Leonora Christina Skov

Født: 31.5.1976, Hillerød.  
Debut: Rygsvømmeren. 

Jeg er født i 1976 og opvokset i Helsinge udenfor Hillerød. Min far havde en ledende stilling i Danmarks Radio, min mor var økonoma på halv tid, og de havde arrangeret sig som de fleste andre, jeg kendte: I et 70’er parcelhus omkranset af hæk, villaveje, flere parcelhuse og flere villaveje. Røde, gule, hvide og grå.

Jeg adskilte mig dels ved at være enebarn, dels ved aldrig rigtig at være til stede, fordi jeg hellere ville skrive historier, tegne og læse. Helst om de anderledes, de psykisk syge, de homoseksuelle og dem, der begik selvmord eller flygtede langt væk for aldrig siden at vende tilbage. I den fremskredne alder af syv vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og drømmen fulgte mig op gennem klasserne på en striks, halv-missionsk realskole og videre på et mere frisindet gymnasium, hvor jeg for første gang fik venner og følte mig hjemme.

Da jeg blev student i 1995, flyttede jeg til København for at læse psykologi på universitetet, men mit hjerte lå et andet sted, og da min tætteste veninde døde, besluttede jeg mig for at følge det. Så jeg fandt en kvindelig kæreste til min families udelte rædsel og begyndte at læse litteraturvidenskab. I den forbindelse nærlæste jeg adskillige kvindelige forfatterskaber og blev mere og mere bevidst om, at jeg fandt de kønsroller og kvindeidealer, jeg var vokset op med, alt for snævre, og den fordømmelse, jeg var blevet mødt med, helt uacceptabel. Det resulterede dels i tiltagende mængder kønspolitisk arbejde, dels i antologien De røde sko – Feminisme nu, som jeg redigerede i 2002. Efterfølgende trængte års opsparede ord og billeder sig på, og jeg gjorde op med mig selv, at tiden var inde til at skrive den roman, jeg havde drømt om at skrive så længe. Det blev til min debutroman, Rygsvømmeren, der næsten udkom på min 27-års fødselsdag en strålende majdag i 2003.

For tiden arbejder jeg på en magisterkonferens om feministisk litteraturkritik efter 1990. Jeg bor med højt til loftet på Frederiksberg.

Redigeres af Horsens Bibliotek

Debut: 
2003
Land: 
Danmark

Bøger

  • "Silhuet af en synder" af Leonora Christina Skov

    Bogens forside

    Gotisk fortælling om de sære og uhyggelige ting, der i tidens løb er foregået på godset Liljenholm, Nellas barndomshjem - Nellas veninde er forfatter og skal skrive om hændelserne, men ingen af dem

    Udgivet: 
    2010
    Forlag: 
    Rosinante
    Sidetal: 
    373
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Champagnepigen" af Leonora Christina Skov

    Bogens forside

    Linn Lauretius har tilsyneladende succes med alt her i livet: mand, stedbørn og job -  Hendes medietække tiltrækker en journalist, der afdækker virkeligheden, som rummer ting, hverken Linn ell

    Udgivet: 
    2007
    Forlag: 
    Athene
    Sidetal: 
    204
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Rygsvømmeren" af Leonora Christina Skov

    Bogens forside

    Jeg-fortælleren er en ung kvinde, hvis identitet er ved at forsvinde -  I drømmeagtige frekvenser, hvor fortid og nutid blandes med virkeligheden, fortæller hun om sine svære tanker og følelser.

