Hvad der inspirerer mig

De mange forskellige liv, mennesker lever – med sig selv og med hinanden synes jeg er utroligt fascineredne og gør mig altid nysgerrig. Menneskets mange måder at klare tilværelsens udfordringer på appellerer både til min medfølelse, beundring og fantasi.
Men dermed være ikke sagt at der er en lige linje fra en oplevelse i det virkelige liv og til det fiktive univers romanen udgøres af.

Den grimme kælling er fx  inspireret af en lærer jeg engang havde som så mig, på trods af mit kejtede væsen og ikke særlig flatterende ydre. Det fik mig til at tænke på hvor meget det betyder for et barns udvikling at blive set.
Men romanen har også et andet aspekt. Som psykolog hørte jeg af og til forfærdelige historier om overgreb mod børn – og oplevede egen og andres frustrationer over ikke altid at kunne gribe ind, fordi berøringsangsten var for stor og de konkrete ”beviser” for svage. Det handler Den grimme Kælling også om. 

Hoppers Hotel er inspireret af den amerikanske maler Edward Hoppers malerier, der har den enkeltes ensomhed som gennemgående tema. Selvom han malede for 100 år siden er hans motiver stadig aktuelle. Og vore dages motto om at det er op til en selv, om man får et godt eller et dårligt liv, er noget der optager mig meget. Som psykolog sad jeg ofte overfor desperate unge kvinder der var ved at bryde sammen ved tanken om at de måske valgte forkert og dermed selv var skyld i de fiaskoer der uundgåeligt ville følge med deres forkerte valg.
Kate, hovedpersonen i Hoppers Hotel håber at opnå det perfekte liv ved at undgå forpligtende forhold, og forsøge kun at kontakte mennesker, der kan være nyttige for én. Så Hoppers Hotel er det helt rigtige sted at være.    

Håbets år der er en historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede blev jeg inspireret til en junidag i 2007, da jeg sammen med min mand var i Nuuk, hvor han havde fået tilbudt et job som lærer på seminariet. Jeg var noget ængstelig ved tanken om at bryde op fra min sikre psykologpraksis og alt hvad jeg i øvrigt kendte, og var heller ikke helt indstillet på ”bare” at være medfølgende hustru.
Vi var taget med en turistbåd ud til Håbets Ø, hvor Hans egede og Gertrud Rask i 1721 havde slået sig ned for at kristne grønlænderne. (eller rettere for at  gøre dem til gode protestanter, da Egede troede der levede efterkommere af de gamle nordboere, der var katolikker – men alt det og meget mere kan læses i romanen) mens Guiden fortalte de slidte myter om Hans Egedes uforsonlighed overfor grønlænderne og Gertrud Rasks opofrelse da den store koppeepedimi i 1733  udryddede  de fleste af de grønlændere der boede i Nuuk og de omkringliggende øer, fik jeg lyst til at finde ud af, hvad der gemte sig bag myterne. Især hvad der gemte sig bag myten om Gertrud Rask. Hun var jo – ligesom jeg selv – en medfølgende hustru. Og ligesom jeg selv, havde hun måske også haft det svært med det. Jeg fik mit eget projekt som optog det meste af min tid de næste tre år, nemlig at finde ud af hvem Gertrud rask var. Det var mere end svært, da det viste sig at der intet skriftligt fandtes fra hendes hånd, og næsten heller intet om hende. Nu synes jeg, jeg kender hende, selvom hendes livsvilkår, tro og normer var så helt anderledes end mine. 

Forskellighed gør verden større, og det kan litteraturen være med til at vise. 

Yndlingslæsning

Da jeg var barn læste jeg alt! Bøgerne var mit fristed, med en bog i nærheden kunne intet gå helt galt.
Jeg læste Pukbøger, mine fastres gemte lægeromaner, Frændeløs, Jacob Bech Nygård ( den delte jeg med min farmor)

Senere blev det alle de øvrige danske forfattere som kunne få min medfølelse (Herman Bang) og min sociale indignation( Henrik Pontoppidan) til at leve. lyrikere som Nis Petersen, Gustav Munch Petersen, Tove Ditlevsen (Naturligvis!) Jeg elskede rimene. Det gør jeg stadig. Jeg opfatter det som en form for meditation, at kunne gå rundt og recitere et vers, og spekulere over indholdet.

Mine første ufaglærte jobs overlevede jeg ved at støtte mig til rimede vers, jeg havde lært udenad. Mens jeg rensede toiletter, vaskede gulve og kogte bleer, reciterede jeg vers fra højskolesangbogen og fra den danske lyrikskat.
Så blev det Andre Gide, Albert Camus, Dostojevski, og andre eksistentialistiske forfattere. Måske til dels inspireret af at jeg blev forelsket i en boghandlerelev. Han vidste det ikke, men alt det han sagde, var god litteratur kastede jeg mig naturligvis over.
Det sproglige var jeg ikke så optaget af dengang, det er kommet i takt med min egen forfattervirksomhed, jeg synes det er spændende at arbejde med sproget, hvordan kan jeg formidle en situation, en følelse, en personkarakteristik bedst?  Sproget skal bære historien – gerne lægge noget til den, men ikke overtrumfe den.
Da mine børn var små – ja til de var temmelig store faktisk, læste jeg for dem og stiftede derved bekendtskab med den tids børnelitteratur – især var jeg vild med at læse op af Bjarne Reuter og Ole lund Kierkegaard, selvom jeg ofte lo så meget at jeg blev bedt om at læse forfra igen, så mine to drenge, kunne følge med.
I de mange år jeg studerede blev det mest det faglige, men Søren Kierkegaard var ikke kun faglitteratur. Han fyldte rigtig meget.

I dag er læser jeg lige gerne en velskrevet krimi med samfundsrelevante temaer og interessante person – og miljøskildringer, som jeg læser tidens danske og nordisk litteratur: Kerstin Ekman, Herbjørg Vasmo, Lars Saabye Christensen, Anne Marie Løn, Helle Helle, o.a.  eller læser/genlæser digtsamlinger og klassikerne. Det har alt sammen været med til at forme mig som menneske og forfatter.
En linje fra digtsamlingen Balloner flyver væk. 1999 kan stå som en slags overskrift for mine bøger, på trods af at de indholdsmæssigt ofte omhandler mennesker i svære livsforhold:

”Et sted er der et håb der træder vande.”