Jeg kom til verden på den lille ø "Søfortet Middelgrunden"; senere flyttede vi til Trekroner. Min far var dengang premierløjtnant i kystartilleriet. Fra Trekroner har jeg mange gode minder; vi havde en soldat til hjælp, der hed "oppasser". Han hed også nr.22. Han var en stor børneven; om vinteren byggede han et snehus til mig oppe på volden mellem kanonerne. Vi havde en lille have med gitter omkring, det var jo meget farligt for børn at færdes på fortet, de grønne volde gik lige ned i havet. Jeg husker, at jeg undertiden kom med nr.22 til København, det foregik som regel i en robåd med 6 soldater. 22 fulgte mig ud til min mormor på Østerbro, efter en god kop kaffe i køkkenet gik han sine egne veje. Så boede jeg et par dage hos mormor, indtil enten far, mor eller 22 kom og hentede mig. Flere år efter at han var hjemsendt, fik jeg fine julekort fra ham.
Da vi børn skulle i skole, flyttede vi ind til Østerbro, senere blev far forflyttet til Ringsted og til Roskilde, hvor jeg blev studen fra Katedralskolen. Mit hjem var frisindet grundtvigiansk og et meget kærligt hjem, far tegnede for os, og der blev læst højt, og jeg blev tidligt meget glad for bøger.

I København, hvor jeg fik min uddannelse, kom jeg i forbindelse med meget marxistiske kredse. Det var i de år, hvor Hitler begyndte at husere i Tyskland, og mange intellektuelle jøder flygtede til København, og hvor Poul Henningsen og Keld Abel prægede kulturen. Jeg blev inspireret af de kommunistisk prægede pædagoger som den dygtige og sympatiske mag. Art. Sofie Rifbjerg og den også meget dygtige lærerinde Anne Marie Nørvig. Jeg blev også præget af den kommunistiske bølge – for mit vedkommende nærmest naiv idealisme, velment men nok verdensfjernt. Jeg kom i forbindelse med Inger Merethe Nordentoft, den senere så berømte kommunistiske foregangskvinde, vi boede sammen i nogle år. Efter afsluttet eksamen fra Zahles Seminarium blev jeg ansat ved Københavns Kommune. Men den udprægede politiske atmosfære var mig i længden utilfredsstillende. Jeg havde en skjult drøm om at blive selvstændig kunstner, der er en del kunstnere i min fars familie, men jeg havde jo ikke noget talent. At skrive var nok alt for dristig en drøm, selvom det stod for mig som livets tinde. Jeg følte mig faktisk mere og mere utilpasset i min tilværelse.

Da så jeg en annonce i vores lærerblad : Præst i Angmassalik søger lærerinde til sine børn, 2 år, rejsen betalt. I samme nu vidste jeg, at det var mig. Jeg skrev derop og fik stillingen, og i sommeren 1937 sejlede jeg så med det lille træskib " Gertrud Rask" til det isfyldte Østgrønland. Dette skib var det eneste, som i hele året kom til Angmassalik. Landet er vidunderligt smukt; præstefamilien venlig, børnene søde og velbegavede, men den helt store oplevelse for mig blev mødet med østgrønlænderne.
Dengang levede de endnu omtrent som de havde levet i årtusinder; alle boede i tørvehuse oplyst og opvarmet af spæklamper; om sommeren flyttede de til sommerboplads, hvor de boede i telte; det var glade dage. Al trafik foregik i de store skindbåde, som kaldes konebåde, roet af kvinder; mændene jagede sæl fra kajak. Mødet med disse venlige og selvhjulpne mennesker var en utrolig stor oplevelse for mig. Om vinteren fik jeg lov til at komme med på et par slæderejser; disse rejser over snedækkede fjelde og islagte fjorde var en vidunderlig oplevelse. Størstedelen af døgnet var det jo mørkt, men stjerner og måneskin og det vidunderlige nordlys, der i gullige, rødlige og grønlige nuancer gjorde hele panoramaet strålende og utrolig smukt. Om sommeren boede jeg et par uger på sommerboplads i mit lille hjemmesyede telt; jeg havde min egen kajak og gik ud sammen med grønlænderne eller alene, og deltog i konebådsrejser til Lakseelven og andre steder. I min studietid havde jeg også taget faglærereksamen i geografi med etnografi som speciale; nu følte jeg, at dette var en af mit livs store interesser. Da krigen kom, slap jeg hjem med det sidste skib fra Grønland.

I de mørke og triste krigsår, da jeg igen var i gang med kommuneskolen, brugte jeg al min fritid til at skrive om de dejlige oplevelser, jeg havde haft i Østgrønland. Titlen blev " Åndemaneren Maratese og andre beretninger fra Angmassalik". Den udkom hos Munksgaard og blev vel modtaget. Og nu vidste jeg, hvad jeg ville her i livet : skrive.
Først forsøgte jeg med en historisk roman fra vikingetiden i Grønland – om Erik den Røde og hans slægt. Den lykkedes ikke rigtigt, og jeg var ved at opgive, men skrev et par kriminalromaner, der også blev vel modtaget. Da fik jeg den gode idé at bruge det stof, som jeg havde samlet til bogen om Erik Røde til bøger for børn. Det lykkedes; min forlægger bad om mere, og nu havde jeg fundet min rette vej: at fortælle for og unge om emner fra fremmede kulturer og fjerne tider. Jeg havde altid holdt meget af at fortælle for børn, så dette faldt mig naturligt.

Jeg begyndte med Grønland i nutid og fortid; en lang og dejlig sommerferie på Island gav mig stof til en 3-4 bøger, og nu var jeg på rette spor. Jeg rejse ud til fremmede lande, op til flere gange til sammen sted, fik venner derude og skrev bøger, der foregik derude. Mine rejser er gået både til Syd-og Nordamerika og Nordafrika , men især til Østens riger: Indien, Sri Lanka, Kina, Japan og især Nepal, hvor jeg har en gudsøn. Ofte byggede bøgerne på en virkelig begivenhed eller en virkelig person. Også enkelte bøger for voksne har jeg skrevet, f.eks. en bog om Atlantis, hvor Platons beretning om Atlantis får en historisk og meget interessant fortolkning, og en bog, der hedder :"Er jorden et levende væsen?" og andre bøger.
Det blev til i alt mere end fyrretyve udgivelser, hvoraf mange endnu findes på bibliotekerne. Min sidste bog med emne fra Tibet skrev jeg, da jeg var 80 år; så svigtede mine øjne, og jeg har ikke kunnet skrive mere.
Jeg er nu 91 år gammel, forholdsvis frisk og rørig; bor sammen med en god ven i et gammelt hus ved Birkerød sø, og er endnu glad ved livet og har mange gode venner. Jeg er taknemmelig over den gode ordning med lydbøger, der er arrangeret af Blindebiblioteket – en utrolig god ordning. Jeg rejser stadig, når jeg har lejlighed til det. I 1999 var jeg både i Øst- og Vestgrønland, og vi planlægger endnu en rejse til Nepal, hvis helbredet holder.