Født: 1961.
Debut: Kalak.
Jeg har læst siden jeg var en tolvårs dreng. Det var på det tidspunkt at jeg begyndte at forstå at 1. Virkeligheden og forestillingen om virkeligheden er to uforenelige størrelser, og at 2. Et menneske stilles over for så modstridende krav, at det ikke kan overleve uden at søge trøst i punkt ét. Eller også kan man gemme sig bag en bog.
Så det gjorde jeg. Jeg læste klassikere som Dumas' romaner, Krig og Fred, Lev stærkt, dø ung. Og jeg læste bunker af cowboyromaner, romaner om drengedetektiver, Emil fra Lønneberg. Jeg læste bøgerne om Pippi. Pippi var min store helt. Jeg rørte ved papiret, hvor Pippi var afbildet, jeg kyssede det. Jeg lå på sengen i mit værelse i kælderen under mit barndomshjem og læste kontinuerligt. Jeg skrev ikke endnu, men jeg drømte tit om at gøre det.
Samtidig var jeg ved at blive kørt i stilling til at blive fuldtidsforkynder for Jehovas Vidner. Vi tilhørte en lille menighed i indlandet i Norge, og mindst en gang om ugen kørte en af menighedens ældste mig ud til en fjerntliggende dal, hvor jeg gik fra gård til gård, med dokumentmappen under armen, og blev budt på sødt øl og rosinkager, mens jeg afleverede min lektie til en venlig bondekone. Vi lever i de sidste dage. Gud vil ødelægge dem der ødelægger jorden. Millioner der lever i dag, skal aldrig dø!
Jeg skulle imidlertid dø. Siden jeg var otte år, havde jeg været klar over, at Jehova ikke kunne lide mig. Om aftenen kom bilen tilbage og hentede mig. Så tog jeg hjem, gik ned i kælderen, lagde mig på sengen og åbnede min bog. Jeg var femten år.
Senere den sommer trak jeg en striktrøje over hovedet og stak af til min far i Danmark, blev student, sygeplejerske, gift, far til to børn. Men jeg følte mig aldrig som rigtig dansker, jeg syntes ikke jeg var som de andre drenge, de andre sygeplejersker, jeg var en dårlig ægtemand, en elendig far. Følelsen af virkeligheden og forestillingen om virkeligheden som to uforenelige størrelser fulgte mig. Jeg begyndte at skrive. Jeg læste det jeg havde skrevet og hadede det. Det var det dårligste jeg nogensinde havde læst.
Så kom jeg til Grønland. Det var et meget virkeligt sted. Jeg havde ikke tid til at filosofere over livet, men mere end rigeligt at gøre med at overleve det. Det lykkedes ikke særlig godt. Det hele faldt fra hinanden. Og for første gang i mit liv følte jeg mig hel og levende. Jeg genoptog skriverierne, jeg kopierede forfattere jeg beundrede, jeg skrev nogle noveller. De var ikke gode, men de var dårlige på en ny måde.
Men tingene hvirvlede ud af kontrol. Jeg blev en fordrukken sex-maniac, jeg blev skilt, jeg forsømte mine børn, jeg kunne ikke finde ud af at komme tæt på nogen, og når jeg kom tæt på, gjorde jeg det hurtigt slut, og hvis jeg ikke gjorde det slut, men forsøgte at give det en chance, døde folk. Jeg begyndte at tage stoffer. Jeg endte på et toilet i Nuuk tre år efter, med en kanyle i albuevenen, blodet strømmende ned ad armen og en kollega bankende på døren. Kim, er du okay?
Jeg var ikke okay.
Men jeg blev okay. Og jeg skrev en bog om det. Jeg er blevet forfatter. Virkeligheden og forestillingen om virkeligheden er begyndt at ligne hinanden til forveksling. Og heldigvis er der stadigvæk masser af bøger man kan gemme sig bagved.
Biografien er udarbejdet af forfatteren
Portrættet redigeres af Århus Kommunens Biblioteker
Foto: Morten Holtum
Bøger
Links
Se også
smag på bøgerne – en bid om dagen