Lis Vibeke Kristensen

Lis Vibeke Kristensen

Jeg har fejret sølvbryllup med teatret. Som ganske ung uddannede jeg mig til dramaturg, og jeg har arbejdet som dramaturg, sceneinstruktør og teaterchef i Danmark og Sverige, med sceneteater og med radio- og tv-teater. Har instrueret og oversat, skrevet og bearbejdet manuskripter. Som chef har jeg beskæftiget mig med andre menneskers kreativitet, med ledelsesproblemer og kommunikation.

Teatret har lært mig noget om fortællestruktur og om at "tage det med, man har brug for, og derefter fjerne det, der ikke er nødvendigt."Teatrets billeder var mine billeder, indtil det, jeg havde at sige, ikke længere kunne rummes i teatrets univers. Tekster, der ville skrives, dukkede hele tiden op i mit hoved. Det var jeg nødt til at gøre noget ved.

Debuterede 1983, blev skilt kort efter og flyttede til Sverige til et teaterchefjob. Der blev jeg i fem år. Som teaterchef har man ikke tid til at skrive. Et par noveller var alt, hvad der kom ud af den periode. Bortset fra et nyt ægteskab med en mand, der har levet som fri forfatter hele sit liv. Han er min bedste kritiker og den første læser af alt, hvad jeg skriver, og han støttede min beslutning om at begynde at skrive for alvor.

I 1990 flyttede jeg tilbage til Danmark - til et nyt lederjob. Men historierne pressede sig på. I 1993 lånte jeg en lejlighed i New York af gode venner og sad i 40 graders varme mellem et aircondition-anlæg og en computer og skrev en novellesamling færdig. Jeg har aldrig været så lykkelig.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Valby - 21. januar 2000  

Debut: 
1983
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Inspiration

YNDLINGSLÆSNING OG ØVRIG INSPIRATION:

Jeg kan lide at læse gode stilister og folk, der kan strukturere en historie, fastholde min interesse for nogle menneskeskæbner. Albert Camus, Margaret Atwood, Elsa Morante, Richard Ford for at nævne nogle eksempler. Men faktisk er det yderst sjældent, at anden skønlitteratur er inspirationskilder.

Det sker, at jeg i visse perioder fortrinsvis læser faglitteratur (jeg ved en del om fiskeriproblemer og turismens udvikling i Bretagne...)

I mange år så jeg måske hundrede teaterforestillinger om året og opsøgte billedkunst i massevis. I dag går jeg sjældent på museum og næsten aldrig i teatret. Teater er desværre ofte så kedeligt, at jeg, når jeg endelig sidder der, har en tilbøjelighed til at slå opmærksomheden fra og arbejde med "mit eget", og det er billigere at gøre det hjemme. Installations- og performancekunst, der var vigtig for mig tidligere, er efter min mening stivnet i kliché og maner. De nye "små" (især franske) film og en del af den nye dans giver mig mere.

Men min vigtigste inspiration henter jeg på rejser, på gaden, i tilfældige møder, i en avisnotits. Jeg kan sidde på en østersbar i Bretagne og sige: De to kvinder, der har den her bar, skriver jeg en novelle om en dag. Jeg aner intet om deres relation, men noget ved dem sætter min fantasi i bevægelse. Min fiktive historie om dem står at læse i novellesamlingen "Knælerens sommer".

Naturen er vigtig for mig, selv om jeg er et bymenneske, og jeg har det bedst i nærheden af saltvand. Thy og Bretagne og de græske øer dukker med stor stædighed op i det, jeg skriver. Fem år i som teaterchef i midtsverige uden andet vand end en å og en lavvandet sø var ved at knække mig.

Musikken spiller en central rolle. I skriveperioder er koncerter vigtige, gerne kirkekoncerter, helst med vokalmusik. Jeg lytter mest til Bach, men også til musik fra dette århundrede: Poulenc, Britten, Pärt. Men jeg kan ikke skrive til baggrundsmusik.

Titlen på min første roman var et Bob Dylan-citat. Et gammelt Beatlesnummer, "She’s leaving home", var sammen med en rejseoplevelse på et hotel i Holland igangsættere for romanen "Den kloge jomfru".

Styrketræning og vinterbadning frigør endorfiner og hjælper mig videre, når jeg kører fast foran computeren, og jeg tænker godt, når jeg laver mad.  

Se også