Knud Steffen Nielsen

Født: 1947.
Debut: Indskrift: digte.

Det at skrive er for mig at være underlagt en anfægtelsens motor. Derfor får ens undersøgende forholden-sig altid snerten af proces, fordi den fremadskridende tid destabiliserer. Det hele er under forandringens beskydning, så nødvendigvis må også det processuelle være en del af ens (min) modus.
Selvfølgelig står man på skuldrene af fortiden og hinanden. Men man kan ikke leve af "de tanker andre gjorde…". Bestræbelsen må være at vide, hvornår man opererer på første og egen hånd, og hvornår man opererer på anden hånd. 

Spørgsmålet må afføde skepsis med hensyn til det, der erkendes.
Lyrikken er et stykke jord, hvor du stiller dig til rådighed med egne sanser og går ind i et mod-og medspil til det fælles sprog og naturligvis også indgår et tekstlig samvirke med alt, der er skrevet, men hvor du selv står alene med dit projekt og ikke (forlods) taler på alles vegne, men kan håbe, at der kan læses på alles vegne med den viden at vi deler skæbnefællesskab.

Jeg forsøger ubekymret ved første blik at inviterere læseren til at være med i et sprogligt set up.
Det er så indgangen, men i næste omgang krakelerer måske dette gøgleri, for bagved spilleriet snubler vi begge og ser, at den yndige overflade ikke kan opretholdes. Ubekymretheden, der dasker en på skulderen, dækker også over det modsatte: en bekymrethed, der ikke bare kan udleveres direkte, men skimtes i nogle af de tematiske linjer, der er dødalvorlige. Vi triller sten sammen op og ned, fordi vi ved så lidt om, hvad det hele fører til, disse fødder på jordeklimpen.

Vi begynder alene ved indgangsdøren, og vi ender alene ved udgangen, og begge døre er hemmelige. Det meste er uudgrundeligt, skal være min påstand. Sproget, den skide maskine, glider man ind og ud af. Den kan alle tricksene. Man tvinges til at modificere og holde det anfægtede åbent. Det tvivlrådige må nødvendigvis tvinge sig med ind.

I min ordbog suges der modificeringer til, ikke for at svække udsagnet, men for at tydeliggøre med hvilket (ringe) mandat, man i og for sig taler med. For med hvilken ret siger man "jeg" i alle situationer? I disse år er selvbiografien som genre kommet under beskydning - netop omkring dette påståede autoritative jeg, der måske snarere i de fleste situationer er et redaktionelt scenisk postuleret ønske-jeg, der hugger en hæl og klipper en tå.

Jeg'et er destabilt, underlagt identitetsforstyrrende fremløbstid og ikke mindst en destabil omverden. 
På min dagsorden hører også som en særlig forlængelse af denne interesse for processens vejen-dertil: det potentielle og det provisoriske, fordi det jo er illusorisk at tænke tiden og vejen til udsagnene bort.
I forandringen er man udelukket fra at kunne se tilbage over skuldrene, og det gør jo også, at du netop kun har det provisoriske og ikke-færdige facit.

Bagud lukkes der af i tid, og foran en famles der ind i et mulighedsfelt, som jo netop er potentiale, mere eller mindre udfoldet, der lister sig ind på en i ufuldkommenhed.

Heldigvis står solen op og går ned og sådan går det jo, og det ser da også så (s)yndigt kausalt ud.
Hvad er så tilbage, altså hvorfra kan der så i det hele taget tales; det er så spørgsmålet. Det kunne så være, at det netop var det anfægtede jeg, der med sin krop netop oplever det kaotiske,(der så på overfladen godt kan se så velordnet ud).

Og at se det kaotiske kræver, kunne man sige, at der må være en (stabil)vinkel at se det fra.
Det er så mit postulat, at det forholder sig sådan. Rigtigt eller forkert, men i hvert fald her står jeg og kan ikke andet. Det er så mit subjektive valg.
Det er for mig rummet, der skrives i.

Biografien er udarbejdet af Knud Steffen Nielsen
Portrættet redigeres af Jesper Handberg Christensen, Viborg Bibliotekerne

Debut: 
1980
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Alt findes kun i en udgave. Det skal bare testes.
Binet vil hurtigt kunne udskille min klonede broder.
Han kan ikke genkende sig selv
uden at skælde mig ud for at være 
foran/bagud  i forhold til fødsel og alt siden.
Og det er nok. Nej, det er
det bestemt ikke.  Mit jeg,  mit jeg,
og nu forestår en hurtig nedfrysning  Og af et krøllet hår tilbage
på fryselåget gendannes manden med mine egenskaber.
Men jeg er der ikke. Lad ham vise passet alle de
gange, det være skal, hvor mine asymmetriske øjne
kan testes  på ham, og han får ret.  Men den går ikke.
Han kører selvfølgelig forretningen
videre. Uden videre.
Bare den ene egenskab: at kende forskel
på det latterlige i   træsorternes farve og 
så jakken på den stoleryg dér,  som om blikskiltets
skruer   overhovedet nærmer sig
hans tatoverede ryg. Åh, min hennafarvede hals.

Det hele kan skylles af på få øjeblikke.
Jeg står ikke stille.

Pungulven kan muligvis gendannes ud fra et
avisfoto og en smule spyt på fingeren.
Jeg kan nu ikke mærke noget.
Jeg må straks
sluge alle
de sekreter, de kan bruge imod mig.

Inspiration

Hvad som helst kan inspirere. Hvad som helst, der har nogle kroge og spørgsmål i sig. Så får man lyst til at afprøve sin (for)undring.
Og feltet, man så kører rundt i, handler altid om noget, der griber om sig i større sager omkring: Er det her retfærdigt (rigtig bondemoral), skønhed (som er en total umulig størrelse at få fat i; handler ikke om at klappe af solnedgange) Det interessante er her, hvorfor klappe? Så hellere huje og småjuble over noget, menneskebørnene bare har en lille smule del og lod i. Men selvfølgelig kan man sige, at den danske salmeskat er en lang klapsalve og taknemlighed over for det samme, men der har vi måske en (poetisk) form, der kan lidt mere end hændernes klichéklasken mod hinanden, mildt sagt.

Hvad ellers? Digtekunstens hang til at gøre verden sammenlignelig ved stilfigurer og billedbrug og bringen sammen i sproget af uforenelige størrelser er en naiv-optimistisk tro på mening, og det igen kan så forundre en som mig, fordi det basalt set er usammenligneligt. Selvfølgelig må vi postulere en sammenhængskraft for at udholde det hele. For at kunne snakke sammen  må vi snakke om de oplevelser, der ser ens ud for os. Og så går tiden jo så godt med at sandsynliggøre, at vi har den samme verden for vores fødder. Og dér er paradokset jo netop, at vi bliver nødt til på trods at agere, som om vi har fælles referencer, fælles oplevelser, fælles al ting, fordi ellers kunne vi jo ikke få etableret en kontakt og kommunikation, illusorisk eller ej.

Men inspirationen for mig er, at på trods af forskellighederne og manglen på sammenhæng, så binder eksempelvis sproget(s regler) os sammen, men samtidig fascineres jeg af forskellene. Matematiklæreren fremsagde godt nok altid sit mantra omkring det en-entydige om alle sager, men det er vist et andet sprog.