Lars-Henrik Olsen

Født: 1946.
Debut: Ulvene. 

Lars-Henrik Olsen er født i Københavns nordvestkvarter 1946. Hans mor var kontordame i et forsikringsselskab, og hans far var jernbanearbejder. Han voksede op i en lille lejlighed på Nørrebro som den mellemste af tre børn, og med Lersøparken og Utterslev Mose som nærmeste natur. Med alderen blev territoriet udvidet med Hareskoven, Dyrehaven, Amager Fælled og strandene nær storbyen. Han blev Cand.scient. i zoologi fra Københavns Universitet 1976 med speciale i nordatlantiske sæler, og samme år debuterede han som forfatter med romanen Ulvene, der udkom på Gyldendal.

Han blev umiddelbart efter kandidateksaminen ansat som zoolog i udstillingsafdelingen på Zoologisk Museum og var der i tre år. Derefter var han nogle år ansat som redaktør og faglig konsulent for Verdensnaturfonden og grundlagde Pandaklubben, fondens børne- og ungdomsklub. Sideløbende producerede han en lang række radioprogrammer om dyr og natur og var i fem år medarbejder i DR’s naturvidenskabelige spørgeprogram Lexicon. Endelig arbejdede han i 19 år som free lancer med naturfilm for DR TV, før han i 1999 helt helligede sig skriveriet og sin omfattende foredragsvirksomhed.

Fagligt aktiv har han også været, især i Danmarks Forfatterforening. Her har han været næstformand i en tiårig periode, medlem af repræsentantskabet og været leder af foreningens forhandlingudvalg. Desuden har han været konstitueret formand to gange. Det faglige arbejde blev trappet ned, da forfatterforeningen blev sprængt i to i 1991.

Bortset fra nogle få år i Galgebakken i Albertslund har Lars-Henrik Olsen boet i København hele sit liv og bor nu midt i Fiolstræde. Han er gift og har en dreng, der er født i 1984. Her arbejder han, men de fleste af hans romaner er skrevet i hans gård i Länekärr i det nordlige Skåne.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.

Fotografi: John G., Dinesen

Debut: 
1976
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Begyndelsen

Engang for meget længe siden var der ingen konge i Danmark. Den gamle konge var død, og han havde ikke efterladt sig nogen sønner, der kunne overtage riget. Folk var urolige, for det var farligt ikke at have nogen konge til at styre landet, og ingen at samle sig omkring i tilfælde af et overfald udefra.

En sommerdag opdagede nogle mennesker pludselig et skib komme sejlende. Sejlet var oppe, og skibet holdt kurs mod land. Men der var ikke nogen styrmand ved roret, ingen årer ude, og der stod heller ikke nogen og holdt udkig i stævnen. Der var slet ingen at se om bord.

Skibet sejlede direkte mod kysten og gled op på stranden. Folk styrtede til, og de opdagede da en lille dreng tæt ved masten. Han lå og sov på et kornneg i et stort skjold. Rundt om ham lå guld, smykker og prægtige våben. Ingen kunne forstå, hvor drengen var kommet fra, og snakken gik. Han måtte være sendt af guderne, mente man. Kun guderne kunne styre et skib så sikkert i land fra det store hav uden hjælp.

De bar drengen i land og førte ham til tinget. Folk strømmede til for at se det forældreløse barn. Han skulle blive deres nye konge, besluttede de, og de gav ham navnet Skjold.

Da kong Skjold voksede op, blev han større, stærkere og smukkere end alle andre drengebørn. Modig var han også. Det beviste han under en bjørnejagt. Han var kommet væk fra jægerne og de andre voksne, der skulle passe på ham. Han var derfor helt alene og havde ingen våben, da en stor bjørn overfaldt ham.

Der blev en voldsom kamp, men Skjold vandt. Han bandt bjørnen med sit bælte og holdt den fast. Først derefter råbte han efter hjælp. Jægerne kom straks løbende og dræbte det store, farlige dyr.

Da Skjold var femten år gammel, var han så stærk, at han kunne kæmpe mod enhver. Han beviste det gang på gang, også når han sejlede på togt til fremmede lande. Sin kone, Alvilde, vandt han således ved en tvekamp mod en stor høvding i saksernes land. Saksernes høvding bejlede til den samme smukke, unge kvinde, som Skjold ville have til kone. Kun Skjold levede videre.

