Jimmy Stahr

Født 6. Maj 1935 på Nørrebro i København. Lærer fra Statsseminariet på Emdrupborg 1958. Lærer ved Borup skole 1958 - 67 (dansk, orientering og formning). Beskikket censor i dansk og orientering.

Free-lance medarbejder ved Danmarks Radio 1962 - 67 - og derefter fastansat sammesteds.

Daglig leder af småbørnsudsendelserne i radio og TV 1968 - 1977.

Medlem af Folketinget 1977 - 1994 (S) - derefter tilbage i DRs BU-afdeling og P3s musikafdeling (Giro 413).

Foredragsholder (rejser og oplevelser fra hele verden) og fortæller for børn.

Selvom jeg har været vidt omkring - både fysisk og intellektuelt - så hænger jeg på en eller anden måde fast i Nørrebro og København - på godt og ondt. Engang kæmpede jeg imod det og ville gerne være en verdensmand, men nu har jeg opgivet og indstillet mig på at være en forklædt Nørrebrodreng.

Jeg har siden seminarietiden haft børn som hovedinteresse og befinder mig godt sammen med børn. Jeg har altid været irriteret over vendingen “de opfører sig som en børnehave” - min erfaring viser, at det er en hån mod børn, når man sammenligner dem med journalister, politikere, fagforeningsfolk o.s.v

Jeg debuterede med en novelle “Brillerne” i “Socialdemokraten”s meget fine tillæg HJEMMETS SØNDAG i 1962 - for øvrigt en af de meget får skønlitterære ting, som jeg har skrevet for voksne - siden gik det slag i slag med ting for børn.

I begyndelsen var det mest skolebøger (Horisont-serien og serien SAMTID) for Gjellerups forlag med titler som “Kommunen er os”, “Valg - hvordan beslutter vi” o.lign.

Derefter kom der nogle eventyrbøger for børn (bl.a. for POLITIKENS FORLAG) og i 1984 “Min første Julebog”.

I 1987 skrev jeg Spørg Olivia og i 1990 Olivia i Naturen.

I 90’erne vendte jeg tilbage til København og barndommen med to børnebøger: Morfars Bog (1996) og Farfars Bog (1998).

Ind imellem har jeg skrevet et utal af historier og artikler for børn i blade og aviser, været redaktør af Verdensnaturfondens børneblad “Panda” fra 1885 - 93 og skrevet Radioens Julekalender i flere omgange - sidst i 1998 og 1999.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederiksberg - 9. juni 2000  

Debut: 
1962
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Farfars bog" af Jimmy Stahr

    Flere sjove historier fra forfatterens barndom på 40'ernes Nørrebro. Meget har ændret sig siden dengang

    Forfatter: 
    Jimmy Stahr
    Udgivet: 
    1998
    Forlag: 
    DR Multimedie ; Fremad ; [eksp. DR Multimedie]
    Sidetal: 
    87
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Morfars bog" af Jimmy Stahr

    Sjove historier fra forfatterens barndom i et arbejdermiljø på 1940'ernes Nørrebro. Meget har ændret sig siden dengang

    Forfatter: 
    Jimmy Stahr
    Udgivet: 
    1996
    Forlag: 
    Danmarks Radio : Fremad
    Sidetal: 
    81
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Jul i eventyrhuset" af Jimmy Stahr

    Forfatter: 
    Jimmy Stahr
    Sidetal: 
    127
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Bare man aldrig blev voksen.

Den gang jeg var dreng, så var vidste man lige bestemt, hvornår man blev voksen. Det blev man med et slag den dag, hvor man blev konfirmeret. Så sagde alle, at man var gået ind i de voksnes rækker - og drengene måtte gå med lightere og cigarretter, og pigerne fik silkestrømper på - og så var man voksen. Men det var selvfølgelig bare noget, man sagde.

Jeg tror, det var lige så besværligt den gang som nu at sige, hvornår man er barn, og hvornår man er voksen.

I lang tid troede jeg, at det havde noget at gøre med at rødme.

Når vi legede nede på gaden om aftenen, så var der både piger og drenge - og det var lidt usædvanligt, for om dagen var piger og drenge meget adskilt - vi havde hver vores skoleklasser og skolegårde - vi havde hver vore lege - og når vi gik til gymnastik eller spejder, så var der pigehold og drengehold - og vores tøj var også meget forskelligt - piger gik i kjoler eller nederdele, og drenge gik med bukser - enten korte eller lange.

På den måde kunne man sige, at verden var meget enkel og let. Men så kunne det jo ske, at vi på sommeraftener stod sammen piger og drenge - og det er her, at jeg mener rødmen kom ind. Du ved nok det, hvor man kan se, at ens kammerat bliver helt rød i hovedet - eller man selv mærker, hvordan man bliver varm i kinderne, og man ved, at man er helt knaldrød i hovedet. I mange år troede jeg, at det kun var noget man blev, når man havde løjet - overfor far eller mor eller en af lærerne.

