Egentlig har jeg et noget skeptisk forhold til min egen smag. Jeg synes den er for spredt og tilfældig og forsøger hele tiden at udvide den, prøver at blive en bedre og mere tålmodig læser. Hvis jeg blot skulle nævne mine yndlingsforfattere, ville det blive en kort liste uden nogen tydelig linie. ( I flæng: Thorkild Hansen, James Lee Burke, Raymond Carver, Sebastian Japrisot).
Det, som går min næse forbi, fordi jeg ikke umiddelbart fanges af det, er mere interessant at sætte focus på. Det er jo som om der ligger noget og venter på én.
Et eksempel er de store russere. Jeg er kørt fast i både Dostojevskij of Tolstoj, i detailrigdom, sidespring og de mange personer. I øjeblikket ser det ud til at gå bedre med Boris Pasternak og Doktor Zivago.
De største læseoplevelser har jeg haft efter personlige anbefalinger. Raymond Carver, for eksempel, som jeg ikke ville være faldet over selv på grund af mangel på traditionel handling. Først kedede jeg mig. Men så så jeg hvor stort det er. Novellisten der har et højspændt drama dirrende neden under hvert eneste: "Hvad sagde du?"
På det seneste har jeg været begejstret for Hans Edvard Nørregaard Nielsens erindringsbøger, som jeg kun faldt over fordi jeg lavede et indslag om det til Nyhederne. En overraskelse at barndoms- og ungdomserindringer fra Vestjylland kunne få mig til at græde og grine.
Sådan er min yndlingslæsning: spredt for alle genrer og forfattere, umulig at forudsige.
Det forudsigelige, som jeg tit tyr til af magelighed, er en traditionel krimi eller thriller. Mange er som et udmærket stykke med leverpostej og sky. Man er mæt og tilfreds, har fået hvad man forventede - og så er man alligevel lidt skuffet. Det var jo bare det, det var.
Det spændende er det store ukendte, det som man endu ikke ved, man er vild med.