Og - novelle af Juliane Preisler
De venter. Ruderne er vintermørke. Lysene spejler sig i deres blanke ansigter. De venter.
Han er imellem dem, og de er opadvendte som blomster. Men der er en grusomhed i deres små runde kinder, våde, røde læber, der venter. Venter på ham. Venter på hans stemme, som skal fylde rummet.
Han ved hvordan den lyder. Hvordan den vil lyde. Stemmen. Hvis han kunne få den ud. Hvis han kunne få den ud og frem. Men han ved, at der er stille. Der er stille nu, og der vil blive ved med at være stille. Ingenting kommer fra ham. Ingenting kan komme. Der er en stor stilstand i ham, og ingen venten, ingen lytten, ingen befaling kan flytte på den.
Det er en stilstand der kommer af nætterne. Af det dybeste mørke midt på natten, når han er vågen. Som den eneste i verden er vågen. Omkring ham er der denne lyd af tusind, millioner andre, trygt sovende i det dybe mørke. En pustende, hvislende, svag, svag lyd af fravær.
Gardinerne er trukket for, mod mørket derude. Men det hjælper ham ikke, mørket når ham så let som ingenting med sin dybe klang, som af en klokke, der kun slår ét eneste slag. Og bliver ved og ved.
Han er i sin seng, og han er barn, og der burde være tryghed allevegne, han har trygheden om sig, næsten som et tæppe, andre mennesker, hans mennesker, husets kendthed, gulvbræddernes knirken, loftets revner. Men det er ikke virkeligt, intet af det er virkeligt, han selv ikke virkelig inde midt i det. Mørket er. Mørket er virkeligt. Klangen af stilhed. Fravær. Vågenhed. Ensomhed. Alt dette er virkeligt, tilstanden er virkelig. Han selv ikke.
De venter. Og vinterdagen står derude med sin hvide og sorte og knasende stilhed, og også den venter.
Han mærker på øjeblikket. Han kan ikke lade være med at mærke på det. Hvordan stemmen begynder nede i maven. Ville begynde nede i maven. Hvis den var der. Hvis den var den var der, ville den begynde nede i maven, op gennem brystet ville den bevæge sig, forbi svælget og ud gennem munden. Han tænker sig det første ord. Han ved, hvordan det skal lyde, når det kommer ud, ordet. Det er et lille tørt men alligevel rigt ord: Ordet "da". Og hvis han bare kunne få sagt det første ord, ville resten måske følge efter. Og måske ville stemmen gå videre af sig selv, og han ville kunne holde helt op med at tænke. Og han ville kunne se på alle de små grusomme ventende ansigter uden angst og blot bemærke sig en kedsomhed her, en søvnighed dér, nogen der ser ud af vinduet og tænker på hvad som helst. Hvad som helst andet end ham, der står her iblandt dem og ikke får et ord frem. Hverken det første eller nogen af de følgende. Ikke et ord.
Han mærker den kolde sved, som løber nedad hans sider, langs ribbenene, og uden at vide hvorfor, føler han sig pludselig som en hest, en udmattet hest, svedig hest, hest der har løbet for langt, for længe. Jaget. Jaget hest føler han sig som. Men det aner de ikke noget om, alle de ventende ansigter, de venter blot videre, uanfægtet, og øjeblikket er ved at være forbi, det er ved at have strakt sig så langt, at det ikke længere er et øjeblik, men bliver til noget andet.
En situation måske. En frygtelig, frygtelig situation at være i. For den der nu står der. Han tænker på hvad hans mor ville kalde sådan en situation. Eller hans far. Hans søskende. Og han ønsker sig hjemme, ønsker sig hjem iblandt dem, ønsker sig alle mulige andre steder hen, helst hjem.
Hvis det var sådan det var. Hvis det var hjemme som noget uendeligt, uendelig tryghed, uendelig vanthed, ro, et hav der kunne omgive ham med sin varme. Hvis der ikke var disse nætter, også. Disse nætter hvor han pludselig ved, at han er fuldstændig alene, selv dér, selv omgivet af sine kære, der lige nu sover, sover væk fra ham, lader ham alene tilbage. Så han mærker det. Så han ind imellem, i nætterne, mærker det. At han ikke er som dem, at han på en eller anden måde er forskellig og derfor så alene.
Han ligger ofte sådan, hele nætter, med øjnene vidtåbne og mærker på denne forskellighed. Og vil ikke mærke på den, vil ikke vide noget om den. Men mærker det alligevel. Vil ikke, vil ikke. Og mærker den alligevel. Så strækker han armene ud og mærker på sengens kanter, dens fasthed, træet, både glat og lidt splintret under hans fingre. Og den er i det mindste virkelig, sengen, ikke vågen, ikke nogen nærhed, men i det mindste virkelig, fast, kendt. Engang imellem falder han i søvn sådan, endelig. Med et fast greb om sengens kanter. Som kunne det hjælpe.
Øjeblikket af venten har strakt sig så langt omkring ham, som det kunne komme. De opadvendte ansigter er fyldt med skiftende grader af utålmodighed, uro, ben sparker mod stole, borde skraber henover gulve. De venter. Og stemmen der ikke vil, bliver til en krampe indeni hans mave, en hård krampe, der efterhånden også forhindrer ham i at trække vejret. Og han ser for sig, så tydeligt, dette "da" som ikke vil ud, dette lillebitte ord, som blot er en begyndelse. Som han ikke får frem.
Han kunne være ude. Ude på den anden side af de vintermørke ruder. Ude i det sorthvide landskab. Ude blandt de nøgne træer der står så skarpt med deres våde stammer, også de i en venten, uendelig venten. Som løber der tårer nedad deres nøgne arme, sådan er de, træerne.
Alle disse farver af gråt der findes derude. Bjergene med deres sider af alt muligt hemmeligt liv. Mellem granerne, øverst oppe. Bag store, faldne sten, som er de kastet af kæmper. Blandt skyerne som rører ved sneen. I den store, store stilhed, der kun brydes af enkelte, helt overraskende fløjt af fugle. Alt muligt, hemmeligt liv. Han kunne være derude midt i det alt sammen.
Men han er der ikke. Han er inde i stormen af venten, der lige nu er ved at blive til et brus af uro, der har varet så alt, alt for længe. Så længe at nogen snart må gribe ind. Den kolde sved er for længst tørret mod hans hud, så længe har det varet. Han har stået her, midt på dagen, og gennemlevet endeløse vågne nætter, dagslyse timer, et helt liv, så længe har det varet.
Og stadig er det kun ham selv, der kan gøre noget, der er ingen andre til at gøre det for ham, til at hjælpe ham. Ingen ved det, ingen ved noget som helst andet end at han står her og er usædvanligt længe om at få det første ord frem. Ikke får det frem. Ingen ved noget andet end, at han somme tider sidder og ser ud ad et vinduet og tilsyneladende bliver væk derude, i vinterdagens tavshed. Næsten ikke er til at råbe op. Ingen ved noget om rædslen, der fylder ham. Ingen ved.
Han ser henover alle ansigterne. De vintermørke ruder. En fugl fløjter, virkelig, derude.
- Da, siger han.
