Jeg ser det at skrive som en fuldstændig spontan aktivitet. Jeg mener ikke noget med det, jeg vil ikke noget med det, jeg har ingen intention - andet end at skrive. Det er ligesom at gå til jazzballet. Det er bare noget, man skal, fordi man på et tidspunkt har bestemt det. Og så bliver det en del af ens daglige rytme. Mine bøger har ikke noget med noget andet at gøre. Jeg bliver inspireret af alt muligt, men i de sidste år har jeg læst mindre og set færre film. Verdens tilstand har ikke nogen betydning for det, jeg skriver. Jeg skriver ren fiktion. Jeg har min egen mening om, hvad der foregår visse steder, men jeg tror ikke, min mening om den slags interesserer andre. Vi har flere meget velformulerede og tænkende romanforfattere, som verdens diktatorer altid kan henvende sig til, hvis de vil have gode råd. Udover mine bøger mener jeg sådan set ikke rigtig noget. Jeg kan godt lide at se fjernsyn, men der er så meget dårligt. Jeg kan godt lide Casper Christensen og Mandrilaftalen, selvom det er svært at forklare hvorfor. Jeg er også vild med Lex & Klatten, især Martin Brygmann og Paprika Steen i "sømandsvise" - faldera, båt båt, giv mig to for en tier. Det kalder jeg humor. Ellers kan jeg bedst lide at sidde og pjatte med mine to store børn og min kone, som er utrolig rare mennesker. Mere er der sådan set ikke. Jeg mener, fodbold måske nok er en tand overvurderet, men jeg kan godt lide at se sportsfolk blive interviewet. De siger tit, "Der sker det, at..." Når man dyrker sport, lever man måske mere i nuet.