig mundlam. Hun havde altid forestillet sig portvogtere som stolte, smukke folk. Ikke smålurvede personer med dreadlocks, der hang ud på tvivlsomme beværtninger.
Littugo trak let på skuldrene.
"Pensioneret."
Kwamis kæbe hang helt nede på brystkassen af hende. Det var prikken over i´et. Portvogtere var livstidsansatte. Man kunne ikke blive pensioneret. Det havde hun aldrig hørt om før.
Littugo nød tydeligvis hendes overraskelse. Han fangede en tot hår og begyndte at køre den ud og ind mellem fingrene.
"Altså; de kalder det naturligvis ikke pensioneret…"
"De?"
"Ja, Ældsterådet, du ved. Nej, de kalder det evnetab. De påstår, at jeg på uforklarlig vis mistede mine evner som portvogter. Pjat! De blev taget fra mig…af Ældsterådet."
Kwami anede ikke, hvilken balle hun skulle sidde på. Alle de forestillinger, hun havde haft om Ældsterådet og portvogtere, var blevet skudt i sænk af Littugo. Hun kiggede spørgende på ham.

Inspiration

"Inspiration is a sparkle" sagde Isabel Allende, da jeg var til foredrag med hende for nogle år siden, og jeg kunne ikke selv udtrykke det mere præcist. Inspiration kommer i glimt, og resten af skriveprocessen er 100% arbejde. Jeg kan finde inspiration i mange ting, og litteratur er én af dem. Jeg har flere favoritforfattere bl.a. førnævnte, og jeg prøver hele tiden at udvide mit kendskab både til voksen-, børne- og faglitteratur. En genre, der for mit vedkommende, bugner af inspiration, er gamle myter og sagn. Det kommer ikke nødvendigvis tydeligt til udtryk i mine bøger, men ofte er den første spæde kim blevet lagt af en gammel myte. Film er også en stor inspirationskilde, og på trods af at jeg fortrinsvis skriver ungdomsbøger i den fantastiske genre, kan inspirationen sagtens komme fra film, som man ville kalde udprægede voksenfilm.

Noget, der virkelig kan få min fantasi til nærmest at eksplodere, er rejser. Når jeg møder fremmede mennesker, skikke og kulturer, står ideerne ofte i kø for at eksplodere i mit hoved, og jeg ville være ilde stedt, hvis jeg på en rejse glemte at medbringe min lille notesbog. Nogle gange virker det også, som om inspirationen simpelthen bare dumper ned ovenfra, og hvis jeg blev spurgt, ville jeg ikke ane, hvor de stammer fra, men de dukker op, og måske er det begyndelsen til en historie. En anden måde at hente inspiration på er at surfe på nettet. Det er simpelthen utroligt, hvad man kan finde af besynderlige ting, når man klikker rundt.