Kenneth Krabat

Kenneth Krabat, f. 30.1. 1963, i København.
Død-seriøs digtertype, der stædigt mener, at en Verden findes, som sproget kan forandre. Lyrikdebut i Hvedekorn 1985, værkdebut 1987 med ...Naiv? Sagde det nøgne barn (Borgen). Seneste udgivelse TSUK - Tidløse samlinger uden kobber (CD, 2007). Formand for digterne i Dansk Forfatterforening 2008-09.

KK er en tidlig bruger af Internettets muligheder for selvpublicering, og i dag qva arbejdet i Dansk Forfatterforening stærkt optaget af problematikkerne i forbindelse med overgangen fra analog til digital litteratur, især hvad angår digternes helt særlige politiske, økonomiske og mediemæssige vilkår.

Et samarbejde 1999-2001 med maleren André Lundquist (i duoen KALK) cementerede KKs interesse for den lyriske improvisation, og siden undervisning i at opfatte digtet som et partitur (kaldet "pausens musik"), hvor digtets tegnsætning, liniebrud, ord- og linielængder tilsammen ses som en forbindelse mellem digter og digt, der giver læseren mulighed for at "prøve digterens krop på" ved at følge digterens åndedræt i teksten.

KK blev initieret Reiki-healer 1998. Kærlighed er at give.

Debut: 
1985
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

03 DENNE SEEN IND I DRØMMEN
(fra kommende digtsamling (2009 - arbejdstitel: 'Skoen kælver')

Gud har ikke set det vigtigste. At gud ikke kan være alene.

Intakt udenpå. Sønderknust på indersiden. Æblet opædt af orm, og hult. Det umenneskelige består i tabet af frygten for tilfældig død.

Han accepterer konsekvenserne af mangelfuld fremadtænken.

Det varede tre dage, før nogen opdagede, at han var gået i stå ved vinduet. Frem for at fortsætte med væggen, videre af sted mod badeværelset og bryggerset og se at få sat profilbrædder på den rockwool, der støvede i hele huset og fik alle, inclusiv ham selv, til at hoste, fiflede han endeløst ved vinduet, skruede hjørnelisten af, skrællede en halv milimeter af, skruede den på igen, kasserede hjørnelisten og kørte til trælasten efter nye lister, dyre lister, det havde han selv sagt. Og da han begyndte at skære figurer ud af hjørnelisterne, kassere listerne, hente nye lister og skære nye figurer, bedre og bedre figurer, smukke kvinder og slyngroser med stikkende torne og dyrehoveder stikkende frem mellem stolperne i smedejernsrækværk skåret ind på 5x5 cm fyr i 1 meters højde på begge sider af vinduet ud mod haven, var det for sent at sige noget. Han var overgået til en ny tilstand, og hele familien måtte bare følge med.

Man kan ikke høre, når de flyver. De er bare pludselig væk.

Måske var haven til at begynde med for stor - ni måneder af året kunne hun arbejde sig igennem den fra den ene ende til den anden, og fra side til side, og derpå begynde helt forfra. Men da hun gav slip, svuppede den ind til rette størrelse, præcis den størrelse hun behøvede. Det nemmeste var at opgive at holde plænen maskinhøj, bare at lade plæneklipperen blive i skuret. Det næste var trimning af bede og fjernelse af ukrudt - meget sværere at lade være med, men også dét lykkedes. Og trin for trin gav hun slip på at gøre hvad hun ikke havde lyst til, og tilbragte således mange, mange timer i haven med blot at betragte fuglene og dyrelivet i hække, og nede under jorden, som livet dér manifesterede sig ovenfor. Hvilket totalt set og selvsagt ikke var populært hos naboerne, jo, hun kunne fint nyde sin have som det passede hende, men kunne hun så ikke ansætte en gartner?! En argumentation, som med tiden voksede til isolation fra de omkringboendes side, men lykkeligt nok med nogenlunde samme hastighed, som haven voksede sig synlig for hendes øjne. Og så opdagede hun, at nogen havde beskåret hendes hæk, mens de havde klippet deres egen. Og trimmet hendes skel-træer, som det var muligt at nå dem fra deres egne haver. Og det var fint - hun var sikker på, at de gjorde det rigtigt, så meget som de gik op i det. Men vove sig ind i hendes have turde de dog ikke, og der ville hun også have protesteret. Til gengæld lå en dag en opfordring fra alle omkringboende, som ved humoristisk at omtale sig selv som "ukrudtspolitiet" befalede hende at fjerne sine mælkebøtter, før de gik i frø; hun kunne ikke komme uden om det - og det vidste hun godt. Og da det kort efter var dén tid, hvor støvboldene stod smukt vajende i det høje græs, tog hun en saks og klippede hovederne af dem, med en hvisken til hver enkelt: Det skal nok gå. Frødragerne samlede hun omhyggeligt i en stofpose, og sørgede for at ikke én eneste faldt på plænen. Og samme aften gik hun op på den nærliggende høj, og plukkede frøene af hvert mælkebøttehoved og kastede dem alle i vinden.

