Kirsten Ahlburg

Kirsten Ahlburg er født i Esbjerg i 1955. Hun er uddannet lærer og psykoterapeut og flyttede i 1982 til Århus, hvor hun nu er bosiddende. I 1985 debuterede hun med ungdomsromanen 'Skal vi danse'. Siden er det blevet til 275 bøger i forskellige genrer. Hendes målgruppe er meget bred. Hun har skrevet for børn, unge og voksne. Det er blevet til billedbøger, eventyr, godnathistorier og quizbøger. Læseletbøger for børn, unge og voksne. Ungdomsbøger, børnebøger og undervisningsbøger. Læselet romaner og noveller for voksne flygtninge og læsesvage danskere samt romaner og psykologiske fagbøger for voksne.

 Kirsten Ahlburg har været lærer for voksne flygtninge i 17 år, haft egen psykoterapeutisk klinik i 15 år samt været brevkasserådgiver og psykologi- og samlivsskribent ved diverse blade og aviser så som I Form, Alt for damerne, Mit livs novelle, Forældre og børn og Østjysk Weekendavis. Desuden har hun medvirket ved diverse tv-udsendelser som TV-avisen, TV2 Godmorgen Danmark, TV2 Nyhederne, TV2 Østjylland, Familiekanalen i Esbjerg, Kanal Østjylland, Indvandrer tv og TV3 Pernilles Univers, ligesom hun har deltaget i utallige radioudsendelser. I dag har hun helt helliget sig forfatterskabet.

 Kirsten Ahlburg begyndte i 2007 at skrive børne- og ungdomsbøger samt raptekster  sammen med sin søn Morten Ahlburg. Det er blevet til syv fælles udgivelser og flere er på vej. Hun har ligeledes samarbejdet med sin mand Karl Aage Kirkegaard omkring flere biografier om kendte forfattere som H.C. Andersen, Grundtvig, Kaj Munk og Søren Kierkegaard.

 Kirsten Ahlburg er gennem årene nået udenfor landets grænser og hendes bøger er udkommet i Norge, Holland og Sverige, ligesom hendes bøger bliver flittigt brugt til danskundervisningen i Tyskland, Grønland,

Island og på Færøerne. I Sverige er hun en anerkendt forfatter med 40 bogudgivelser bag sig, og her er hun med på listen over de 100 mest udlånte forfattere på folke- og skolebiblioteker. I Danmark er hun også på biblioteksafgiftens top 100 liste.

 

Debut: 
1985
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

DET ER SVÆRT AT TILGIVE UTROSKAB. NOGLE PRØVER AT GLEMME HÆNDELSEN, MEN DET ER SJÆLDENT EN GOD IDE. i STEDET SKAL MAN GENNEM EN SEJ PROCES, HVOR MAN FÅR AFLØB FOR AL DEN SMERTE, MAN FØLER. FØRST DA KAN MAN TILGIVE OG FORTSÆTTE FORHOLDET.

Ole og Pia har været gift i 15 år. Indtil for et par år siden havde de det godt sammen. De var kærlige og omsorgsfulde over for hinanden, og ingen af dem var i tvivl om, at de holdt af hinanden. Seksuelt havde de det også godt sammen. De havde et sexliv uden de store udskejelser, men dog tilfredsstillende. I hvert fald for Pia. Ole syntes også, at deres sexliv var godt, men han savnede noget af det frække og eksperimenterende.

En dag kunne Ole ikke stå imod mere. En tiltrækkende kvinde lagde an på ham til en fest, og han gav efter og gik i seng med kvinden. På vej hjem besluttede Ole, at han ikke ville fortælle noget til Pia. Det var hende, han elskede, og han ville for alt i verden ikke såre hende. Det var et engangsforhold, og mere var der ikke i det.

Men det gik ikke. For kvinden fra festen ringede til Ole. Uheldigvis for Ole var han ikke hjemme, og da Pia hørte kvindes stemme og tillige havde bemærket, at Ole havde været anderledes de sidste par dage, kunne hun hurtigt lægge to og to sammen. Om aftenen bad hun ole om et ærligt svar. Da han ikke ville lyve for hende, fortalte han, hvad der var sket. Og som ole havde ventet, blev Pia dybt såret.

I flere dage forsikrede Ole Pia om, at sidespringet ikke betød noget, men Pia var helt knust. For at få fred sagde hun, at hun tilgav ham. Ole blev glad. Han syntes, det var flot gjort af Pia, og hans kærlighed til hende voksede endnu mere. Nu ville han gøre alt for at gøre det godt igen.

Men alt blev ikke godt, for de næste år bar tydeligt præg af Oles utroskab, og Oles og Pias forhold kørte skævt. Pia blev oftere vred uden særlig grund og skubbede Ole fra sig, hvis han forsøgte at kærtegne hende eller sige søde ord. Sexlivet gik også i stå, for Pia kunne ikke klare, at Ole rørte ved hende. Efterhånden gav Ole op og lod Pia være.

Mange par oplever kriser i deres parforhold. Man kan ikke undgå at såre hinanden en gang imellem. Og den sårede kan blive så bitter, at det bliver uudholdeligt for begge parter, hvis man ikke gør noget ved det. Mange siger måske nok - som Pia - at man slår en streg over det, der er sket. Men man kan ikke bare slå en streg over noget, der smerter dybt.

