Lars Birch Mogensen

Jeg er født den 25. juni 1950 på Jægerspris slot i Horns Herred på Sjælland. I april 1959 flyttede jeg med min familie til Bjergby ved Hjørring, hvor mine forældre blev ansat som lærerpar på Bjergby skole. Her gik jeg sammenlagt 7 år i "bette klaes' og sture klaes'". Min mor indviede mig og mine søskende i børnelitteraturen, fra H.C. Andersens eventyr, Halfdan Rasmussens tosserier og Astrid Lindgrens vidunderlige børneunivers til Christian Winthers "Hjortens flugt". Min far var den, der fortalte mig og mine søskende fantasihistorier "ud af hovedet". Disse hjemlige traditioner har jeg senere haft stor glæde og nytte af i mit voksne arbejdsliv. Den vægtigste del af min barndom levede jeg i Bjergbys landsbymiljø, med kammerater i Præstebakkerne og skovene, til dilettant i gymnastikhuset, til dans i forsamlingshuset og husflid i husflidsskolen og til forefaldende arbejde, især i høsten, på et par af omegnens større langbrug. Siden var det realskolen og gymnasiet i Hjørring og en læreruddannelse på Th.Langs Seminarium i Silkeborg. Hele mit voksenliv har jeg tilbragt i Frederikshavns nordlige opland og siden 1975 været ansat som lærer og skolebibliotekar (fra 1988) ved Frederikshavns kommune med tjeneste ved Fladstrand, Strandby og Elling Skole.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederikshavn - 24. november 1999  

Debut: 
1986
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Uddrag af Alle har ret til hemmeligheder (side 107-108)

Blomsterne i grøftekanten nikker, når vognen kører forbi. Det ser ud, som om de vinker til hende og fortæller hinanden, at der kommer minsandten sigøjnertøsen Kitmir, og hvor ser hun dog pæn ud i sin nederdel og broderede vest.
Kitmir vil ikke springe af i farten og plukke blomster. Det ser alt for farligt ud. I stedet vil hun blive siddende og fortsætte med at nyde synet og duften og lydene.
De passerer et vejtræ. I toppen af det sidder en guldspurv og synger. Den forstyrres hverken af heste eller vogn. Længere bagude og højt, højt oppe i det blå kvidrer en lærke. Den ene fuglestemme afløser den anden. De glider over i hinanden sammen med hestevognens bevægelser.
Den eneste konstante lyd er hestehovenes klapren forude og den fine syngen af gummihjul mod varm asfalt.
Kitmir læner sig frem over dørtrinnet for at kigge ind under vognen og se hjulene dreje rundt.
Hun kan ikke vide, at Nikolajsen lige har rettet sig op i kuskesædet og bestemt, at Musse og Klaus ikke tager skade af at trave et stykke igen.
Kitmir flytter den ene hånd for at holde fast i dørkarmen. Netop i det øjeblik hypper Nikolajsen på hestene og dasker dem en enkelt gang over ryggen med tømmen. Hestene slår villigt og omgående over i trav. Samtidig søger de lidt ind mod midten af vejen, så vognen slingrer en anelse.
Ved det første ryk skrider Kitmir halvvejs ud af døren. Hun kan ikke rette sig op igen. Forskrækkelsen låser hendes hals, så hun heller ikke kan råbe til Nikolajsen, at han skal stoppe.
Ret længe kan hun ikke holde sig med sit krampagtige tag i dørkarmen. Hun bestemmer, at hun vil springe frivilligt. Det letter lidt på skrækken, men ikke så meget, at hun kan råbe.
Vognen slår igen et let sving, denne gang ud til siden. Kitmir griber chancen og prøver at slynge sig i retning af rabattens bløde græs.
Det lykkes ikke. Asfalten skraber hårdt mod hendes albue og skulder. Hele verden tumler rundt og rundt. Endelig falder alt til ro. Kitmir ligger med fødderne nede i grøften og nakken i gruset i vejkanten. Hun drejer hovedet og ser vognen blive mindre og mindre.
Spjætbøvs tripper i døråbningen. det er helt tydeligt, at han gerne vil efter hende, men ikke vover springet ned fra vognen.