Karin Barré

Karin Barré - Biografi
Født 29.december 1945 i København. Opvokset på Østerbro og Nørrebro. Far grosserer, siden billedhugger. Mor direktør. Har halvanden år yngre søster. Efter realeksamen, Frøken Kroghs Husholdningsskole i Skindergade 1962. Au pair og sprogskole i Bradford UK og Paris 1963 og 1964. Sygeplejerskeuddannet på Frederiksberg hospital 1965-68. Har arbejdet som leder, underviser og supervisor i Sundhedsvæsenet og skrevet flere faglige artikler i Tidsskrift for Sygeplejersker og Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift. Har skrevet debatbogen Billeder af Psykiatrien i 1989. Enkelte ugebladsnoveller og digte. Debuterede 1998 som romanforfatter med Majestæten. Var sygeplejerske for Simon Spies i 1970-71 hvor forfatteren mødte sin mand Poul. Har to voksne børn og fire børnebørn.
Foto: Rigmor Mydtskov www.mydtskov.dk

Oprindelig publiceret ForfatterNet Helsingør - 18. september 1999

Debut: 
1998
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Karin Barré - Læs forfatteren De er alle borte nu. For længst døde og overgivet de evige slagmarker, hvorfra de i mange år fremover vil tale til efterslægten: den gamle bedstemor, den belæste kammertjener, de store ryttergeneraler, den smukke storebror. Kun den svage onkel Joachim lever i bedste velgående, og det er der jo ingen dåd i. Da Rantzauerne faldt, tog deres fætter, Ulrik Frederik Valdemar baron Løvendal, der er øverstbefalende i Norge, sig af ham og gjorde ham til sin adjudant. Min stilfærdige far faldt ikke i krigen. Han ville hjem til sin gård og sine protokoller, sit landbrug og sine folk, for at se om han dog ikke kunne gøre det umulige, standse lavinen inden han skulle i jorden. Efter Skånske krig, gik Niels Mund af med rang af brigader. Han sad i halvmørket under bedstefars vældige portræt, men det hjalp ikke. Som årerne gik kunne han ikke løfte sine arme, ikke indføje nye tal eller slette de gamle, gigten låste ham fast i en krum positur, hvorfra han ikke mere kunne rejse sig. Sådan endte han sine dage, firsindstyve år gammel, hen over det, der ikke mere lod sig gøre. De dødes mørnede arme rækker fra deres vidt forskellige grave ud imod mig for at binde mig til mit løfte, til de forpligtelser jeg har, altid vil have og aldrig svigte. Ved skyttens hus standser jeg op. Et øjeblik tror jeg at se Søren Skytte komme ud med sin brede fremstrakte hånd og hilse mig velkommen hjem. Men der kommer ingen. Huset er lukket, taget hullet, vinduet faldet ud. Sneen rammer taget som våde fødder i stilheden. Snefnuggene bliver større og flere, mens mørket falder på. Jeg ridder videre gennem vinteren på min røde hoppe og undgår at komme op på Bankerækken for at se ned til Grevensvænge, der nu er i en ny slægts eje. Jagthytterne er for længe siden revet ned. Vildtet går roligt rundt og græsser i folden i Fruelunden bag dyrehavens enebærstager. Jeg fortsætter forbi hønsehusene og stenen ved vejen op til borgeleddet. Herregården ligger nu foran mig, spejlende sig i søen, dækket af sne. Dødhvid sne. Som et maleri, dømt til evig hvile. Uddrag fra romanen Ærenpris 2002.

Inspiration

Karin Barré - Inspiration
Gennem mit arbejde som sygeplejerske blev jeg lukket ind i skæbner, jeg måske ellers ikke ville være løbet ind i. Den gamle forstanderindes ord, om at intet menneskeligt skulle være os fremmed, virker endnu dragende, ja temmelig ophidsende, for heri ligger for mig stadig flere gåder gemt, jo ældre jeg bliver. Frejdig gik man ind på den stue, hvor hustrumishandleren og knivstikkeren lå, han skulle have en lige så god behandling som alle andre. For mennesker har hemmeligheder, og det er det fortryllende ved dem, at vi aldrig kan vide os helt sikre. Jeg finder inspiration i hverdagen, i de kendte rutiner, at åbne avisen, få en sludder med postbudet i døren, bage et brød. Men mit bagtæppe er de historier, jeg selv har fået fortalt gennem min opvækst, barndommen efter Anden Verdenskrig og blandt de efterladte historier, familiekrøniker og personlige papirer, jeg har samlet. Jeg er flyttet til en dramatisk natur, hvor farvepaletten rummer hele spektret, mellem mørke og lys. Her passer det sig at læse H.C. Andersen og Karen Blixen eller måske Suzanne Brøgger, inden jeg sover ind under den mægtige stjernehimmel. Og her er det godt at fordybe sig i Lagerlöfs Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige, til fugletrækket højt oppe, og bekendt vinke til Akka fra Kebnekajse og ønsker god rejse. Og forjættende er det, at tage Flora i Farver med ud i skoven for at nøgle blomster og tage et par stykker med hjem i haven (nej, ikke de fredede). Her hvor solen ikke synes at gå ned ved sommertide. Hvor blæst og uvejr kommer hurtigt og går hurtigt, og det store vand vokser ind i himlen, mens man bare står og kigger ud, som Den lille prins.