Det sagde ikke knæk, da han knækkede. Måske knækkede han ikke. Måske var det en eftergiven, der var tiltrængt; måske udraderingen af naturlig arrogance at afgive trangen til at bestemme. Og underkaste sig en stærkere vilje. En mere manipulerende vilje. Og når han ikke selv havde samme frygt for at dø, hvad skulle han så med bestemmelse? Så kunne det meste være det samme. Så var.

Inde i det omvendte vandglas er edderkoppen gået i gang med at spinde.

"Holistisk massage" stod der på skiltet over kældertrappen. Døren var låst, gardinet trukket for. Til venstre for nedgangen et træ i potte, lænket til trappegelænderet. Der var spor efter slag på låsen.

Alfred sad i sin bedste lænestol, det var hvad han tænkte om den, han havde kun den éne, hér sad han bedst muligt, gulvet havde været værre at sidde på.

Hun græder og kalder ham tilbage til sig, hun siger efterfølgende at hun var helt åben, hun siger at hun blev vred, fordi han ikke svarede nu hun var helt åben, hun er stadig vred, nu lukket, hun afventer en forklaring, men spørger ikke, der er ikke noget at spørge om, det hele var forkert. Svanerne i Peblingesøen er langt uden for rækkevidde, næsten ude af syne, i stedet fodrer menneskene sig selv og deres unger og nyder foråret i storbyen, hverdagen ses først om to dage, den spændte forventning om i aften vil ikke skuffes. Svanerne vender tilbage til bredden, da alle tager hjem.

Vi udfylder alle vor position, det kan ikke siges tit nok. Digtere, musikere, forfattere, dansere, skulptører, komponister, hjælp mig, har jeg glemt nogen? Administratorer, håndværkere, sælgere, købere, producenter, sanitetsfolk, hjælpere og plejere, og helere og læger, og forskere og havedyrkere, listen fortsætter endeløst til den ender ved dem, der ikke er plads til, fordi der er for mange af de andre. Dén, der forstår at Jorden roterer, hopper op mod rotationsretningen for godt og vel at lande samme sted.

Kopien er en god kopi. Man kan intet se på flakonen. Der er kun det åbenlyse, at duften ikke tiltrækker de samme mænd, som originalen. "Mor, jeg vil gerne giftes alligevel."

aske på tallerkenen. hun hadede aske på tallerkenen. aske på tallerkenen forekommer aldrig mer

Barnløs til det sidste. Men ikke uden afkom. Blot ringede de aldrig eller kom på besøg. Det var bedre end at have mistet, ikke at have haft. Der havde været forældre. Og bedsteforældre. Alle behøver de omsorg.

da den unge socialistiske gymnasieelev før murens fald er i Sovjetunionen, går skovitterne omkring på gader og stræder i isnende kulde iklædt tyndt, elendigt tøj og plasticsko, og straks på "hotellet" overvældes de unge hjerter af tilbud om køb af deres garderobe, ja, flere ansatte følger tillige efter dem helt ind på værelserne, "cowboy jeans? Have cowboy jeans?", om end alt har interesse, men sin mors hjemmestrikkede trøje, som hver dag ugen igennem bydes højere og højere op i rubler, der ikke kan købe noget, ikke kan tages med ud af landet, nægter gymnasiepigen at sælge.

Utroligt nok er han ved at græde, da den regelrette kvindelige tolder vil konfiskere hans sololie, som han godt ved er for stor, men andres regler applikerer ikke på ham, sådan ønsker han at leve. Flasken kan rumme tohundrede milliliter og reglen siger max hundrede. En overordnet tolder hidkaldes og da begynder det at pible ud af øjekrogen og bevægelsen over ikke at blive behandlet som et særligt individ får ham til at se ned. Da han uden at læberne dirrer kan se op igen, indikerer han sin hudfarve og sit røde skæg og angiver med al tydelighed, at han ikke vil kunne bevæge sig ude i dagens lys uden en beskyttende hinde, uden denne særlige, receptudskrevne sololie. (Det er løgn). Den mørkhudede tolder tillader ham af omtalte medicinske årsager at indkøbe og fylde en mindre flaske, hvilket han blot skal vide kan gøre, at han kommer for sent til flyet, men da han løber af sted for at finde en lovlig beholder, og tilbage til den underordnede kvindelige tolder igen for at få sololien hældt om, indser han, at han ikke bare leger med risikoen for at strande, men faktisk er nødt til at opretholde illusionen om, at nogen er et regelbrud værd.

