Indledningen til Rygsvømmeren

Jeg medbragte ikke andet end mig selv og en krøllet lap papir med en adresse. Stod af bussen hvor vejen delte sig og fulgte en tilgroet sti ned mod kysten. Alt var mørkegrønt den dag. Mørkegrønt med små, blodrøde farveklatter af sensommerhyben, der gav mig lyst til at gennembryde den bristefærdige skal med mine negle. Mærke saften prikke mod huden. Prik. Prik. Og så en dyb, sviende kløe. Men min hud var glødende varm efter mange dage i solskin på Kirkes altan og Ingeborgs terrasse, og mit hår var skinnende skulderlangt, bleget af solen og brintoverilte, og eftersom jeg aldrig tidligere havde prøvet at ligne den kvinde, jeg måske var, tænkte jeg, at det ville være synd og skam med blodige hænder. Forstyrrende som en invitation, jeg ikke havde bedt om at modtage. Så jeg nøjedes med at nynne én af mine selvkomponerede melodier, imens jeg skiftevis veg uden om krat og brændenælder og trådte over dynger af småsten. Du skal gå et par hundrede meter, til du kommer til en lang, hvid mur. Den følger du, til du kommer til en port. Den åbner du, og så kan du se præstegården …
Det var trykkende hedt på præcis den måde, der får hver en pore til at gabe åbent og sveden til at løbe i store, salte dråber fra halsen og ned mellem brysterne. Hedt, selv om bølgerne skyllede ind mod kysten og blæste mit hår fremefter, bagud og væk fra ansigtet. Jeg stoppede op, hvor krattet var lavt, så jeg kunne se havet, og det var, som om tiden helt holdt op med at eksistere. Måske ville jeg slet ikke nå frem, tænkte jeg, og dog havde mine fødder allerede ført mig videre. Drej til venstre ind ad porten. Gå videre. ”Du ved, at du altid kan komme tilbage,” skrev Kirke, da vi tog afsked, ”men jeg tror ikke, at du gør det. Jeg tror ikke, at vi ses igen.”
Jeg havde boet i Kirkes taglejlighed i midten af København, lige siden jeg for alvor begyndte at komponere sange sidste efterår. Hun var sommetider kæreste med Wang, der ejede den blomsterbutik, hvor jeg arbejdede nogle gange om ugen, og jeg havde aldrig talt med hende, før jeg flyttede ind. Kun set hende i butikken et par gange, når hun kom for at hente blomster eller Wang eller oasis eller hvad ved jeg, og her gik snakken altid livligt bag hendes ryg. Det hed sig, at hun havde været danser, det var den faste del af historien, men fortsættelsen var omskiftelig som det tøj, hun bar. Den ene dag lyst og luftigt som historien om den vinternat, hun dansede gennem København som luciabrud og lod lysene brænde sit hår til aske. Og den næste dag mørkt og ildevarslende som det råd, der ofte blev nævnt bag skærmende hænder. Man skulle aldrig for alvor knytte sig til hende, lød det, for så forsvandt hun bare som et knips med fingrene og vendte sjældent tilbage. I hvert fald ikke til det sted, hun netop havde forladt, og måske vidste hun, at der blev talt sådan om hende, men var ligeglad. Det var i hvert fald, hvad hun signalerede med sine matsorte, dybtliggende øjne, der langsomt og dirrende gled op og i, når hun trådte ind, så jeg ofte blev i tvivl om, hvorvidt hun gik i søvne. Lige til hun fokuserede, bare et øjeblik, men længe nok til at gøre forvirringen total.
”Wang,” ville hun sige med den tonløse stemme, der var så karakteristisk for hende, imens hun lod sit blik vandre rundt i lokalet, til det ramte mit. ”Jeg tror, at vi skal holde os til det dér brudeslør i stedet for bladgrønt, eller hvad siger du?” Og hver gang brændte hendes blik min nethinde, til jeg så sorte pletter, når jeg lukkede øjnene, og hvide pletter, når jeg åbnede dem, og bagefter rystede mine hænder så meget, at det forgyldte gavebånd smuttede, når jeg skulle surre det om stilken på den buket, jeg var i færd med at binde. Kort sagt gjorde Kirke et foruroligende indtryk, og vi endte kun under samme tag, fordi hun havde, hvad jeg savnede mere end noget andet: Et gammelt, ustemt klaver med en klang som bulede grydelåg og pedaler, der altid satte sig fast.
Første gang, jeg så hende på tæt hold, var hun iført en sort stropkjole, der hang løst over de let fregnede skuldre, og hun stod og valgte hvide roser til en buket. Granskede dem indgående og stak næsen helt ind mellem bladene uden for alvor at fornemme deres duft, så vidt jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, der skiftede fra spændt forventning til let irritation. Hendes blanke, sorte pagehår faldt ind over ansigtet i det samme, og i bunden var det rødblondt, det er det, jeg tydeligst husker. Den rødblonde bund, der passede godt til hendes lyse hud, og så hendes hurtige hænder, der undersøgte hver enkelt rose, før hun bestemte sig, vred torne af grenene og bandt dem forskudt, så buketten ville vippe udad i hendes stue, hvis blomsterne da var til hende selv. Jeg stod med siden til og forsøgte lydløst at beskæftige mine hænder med noget vigtigt, imens jeg betragtede hende ud ad øjenkrogen, og da hun drejede hovedet og så mig direkte i øjnene, vidste jeg, at hun også beskæftigede sig med mig netop da. For der var tanker at spore hen over de mørke pupiller, og de slog igennem mig uden at efterlade sig stort andet end en klar fornemmelse af, at hun ville mig noget, der ikke kunne siges i ord. Ikke endnu, for hun havde allerede vendt sig med blomsterne i favnen, så kjolen svingede ind over hendes slanke skikkelse, lagde sig til rette i kurverne og faldt tilbage på plads i det øjeblik, jeg sænkede blikket mod mine hænder. Nu filtret ind i alt for meget gavebånd, der kun modvilligt lod sig ryste af….