    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Athene
    Sidetal: 
    287
    Lån bogen - Køb bogen

Læs forfatteren

Indledningen til Rygsvømmeren

Jeg medbragte ikke andet end mig selv og en krøllet lap papir med en adresse. Stod af bussen hvor vejen delte sig og fulgte en tilgroet sti ned mod kysten. Alt var mørkegrønt den dag. Mørkegrønt med små, blodrøde farveklatter af sensommerhyben, der gav mig lyst til at gennembryde den bristefærdige skal med mine negle. Mærke saften prikke mod huden. Prik. Prik. Og så en dyb, sviende kløe. Men min hud var glødende varm efter mange dage i solskin på Kirkes altan og Ingeborgs terrasse, og mit hår var skinnende skulderlangt, bleget af solen og brintoverilte, og eftersom jeg aldrig tidligere havde prøvet at ligne den kvinde, jeg måske var, tænkte jeg, at det ville være synd og skam med blodige hænder. Forstyrrende som en invitation, jeg ikke havde bedt om at modtage. Så jeg nøjedes med at nynne én af mine selvkomponerede melodier, imens jeg skiftevis veg uden om krat og brændenælder og trådte over dynger af småsten. Du skal gå et par hundrede meter, til du kommer til en lang, hvid mur. Den følger du, til du kommer til en port. Den åbner du, og så kan du se præstegården …
Det var trykkende hedt på præcis den måde, der får hver en pore til at gabe åbent og sveden til at løbe i store, salte dråber fra halsen og ned mellem brysterne. Hedt, selv om bølgerne skyllede ind mod kysten og blæste mit hår fremefter, bagud og væk fra ansigtet. Jeg stoppede op, hvor krattet var lavt, så jeg kunne se havet, og det var, som om tiden helt holdt op med at eksistere. Måske ville jeg slet ikke nå frem, tænkte jeg, og dog havde mine fødder allerede ført mig videre. Drej til venstre ind ad porten. Gå videre. ”Du ved, at du altid kan komme tilbage,” skrev Kirke, da vi tog afsked, ”men jeg tror ikke, at du gør det. Jeg tror ikke, at vi ses igen.”
Jeg havde boet i Kirkes taglejlighed i midten af København, lige siden jeg for alvor begyndte at komponere sange sidste efterår. Hun var sommetider kæreste med Wang, der ejede den blomsterbutik, hvor jeg arbejdede nogle gange om ugen, og jeg havde aldrig talt med hende, før jeg flyttede ind. Kun set hende i butikken et par gange, når hun kom for at hente blomster eller Wang eller oasis eller hvad ved jeg, og her gik snakken altid livligt bag hendes ryg. Det hed sig, at hun havde været danser, det var den faste del af historien, men fortsættelsen var omskiftelig som det tøj, hun bar. Den ene dag lyst og luftigt som historien om den vinternat, hun dansede gennem København som luciabrud og lod lysene brænde sit hår til aske. Og den næste dag mørkt og ildevarslende som det råd, der ofte blev nævnt bag skærmende hænder. Man skulle aldrig for alvor knytte sig til hende, lød det, for så forsvandt hun bare som et knips med fingrene og vendte sjældent tilbage. I hvert fald ikke til det sted, hun netop havde forladt, og måske vidste hun, at der blev talt sådan om hende, men var ligeglad. Det var i hvert fald, hvad hun signalerede med sine matsorte, dybtliggende øjne, der langsomt og dirrende gled op og i, når hun trådte ind, så jeg ofte blev i tvivl om, hvorvidt hun gik i søvne. Lige til hun fokuserede, bare et øjeblik, men længe nok til at gøre forvirringen total.
”Wang,” ville hun sige med den tonløse stemme, der var så karakteristisk for hende, imens hun lod sit blik vandre rundt i lokalet, til det ramte mit. ”Jeg tror, at vi skal holde os til det dér brudeslør i stedet for bladgrønt, eller hvad siger du?” Og hver gang brændte hendes blik min nethinde, til jeg så sorte pletter, når jeg lukkede øjnene, og hvide pletter, når jeg åbnede dem, og bagefter rystede mine hænder så meget, at det forgyldte gavebånd smuttede, når jeg skulle surre det om stilken på den buket, jeg var i færd med at binde. Kort sagt gjorde Kirke et foruroligende indtryk, og vi endte kun under samme tag, fordi hun havde, hvad jeg savnede mere end noget andet: Et gammelt, ustemt klaver med en klang som bulede grydelåg og pedaler, der altid satte sig fast.
Første gang, jeg så hende på tæt hold, var hun iført en sort stropkjole, der hang løst over de let fregnede skuldre, og hun stod og valgte hvide roser til en buket. Granskede dem indgående og stak næsen helt ind mellem bladene uden for alvor at fornemme deres duft, så vidt jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, der skiftede fra spændt forventning til let irritation. Hendes blanke, sorte pagehår faldt ind over ansigtet i det samme, og i bunden var det rødblondt, det er det, jeg tydeligst husker. Den rødblonde bund, der passede godt til hendes lyse hud, og så hendes hurtige hænder, der undersøgte hver enkelt rose, før hun bestemte sig, vred torne af grenene og bandt dem forskudt, så buketten ville vippe udad i hendes stue, hvis blomsterne da var til hende selv. Jeg stod med siden til og forsøgte lydløst at beskæftige mine hænder med noget vigtigt, imens jeg betragtede hende ud ad øjenkrogen, og da hun drejede hovedet og så mig direkte i øjnene, vidste jeg, at hun også beskæftigede sig med mig netop da. For der var tanker at spore hen over de mørke pupiller, og de slog igennem mig uden at efterlade sig stort andet end en klar fornemmelse af, at hun ville mig noget, der ikke kunne siges i ord. Ikke endnu, for hun havde allerede vendt sig med blomsterne i favnen, så kjolen svingede ind over hendes slanke skikkelse, lagde sig til rette i kurverne og faldt tilbage på plads i det øjeblik, jeg sænkede blikket mod mine hænder. Nu filtret ind i alt for meget gavebånd, der kun modvilligt lod sig ryste af….