Det første man skal gøre, når man er blevet såret, er at mærke efter, om man overhovedet kan tilgive. Dernæst skal man mærke efer, om man vil. For der kan være mange ting, man aldrig kan eller vil tilgive, og så må man respektere sig selv og sine følelser og tage konsekvensen heraf.

Hvis man kan mærke, at man gerne vil tilgive, er man nødt til at se det, der er sket, i øjnene. For ellers vil det altid forfølge en og sætte sit præg på det fremtidige parforhold. Når man mærker de svære følelser komme op til overfladen, skal man ikke skubbe dem tilbage. man skal tillade sig selv at reagere med de følelser, der kommer frem. også selv om det er følelser, man ikke synes, man kan være bekendt at have. Nogle kan f.eks. føle had eller ligefrem ønske, at den anden faldt død om. Så er det vigtigt, at man giver sig selv lov til at føle, som man føler, og at man udtrykker det. Man kan råbe, skrive, græde i enrum eller sammen med sin partner. Men man skal kun gøre det sammen med sin partner, hvis han eller hun kan klare at høre på det uden at blande sig eller forsvare sig. Ellers er det bedst at gøre det alene, for i denne fase handler det om at give sig hen til sine følelser og få dem ud. Hvis partneren ikke kan klare det og forsøger at dæmpe en ned eller forsvarer sig, ødelægges processen.

Når man udtrykker sine følelser, skal man ikke tage skuylden på sig eller undskylde den, der har såret en. For så blokerer man sig selv og lukker af for sine følelser. Det kan godt være, at man faktisk synes, det er synd for partnere, og at man godt kan forstå ham eller hende. Men så må man tage det op senere. Lige nu drejer det sig bare om at mærke, hvor såret man er. Før man har gjort det, kan man nemlig ikke tilgive.

Men hvad vil det egentlig sige at tilgive? Tilgivelse er ikke, som mange tror, at man accepterer, hvad der er sket. Det er ikke at tage skylden på sig eller undskylde den, der sårede en. Tilgivelse er at befri sig selv for smerte, vrede og bitterhed. Når man tilgiver, beslutter man, at man ikke længere vil straffe sig selv for noget, andre har gjort. Man tilgiver altså ikke for modpartens skyld, men for sin egen. For det tærer på kræfterne at gå rundt som Pia, der til sidst slet ikke kan modtsage eller give kærlighed og kærtegn.

Når man har reageret på sine sårede følelser, er det tid til at prøve at forstå den anden. Man skal prøve at forstå, at den anden måske ikke kunne handle anderledes, og at den anden ikke gjorde det af ond vilje. Her er det vigtigt, at man ikke kun forstår med hovedet, men også med hjertet. Når man mærker, at man forstår, vil der komme en følelse af kærlighed til og samhørighed med den anden, og først da har man tilgivet.

Men det er ikke kun den, der er blevet svigtet, der skal gøre noget. Den, som har såret sin partner - i dette tilfælde Ole - har også en opgave. Han skal vedkende sig, hvad han har gjort, og ikke løbe fra ansvaret. Herudover skal han vise omsorg og tålmodighed. Han må ikke på nogen måde presse sin partner til en hurtig tilgivelse. Tilgivelse tager tid.

Når man har været igennem tilgivelsesprocessen, er det tid til en snak om, hvorfor det gik galt, og hvordan man kan undgå, at det sker igen. Her skal begge parter yde noget, for det er sjældent, at det kun er den, der har såret, der har hele fejlen. I Oles og Pias tilfælde kan de lære, at hvis Ole skal holde sig på måtten i fremtiden, skal der lidt mere spændende sex til. Måske skal de også tale lidt mere sammen om, hvad deres behov er.

Samtalerne efter tilgivelsen er utrolig vigtige for at genoprette forholdet, og ofte sker det, at man får et endnu bedre parforhold end før, fordi man får talt ud på et dybere plan, end man plejer.  

Inspiration

Det meste af mit liv har jeg beskæftiget mig med psykologiske og religiøse emner samt emner om sundhed og alternativ behandling. Specielt har personlig udvikling og samliv haft min interesse. Det afspejler sig derfor i de bøger, jeg læser.

Jeg læser mest psykologiske, filosofiske, parapsykologiske og åndsvidenskabelige bøger. F.eks. har jeg haft megen glæde af at læse bøger af Hanne Hostrup, John Gray, Martinus, Birgit Klein, Shakti Gawain og Raymond Moody. Gennem årene har jeg også læst mange bøger om alternativ behandling f.eks. bøger om healing, naturmedicin, farveterapi, Bachs blomstermedicin og aromaterapi. Det optager mig meget, at man kan være sin egen helbreder.

Af romanforfattere læser jeg helst nutidige romaner af danske, kvindelige forfattere f.eks. Hanne-Vibeke Holst, Dea Trier Mørch, Martha Christensen og Vita Andersen.

Konkrete bøger som har begejstret mig er:

"Det virkelige liv" og "Thereses tilstand" af Hanne-Vibeke Holst

"Shamanens datter" af Nan Salerno og Rosamond Vanderburgh

"Kvinden der husker" af Linda Lay Shuler

"Den ideelle føde" af Martinus  

Se også