Uddrag fra Den grønne port
"På pension Traneklit bor der en departementschef og hans kone. De står hver dag ligesom far parat ved døren, og allerede den første dag udkæmpede departementschefen og far en fægtekamp med gafler over den røgede laks. De taler høfligt til hinanden, smiler forbindtligt hele dagen, mor og fru departementschefen nikker til hinanden og smiler over os børn. Far og departementschefen har miner på, som om de er pæne herrer, der ikke lader sig mærke med noget. Men det går vildt til, lige så snart de får en pålægsgaffel i hånden. Mor bryder sig ikke om det. Hun fylder på vores tallerkener og går stille ned. Men far og departementschefen sniger sig rundt om bordet som to fægtere med deres pålægsgafler, øjner de et ekstra lækkert stykke, kaster de sig frem og borer deres pålægsgaffel ned i det for at hugge det lige for næsen af hinanden. De andre gæster står med deres tallerkener bag ved far og departementschefen, de er stille, og deres øjenbryn er hævede. Men det anfægter ikke far. I to dage i træk har departementschefen vundet. I går fik han et større stykke røget ål end far, og i dag snuppede han det stykke flæskesteg, som havde den sprødeste svær, dolkede det fra siden og svang det bort under fars hånd.
"I morgen er der atter en dag," siger far lavt og går tilbage til os med et stykke flæskesvær med gummisvær på. "Det er underligt, at det kun er hver anden svær, der er sprød," siger far.
"Det er ovnens skyld," siger mor. "Skal jeg ikke hente frokosten til dig i morgen? Så behøver du ikke alt det, så kan du bare sidde her og nyde udsigten." Hun smiler blidt og lægger sin hånd på fars.
"Aldrig," siger far. "Næh, læg mærke til ham, hvordan tror du, han er blevet departementschef. Ved at træde på andre mennesker, ved at snuppe de fedeste sager for næsen af pæne mennesker. Han trænger til en lektion." Asger og jeg griner til hinanden. Vi glæder os til i morgen.
Det ligger i luften, at vi har nået opgørets dag. Vejret er ikke særlig godt, det har stormet, og vi har ikke været på stranden. Bjarke er utidig, og fars og mors senge er ved at blive repareret. Fjedrene i stålrammen har hotelkarlen bakset med hele morgenen. Vi har været henne at se den tilsandede kirke, og far er blevet meget sulten og tørstig af alt det sand, siger han. Gongongen lyder, og far og departementschefen indtager deres pladser. Far rykker lidt op i ærmerne og vælger sit våben, en spids pålægsgaffel med en muslingeskal af sølv på skaftet. Departementschefen har en gaffel af horn. På bordet står der i dag lun and med halve æbler med ribsgelé. Der ligger et stykke bryst, saftigt, sprødt. Det er stort og skåret helt lige af.
Asger og jeg står henne ved spegepølsen og vi ved, at andestykket er dagens bytte. Lynhurtigt gør far udfald med sin spidse pålægsgaffel. Departementschefen prøver sit sædvanlige underhåndshug. Men far er for hurtig og planter gaflen sejrstolt i departementschefens hånd. Han skriger højt og udstøder nogle eder, man aldrig ville have troet, han havde lært i ministeriet. Far rykker gaflen ud.
"Det må De sandelig undskylde." I hast anbringer han andebrystet på sin tallerken. "Jeg kunne jo ikke vide. At De havde Deres hånd lige dér."
Departementschefen kniber øjnene sammen og dupper sin hånd med servietten.
"Jeg har en bog om takt og tone. Den må De gerne låne som ferielæsning, direktør Aamund." Far arrangerer lidt rødkål rundt om andebrystet.
"Nej tak, hr. departementschef, jeg kunne aldrig drømme om at låne noget fra nogen, som de ikke selv kan undvære." Gæsterne morer sig, og far skrider ned til vores bord. Far nyder sit andebryst og smiler skævt. Mor ryster på hovedet.
"Jeg kan nu godt lide stille fred," siger mor.
"Det kan også blive for meget af det gode," siger far."