Inspiration

Oftest er det stemninger, der inspirerer mig til at skrive. Når jeg haster af sted på øde fortove sent om aftenen og kan mærke mit hjerte slå i takt med skosålerne under mig, kan det hænde, at jeg med et føler mig som en anden. Én, der er bange eller på flugt, måske. Eller én, der er på vej et sted hen, hvor der er trygt og hjemligt, mere ro end dér i mørket. Sansningerne bliver ofte hos mig i årevis og forener sig langsomt i større formationer, hvor mennesker bliver til og får historier, særpræg og stemmer.
Det lyder måske sært, men mine personer føles tit så håndgribeligt til stede, at jeg kan mærke deres åndedræt og hjertelyd, og når jeg skriver om dem, gælder det mest bare om at følge deres rytme. Hurtigt, langsomt og altid i takt. Af samme grund virker andre takter forstyrrende på mit arbejde, men når jeg holder fri, finder jeg stor inspiration hos singer-songwriters som Tori Amos, P.J. Harvey, Natalie Merchant, Rickie Lee Jones og Sarah McLachlan, der formår at sige uendeligt meget uendeligt kort. Jeg lytter også en del til klassisk musik, gamle Ella Fitzgerald-plader, mine venners historier, måden, folk taler med hinanden på og ukendte lyde de steder, jeg rejser hen. Sidst, men ikke mindst, finder jeg stor inspiration i genkomne drømme og mareridt, f.eks. dansende piger i røde skørter, der danser sig ihjel og hvidklædte piger, der sidder i hvide hjørner og skriger.
Den mest øjenåbnende litterære oplevelse, jeg har haft, er Siri Hustvedts The Blindfold, der satte helt nye standarder for fremstillingen af køn, krop og erkendelse. Desuden er jeg dybt fascineret af det groteske univers i Angela Carters The Magic Toyshop, sproget i Virginia Woolfs To the Lighthouse, vreden i Kirsten Hammanns Mellem tænderne, tragikken i J. Bech Nygaards Guds blinde øje og skønheden i Edith Södergrans og Karin Boyes digte. Mest ramt følte jeg mig, da jeg i sin tid læste Lisa Althers Other Women og mest tankeomvæltet må jeg have været, da jeg første gang læste Simone de Beauvoir og siden Judith Butler.

Priser og legater

2005: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2010: Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat

Til top