Der er fire broer over Delaware, hér hvor den snor sig. Det er sandt, at det ikke er den samme flod, når den krydses snarere end bære kroppen af sted mod havet.

Fortrydelsen over at have efterladt hende forhindrer ham i at være taget rigtig af sted. Han må efterlade fortrydelsen hurtigst muligt. Hvordan ellers komme hjem?

Det koster så lidt. At få pudset sine ruder, slebet sine knive, luget sine bede.

there is nothing. and suddenly direction. now language. what to do with all this space, along the way? it can be filled. there is room for me to fill it, and existance not me. and existance exists. and aloneness, along the way. I have choice, and I invent being not alone, outside of language. I will invent a full sentence, where I have company, shout out aloud: I am no longer alone, I have company! I walk on this path through my discovery and invention, with a companion a shadow cast of something not me, a shadow not me that I can only superficially know. I am so happy, not to know in full

så, tæt på præsidenten for USA, at det næsten er muligt at høre ham tænke, om han fik rystet sjoveren sidst, han var på toilettet det føles, nøjagtigt som at det både hérfra og fra Roskilde, næsten er muligt at høre Margrethe den 2. af Danmark, trække ud, det er skræmmende, med denne nærhed som lyden, af fuglene i træerne hér der, pipper som ind i helvede mens dem derhjemme, givet endnu holder kæft fordi, Jorden ikke er drejet nok om sig selv endnu, til at give dem lys. der er intet som er, virkeligt nært, når man kun har ét sted tilbage, at være hjemme. or really remote, will now never, be without the American noise of cars, thank all gods smell is hard to recall

following a heart-filled intercourse... don't you just wish for precision like that in the world? nobody makes love love is and you enter into love when your own emotional heart opens • and metaphors abound here as well as in the old world but now you don't have to fail in making love anymore all you have to realise is that one of you just weren't there • so following an emotionally un-connected intercourse can you still have a forbidden cigaret? of course you can! you can do everything you can do including waiting for another's heart to open by sticking a foot in the door to your own.

there’s a definite sense that this face is not mine. And she verified beyond coincidence that in fact I was travelling backwards on the plane - something to do with Saturn being retrograde, which I couldn’t have known - and commended me on my great sensitivity. But, then - is this my face or not? Is sense sufficient for being? der står intet på skiltet på døren, men posten finder mig alligevel.

Inspiration

Fantastisk litteratur af enhver art. Skæv, upoleret musik og lydcollager, der rykker i kroppen og skaber billeder i hjernen. Spørgsmålet om, hvad det menneskelige er for den dobbeltmoralske? Forestillingen om fremtiden: Den drømte, den imaginære, den konvergente og den ekstrapolerede fremtid.

Ynglingsforfattere: Philip K. Dick, Ray Bradbury, Robert Pirsig, Philip Pullmann, Haruki Murakami.

Andre inspirationer

Improvisation - primært tekstligt/fortællemæssigt: I improvisationen for et levende publikum træder det egentlige frem, dét man som menneske har øvet sig på alle foregående dage. Det er svært at lyve i en improvisation; svært at dække sig ind bag parader og falbalader uden at det både anes og klinger falsk. I dén forbindelse er det væsentligt at gøre en skelnen mellem løgn og fabrikation: løgn forsager håbet, mens fabrikation er håb inkarneret - i håbet bor det menneskelige; dét, som i den indre verden skaber den ydre om til et bedre sted for én selv (og gerne også omvendt). 

Digtere i lyd. Digtere, der selv leverer varen. jeg foretrækker at høre frem for at læse digtere (hvis digtene egner sig til oplæsning)

Internettet som selvstændig organisme, besjælet af alle brugeres input og synonym med den kollektive selvbevidsthed som den akive kontaktflade mellem mennesker, dette verdensomspændende netværk ér.

Mine venner og deres liv, tanker, følelser.

- Rejser, inden og udenlands.

- Samtaler om gamle og nye forestillinger om livet.
 

Hør forfatteren

http://krabat.menneske.dk/Sounds/ambassadoer_for_O%27djibash_manipuleret_normalized-8db.mp3
('Ambassadør for O'djibash' fra "alle veje fører til Magtenbølle, digte, 1992)

http://krabat.menneske.dk/Sounds/et_blidt_sted.mp3 
(et blidt sted at være menneske, 2007)

http://krabat.menneske.dk/Sounds/Tegn%20p%e5%20regn.mp3 
(Tegn på regn, 1988)

http://krabat.menneske.dk/kalk/ 
(KALK-improvisationer, 1999-2001, impro, udpluk)