Det følgende er et kort uddrag af historien "Seth", som udkommer senere i en samling.
Historien ligger desuden til grund for en filmatisering af instruktøren Anders refn. Filmen "Seth" får premiere i løbet af 1999 med bl.a. Kirsten Olesen, Benny hansen, Peter Schrøder, Pernille Højmark og Lars Dittmann Mikkelsen. Den er optaget on location på Fjerritslev kro og ved Grønne Strand sommeren 1998. Produceret af S-film og Vulkan film aps.

Det er begrænset hvad vi ved om det her. Kun at det sent i september, solen skinner ude over havet, det er henad ved firetiden om eftermiddagen. Nogle tyske turister er de absolut sidste i sæsonen. De slentrer langs stranden henne fra Thorup, hvor de har været for at se bådene, der er trukket op i sandet. De er gået i godt en halv time mod syd, da de ser liget ligge i strandkanten.

Først tror de bare det er en bunke tøj eller noget affald, som er drevet i land i havstokken. Men da de kommer derhen, kan de se, at det er liget af et menneske. Det ligger på siden med ansigtet ud mod havet. Øjnene kan de ikke se. Når en bølge slår ind, får den det ene ben til at bevæge sig ganske lidt på strandvaskeren. Som om døden ikke er indtruffet.

Turisterne bliver flove, synes de, og tør næsten ikke tro deres øjne. En af dem husker, at hun pludselig bemærkede, at det var en meget varm dag, og så kiggede hun ud over havet. Men der var ingenting at se.

Kunne det være en sømand, som var forlist langt væk, faldet over bord, og drevet ind mod stranden med strømmen? Turisten kan ikke huske om hun spurgte nogen af de andre der om det, men kun erindre, at det var meget varmt. Det havde i øvrigt været varmt, brændende varmt næsten hele sommeren. Så det var ikke noget særligt. En af de andre begynder at stikke til liget med en pind. Så får de taget sig sammen, og går tilbage til Thorup for at alarmere strandfogeden eller hvem andre af de lokale, som de kan få sig gjort forståelig overfor. Det her er en dag sent i september.

Som sagt er det ikke meget vi ved. Men en del af forhistorien til denne hændelse har vi fået kendskab til. Den begynder en dag midt i august, hvor en fremmed kommer til byen med Fjerritslev-ekspressen. Det er endestationen, og han går over rutebilpladsen og ind på kroen. over døren står der Rio Bravo. og inde i slyngelstuen er der opstillet sadler ved baren, og der er båse rundt om i stuen, hvor man sidder afskærmet om et bord.

Kroejerens kone, Jonna, har set ham lige fra bussen standsede udenfor. Han sad bagi sammen med en pige, vistnok præstens datter Helena. De gik ud, stod og drak en kop kaffe ved udskænkningen, og efter lidt tid, gav han hende hånden, og hun pegede over mod Rio Bravo.

Han vil gerne have et værelse, bare på almindelige udlejningsvilkår som pensionatsværelse, siger han. Det er ellers lovlig tidligt, højsæsonen er da ikke slut endnu, men hun synes nærmest ikke hun kan afslå, når han spørger så ligefremt. Der er noget besynderligt ved ham. Han er meget solbrun, tynd, med den ene hånd bundet ind i gaze og hængt op i slynge. Om skulderen har en taske med lidt tøj. Det er alt. Han får nummer 21, det er ligeop af trappen inde i Rio Bravo, og så op og på højre side hen ad gangen. Der er udsigt ud til rutebilstationen. Godt nok, siger han. "Godt nok", lyder da også utaknemmeligt Jonna vil vise ham op, men det behøves ikke.

Valash og en gammel fyr, der hedder Stage kommer og drikker og snakker og spiller tænkeboks i Rio Bravo hen ad på aftenen. Det er det sædvanlige. En varm dag. Mon vejret holder nu til høsten? Jonna, to kolde. Noget nyt? Fyren deroppe i nummer 21 fra København, som kom i eftermiddags, han siger, han hedder Seth. Han har betalt alt forud for en uge, og vil kun sige, at han hedder Seth. Han har glemt sine papirer derovre. Eller også er de blevet væk, det skal han undersøge, hvis de ellers vil lade ham være i fred. Værten har kun lige mødt ham, og hvis det ikke var fordi han selv havde spurgt, var han bare gået forbi ham. Han siger, han har været i Indien. Han stod i baren og drak en mineralvand. Uden is, han var ikke skøjteløber. Værten forstod ikke den bemærkning. Armen så? Han var blevet bidt af en slange, sagde han. Nå, hvordan det? Så havde han bare kigget på værten med døde øjne, anklagende øjne og gentaget spørgsmålet og var gået ud af Rio Bravo! Mærkelig starut.

Hvem er det, der er en mærkelig starut? Værten, Valash og den gamle Stage kigger rundt om i stuen, men kan først ikke få øje paa nogen. Hvem var det?

Så ser de et solbrændt ansigt i vinduet, ude på rutebilspladsen. Der er brændende varmt denne aften, alle vinduer er åbne. Man skal passe på hvem man snakker om, de kan jo komme forbi hvert øjeblik, der skal være, siger han. Han har nogle underligtlysende øjne. Som om han kan finde på hvad som helst. Ligesom ulveøjne. Helt skinnende blå i det solbrændte ansigt. Så griner han på en højrøstet hånlig måde. Helt kort. Så er han alvorlig igen, og forsvinder fra vinduet og kommer ind i stuen lidt efter.