Rygtet om danskernes nye, stærke konge spredte sig hurtigt til landene omkring Danmark. Ingen turde derfor overfalde landet, og der blev fred i mange år. Samtidig blev der bragt rigdom hjem fra store hærtogter i udlandet.

Mændene, som flokkedes om kong Skjold, fulgte ham villigt på rejser til udlandet, for efter en kamp gav han gerne sine høvdinger og tapre mænd hele byttet. For en konge var det ære nok at vinde, sagde han. Han havde ikke brug for krigsbyttet. Hans rigdom bestod af de modige mænd, han havde om sig, og deres trofasthed.

Kong Skjold gjorde de gamle danske love bedre. Han var retfærdig og gavmild. Guld og sølv var ikke noget, der skulle gemmes bort i en kiste, men skulle gives som tak til alle, der hjalp ham. Han støttede folk, som havde fået gæld. Han hjalp de fattige og trøstede syge. Han blev elsket og æret i hele landet.

Kong Skjold levede længe. Hvor længe, er der ingen, der ved, for det blev ikke skrevet ned. Da han endelig døde, blev han båret ned til det samme skib, der havde bragt ham til landet. Han skulle ikke brændes på noget bål, og der skulle ikke bygges nogen høj over hans forkullede rester. Skibet skulle sendes til havs med hans lig. Sådan skulle det være, og ikke anderledes. Det var Kong Skjolds egen befaling, at han skulle have sin ligfærd på den måde

Det var en vinterdag, og skibet var dækket af rimfrost, der glitrede i solen. Kongens mænd lagde ham ved masten på et kornneg og med skjoldet under sig, ligesom han var kommet. Oven på ham, om hans hals og i hans skød, lagde man kostbare smykker, der var erobret i mange lande. Ved siden af ham lagde man hans sværd og ringbrynje, lanser, økser og spyd. Han fik en endnu større rigdom af guld, smykker og våben med sig, end han havde haft, da han kom sejlende til landet som barn. Højt på masten hejste mændene hans banner, som var broderet med guldtråde.

Der var først stille på stranden, da Kong Skjold skulle ud på sin ligfærd. Ingen sagde et ord, for alle var fyldt med sorg. Længe stod folk og tog afsked med deres elskede konge. Men så brød jammeren ud, og der lød mange suk. Mændene stødte skibet fra land, så sejlet kunne gribe vinden og havets strømme bære det bort med dets dyrebare last. Nu måtte guderne styre skibet i havn.

Hvad der derefter skete med kong Skjold, og hvor skibet førte kongen hen, er der ingen, der ved. Ingen har nogensinde hørt, at skibet nåede frem til nogen havn. Mon ikke guderne tog ham til sig, så han kunne sidde i Valhal mellem de andre berømte krigere, høvdinger og konger og høre, hvad der siden skete.

Hans efterkommere blev kaldt skjoldunger. Det var den berømte kongeslægt, der boede i Lejre på Sjælland. Kongerne var tapre i krig som deres stamfar. De var kloge og retfærdige som dommere. Fra alle egne af landet kom unge mænd for at tjene i kongernes hird, for skjoldungerne belønnede deres trofaste mænd godt med husly, mad og drikke, guld, smukt tøj og kostbare våben.  

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Anne Voel

    fre, 05/05/2017 - 06:27

    Lars-Henrik Olsens forfatterskab er højaktuelt i denne historie-hypede tid. Han er en gudebenådet historieberetter OG storyteller! Hans mere end 100 bøger er gaver til alle danskere, uanset etnicitet.

     

    Dværgen fra Normandiet er et skoleeksempel på videregivelse af viden. Sting for sting føres læseren gennem Bayeux-tapetets historier, medens de unge pige-brodøser udvikler sig til kvinder. Efterfølgende kan vi som læsere smile genkendende til tapetets dramaer, farvet af Olsens underfundigheder.

     

    Romanerne om Erik Menneskesøn er både en udviklingshistorie om en drengs overgang til at blive en mand - og en enestående helhedsfortælling om de nordiske guder.

     

    Dette er blot to eksempler på Lars-Henrik Olsens bøger, der er lige vel skønlitteratur som faglitteratur! Efter min mening er de klassikere, som vi alle burde kende.

     

    Anne Voel

     

    Anmeldelse af Erik Menneskesøn