Men så var det altså en sommeraften, at jeg sad ved siden af Karl August, som var et år ældre end mig. Vi legede tit sammen, og jeg synes ikke, der var nogen særlig forskel på os - udover, at han havde en masse fregner. Vi sad ovre på stakittet ved Guldbergshave og dinglede med benene - med vores cykler stående ved siden af - og pludselig kom Else hen til os. Hun kikkede på Karl August og spurgte så, om de skulle køre en tur.

Inderst inde tænkte jeg “Bvadr”, og jeg ventede at høre Karl August sige: “Gu vil jeg ej” - eller sådan noget man sagde til piger. Men han sagde ikke noget - og så var det, at jeg kikkede på ham - og så var han ildrød i hovedet - rigtig sådan rød mellem fregnerne - og så sagde han lidt stammende: Ø... jeg ø.....ja. det kan vi da godt.

Jeg siger dig: jeg var ved at falde ned fra stakittet - aldrig havde jeg oplevet noget lignende!

Men det var i den samme sommer, at vi var ude på badeanstalten på Amager - Helgoland hed den og vi var nogen stykker, der legede tagfat inde på herrebadeanstalten, og så blev vi så ivrige, at vi drønede ud af døren og ud på ydersiden af badeanstalten. Vi var vel to-tre stykker og en af dem var Harry, som var omkring to år ældre end mig - og vi var alle splitternøgne, som vi var inde på herrebadeanstalten - og tænk dig så - så lige uden for døren stod der to piger, jeg tror det var Tove og Annelise. Og vi stoppede selvfølgelig op og grinede, og så var det, at jeg kikkede på Harry. For det første havde han travlt med at skjule sin tissemand, og for det andet blev han ildrød i hovedet. Vi andre løb bare hen til døren igen, men Harry trak sig meget langsomt tilbage. Med sine hænder skjulte han, hvad han havde foran - og han kantede sig langs væggen, så de ikke kunne se hans bagdel - og stadig var han rød i hovedet - og så var det, at jeg kom til at tænke på, at det nok var sådan at man blev voksen: man begyndte simpelthen at rødme for den mindste ting.

På det tidspunkt bestemte jeg, at jeg helst ikke ville være voksen. Selvom det kunne være meget skægt selv at bestemme, hvornår man ville gå i seng, så havde jeg ikke lyst til at rødme - og jeg havde slet ikke lyst til bumserne.

De kom også i de år, hvor man lige var ved at blive voksen - eller man var voksen. Nogen havde dem i hele hovedet, andre havde nogle enkelte, men så kunne de også være meget store og gule - og det kunne nok få nogen til at ønske, de aldrig blev voksne.

Der var alle mulige råd mod bumser de år. Nogle smurte sig med en hvid salve og lignede en mellemting mellem et spøgelse og en cirkusklovn. En prøvede at gnide dem med aske, men det værste var dog Karl August, som jeg fortalte dig om før. En morgen, hvor jeg mødte ham på vej til skole, så var han helt gul og blank i hovedet.

Han måtte kunne se, at jeg så forskrækket ud, for han spurgte mig, om det så forfærdeligt ud. Han havde fået at vide, at hvis man smurte sig med smør, så ville bumserne forsvinde. Da han var noget større end mig - og i hvert fald stærkere, sagde jeg, at det da så meget almindeligt ud - det var nærmest pænt.

Det var vist sidste gang, nogen kaldte ham pæn den dag.

Ovre i skolen måtte han høre en masse om smørret, og den eneste fordel var, at han den dag ingen lussinger fik, for der var ingen lærer, der havde lyst til at slå til et stykke smørrebrød.

Nå, men jeg blev jo voksen alligevel - og lærte både at rødme og have bumser - og efterhånden lærte jeg også, at det med at være voksen er noget ganske andet end at være konfirmeret og have lighter og cigarretter i lommen.

Og jeg opdagede for øvrigt, at det var meget skægt at være voksen.  

Inspiration

Læsning har egentlig aldrig inspireret mig så meget. Jeg bliver helt overvejende inspireret af mit møde med mennesker - først og fremmest børn. Jeg lærer mest, når jeg fortæller for børn og lytter til deres reaktioner - og de tanker, som min fortælling sætter i gang hos børnene - og de tilstedeværende voksne.

Jeg læser selvfølgelig også en masse, men egentlig meget spredt - en del er faglig læsning (til Olivia-programmerne), og jeg hører til dem, der når jeg har slået en artikel op i leksikonnet, ikke kan lade være med at læse videre - og det går der selvfølgelig en del tid med! Egentlig burde jeg måske opgive Lademanns 30-binds leksikon som yndlingslæsning!

Min skønlitterære læsning har været meget spredt - så spredt, at jeg for nogle måneder siden besluttede, at jeg i en periode ville koncentrere mig om én forfatter - og det blev den amerikanske fortæller, John Irving. Jeg startede med “Om at redde Piggy Sneed” og nu er jeg godt i gang med Irving.