Hvad hånden former...

Troldkirken hedder en langdysse ca. 13 km. vest for Aalborg. Navnet antyder hvad egnens befolkning har regnet den for, og heller ikke Rigets øverste myndigheder forblev upåvirkede af dens kvaliteter. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet blev den fredet – som ét af de første af vore oldtidsmindesmærker – og siden er der vel knap udgivet et eneste større værk om arkæologi i Danmark uden den har været omtalt og afbildet deri. Dens monumentale kammer pryder således omslaget til første bind af Politikens Danmarkshistorie fra 1962.

Ved det kammer stod jeg en solmættet høstdag i 1955. En hestetrukken selvbinder klaprede hverdagsligt på de skrånende agre nærved, men i min vibrende unge sjæl var der lyst højtid. "Overliggerens format gav en næsten knæfaldende veneration for de gamles viljestyrke og snille", anførte jeg i min dagbog, ikke helt upåvirket af Grundtvigs Gunderslevholmrus 147 år tidligere. Mit træge bondeblod bevirkede dog, at der blev sat et "næsten" foran knæfaldet.

Stående eller knælende – den blok er imponerende! En landboforening på udflugt, ca. 35 i alt, lod sig engang fotografere opstillet på overliggeren. Om det var at tage skyldigt hensyn til fredningsbestemmelserne, véd jeg ikke, men der skete intet uopretteligt. Sagnet vil endda vide at den kække fotograf i berettiget tillid til fædrenes bygningskunst turde gå ned i kammeret, inden dets overligger var befriet for menneskebyrden.

En lille menneskealder senere besøgte jeg igen stedet – igen i sol, men en hvinkold aprilblæst fejede hen over de lette jorde som alt for let lader sig byde op til fygedans – til bondens fordærv og turistøjnes plage.

Jeg fandt læ bag den to meter høje nordlige gavlsten og strakte blikket over Nørholm by og enge, Gjøl Bredning og langt ind i Vendsyssel mens jeg anstillede adskillige vidtløftige betragtninger om menneskets trang til vide udsyn. Engang bandt man helligkræfterne til den slags steder; nu plastrer man dem til med feriehuse, og deri er der en vis logik, al den stund netop feriehuse er repræsentative for vor tids fundamentaleste helligdom: den privat ejendomsret.

Allieret med aprilkulden drev mismodet over samtidens mangel på storhed mig på benene. Traveturen langs højens næsten ubrudte række af "vogtersten" satte cirkulation i blodet og øjet i stand til at nyde udsigten fra dyssens sydgavl, et bølgende himmerlandsk landskab, længst ude mod sydvest kronet af endnu ét af egnens markante oldtidsminder: Frendrup Nihøje.

For at komme godt i læ mens jeg gjorde et par notater, søgte jeg ned i kammeret, vistnok med den luftige bagtanke at rummets tidsbestandighed ville smitte af på de sammenføjede ord.

Da fik jeg en skræk i livet. Kammeret var befolket. En noget tilgroet fyr af ubestemmelig alder, iført brune fløjlsbukser og sømandsjakke, sad på hug i den mørkeste krog. Forfjamsket tyede jeg til et par kritiske bemærkninger om vejret. Han rystede på hovedet. Nogle vingeskudte gloser på skoleengelsk fremmede heller ikke den verbale kontakt. Hans hovedrysten blev dog mere energisk, og en besværet grimasse kunne kun med megen god vilje udlægges som et smil. Snarest betød den "skrub af !"

Den tolkning foretrak jeg i det mindste, navnlig da jeg opdagede at der nøjagtigt i kammerets midte var placeret tre påskeliljer på en sådan måde at deres stængler dannede en ligesidet trekant. Jeg var øjensynlig dumpet ned i én eller anden kulthandling !

Den form for sammenblanding af for- og nutid falder ikke i min smag. Mit tilbagetog var så forhastet at der overgik mit hoved den ære at tørne mod én af Rigets tiest fotograferede sten.

Det tog den ingen skade af.