Fra: Turisthotellet, 2006:

LET SKÆLVENDE PÅ hånden røg han den ene filterløse cigaret efter den anden. Langsomt og præcist førte han cigaretten op til munden. Kun sjældent askede han, og han spildte aldrig på bordet eller ned ad sig selv. Rachmaninovs anden klaverkoncert lød fra højttalerne. Nadja tænkte, at musikken var som en slags soundtrack til hans elegante ydre, men det undrede hende, at der blev spillet klassisk frem for almindelig popmusik i cafeteriet. I den tid hun havde siddet der, var borde blevet ryddet adskillige gange, og nye mennesker havde sat sig for i al hast at drikke kaffe eller spise en sandwich, før de fór ud ad døren igen. På en banegårds cafeteria er det kun de fortabte, der bliver siddende tilbage ved de småfedtede stålborde. Det er dem, der ingen  planer har for dagen, eller dem, som udfører en eller anden form for lyssky handel, der bliver hængende i hjørnerne. Men den midaldrende, ranke mand med den lille gravhund liggende for sine fødder lignede hverken en hjemløs enler én, der handlede med stofer. Nadja overvejede at gå, men det iskolde og blæsende martsvejr var ikke just det mest tillokkende at begive sig ud i. At gå tilbage til hotellet var heller ikke en særlig opmuntrende tanke.