Jan Knus

 

Jeg er koldkrigsbarn, anti-krist og '68-generation. 'Født under den kolde krig, og ikke rigtig varm endnu', med skøn tak for lån til Peter Laugesen. Uden friværdi og pensionsopsparing i rygsækken. 'Ingen penge har vi nok af, og nyt tøj har vi haft', som skriften på væggen var i et af kollektiverne. Her levedes det hippieliv, andre spinder guld på.
Er udlært på gaden. Slagord, paroler, graffitier. På værtshuse og spillesteder, i kollektiver, til demonstrationer, på universiteter og rejser. Af venner og fjender og kvinder i mit liv. Og ikke mindst af mine to børn.
Jeg har spillet rockmusik, kørt taxa, været arbejdsmand og bartender, undervist på tekniske skoler og universiteter. Var forlagsredaktør over en kort årrække på Forlaget Modtryk. Da det stadig var 'socialistisk' af navn. Blandt andet som redaktør for den gode Henning Mortensen introducerede jeg sammen med en makker, men under større intern modstand, spændingsbøger på forlaget. Modtryk er i dag mangemillionær på genren. Drak mig selv under jorden og kom siden ud af troldens hule som ædru. Krydsede Atlanten i sejlbåd og begyndte at skrive store prosafortællinger. Da tiden og teknologien var moden, oprettede jeg et håndholdt Print-On-Demand-forlag, Forlaget Rip Rap. Og udsendte Danmarks første Print-On-Demand roman. Og siden Danmarks første gratis roman-download som ePub. Skriften er stadig ukendt og undergrunds. Udover oceankrydset desuden rejser i USA og Sydøstasien. Længere skriveophold på La Gomera, i Lissabon, Toscana, Oslo og mange månedsophold i Berlin på det seneste. Med afstikkere til skrively på Hald Hovedgaard. Cand. phil. i Nordisk Sprog og Litteratur fra universiteterne i Aarhus og Oslo.
Et syvtommersøms rids af 'PIK' i barndomsblokkens røde mursten og
en hjemmestrikket avis i tegneserieformat blev de første skriveøvelser.
Efterfulgt af skolestile, skolebladet og gymnasiebladet. Læserbreve. I en slags kronik i skolebladet brokkede jeg mig under overskriften 'Festina lente' over den tidlige tresser-samtids forjagede slaphed hos elever, skole og samfund. Referencen til kejser Augustus' motto 'skynd dig langsomt' fejler såmænd ikke noget. Men ellers er arrigheden nok lige så småborgerlig som det, der kritiseres.
Siden udviklede jeg skriveriet over tre faser: universitetstidens kritiske humaniora (bl.a. 2 bogudgivelser), over kritisk kulturjournalistik inspireret af new journalism (bl.a. 2 bogudgivelser) til mere fabulerende skønlitteratur (3 romaner). Med en uregelmæssig understrøm af upublicerede digte og short stories og adskillelige anvendte rocktekster, hvoraf nogle udkom på kassette og plade.
Biografien er udarbejdet af forfatteren.
Foto: Copyright © 2011 Ditte Knus Tønnesen

 

Debut: 
1981
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Backdoors" af Jan Knus

    Bogens forside

    Kip levede i sine unge dage efter parolen sex, drugs & rock'n'roll.

    Forfatter: 
    Jan Knus
    Udgivet: 
    2014
    Forlag: 
    Rip Rap
    Sidetal: 
    353
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Tamburinmanden" af Jan Knus

    Bogens forside

    5 gamle venner rejser gennem Jylland for at sprede en sjettes aske over Vesterhavet. Det bliver både en rejse i fortiden og nutiden med bl.a. møde med estiske landevejsrøvere

    Forfatter: 
    Jan Knus
    Udgivet: 
    2004
    Forlag: 
    Rip Rap
    Sidetal: 
    339
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Leif Eriksens ocean roman" af Jan Knus

    Bogens forside

    Leif Eriksens dagbog fra sejladsen i 1992 med den ketchriggede oceansejler Nordstjernen fra den kanariske ø La Gomera til Caribien, med det væld af personlige og historiske associationer rejsen fre

    Forfatter: 
    Jan Knus
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Rip Rap
    Sidetal: 
    464
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

1999 Rastepladsen Alle folk har samlet sig i en halvcirkel omkring Pia og Frans under lygterne ved affaldsspandene, esterne lidt adskilt fra Rejseholdet. Man klapper, stamper lidt i fliserne og kommer med tilråb, og nu spiller Pia overgang fra det instrumentale vers til sangen. Og sangen … Sangen er ikke bare et hvilken som helst, tilfældigt rock og rul-hit, der har gjort en enkelt sommer varm, med blanke øje og våde trusser. Det er en klassiker, som enhver rockmusiker og rockfan har et forhold til, og måske er det den mest kendte gave, som Chuck Berry nogensinde har rystet ud af sin generøse sangpose. Om den fattige knægt, der ikke helt kunne læse og skrive. Men spille guitar, det kunne han! Og synge, det gør tre midaldrende knægte, der er kommet op at køre med noget, de ikke helt har forudset. Pia, Frans og Ruud er hæse allerede inde i første linje, og er det ikke som om 25.000 tilhørere en 1. maj i Botaniske Have og Gunnars Auto og Music-Baren og Rockcafeen og de andre fedeste spilleoplevelser for en kort stund mixer ind over og bliver genoplivet dér ved en skraldespand, på en rasteplads hundrede kilometer deruda’? Deep down in Lousiana close to New Orleans. Way back in the woods among the evergreens,

Inspiration

Tilhænger af karnevalisme i kulturen. Og derfor ynder af skarp b-kultur, pulp og grit. Fra børnetidens 'engelske hæfter', Anders And & Co., Skipper Skræk, Kong Kylie og Illustrerede Klassikere - skal Hudibras også lige nævnes? Over Biggles, Sexton Blake, Cardby & Søn, Norman Conquest, Walt Slade og Morgan Kane. Til spaghetti-westerns, kinesiske og koreanske sværdballetter, Pulp Fiction og senest Winding Refns Drive.
Læser ikke meget litteratur mere, men har ballast i islandske sagaer, folkeviser, Ludvig Holberg, Brødrene Grimms eventyr, H. C. Andersen, Steen Steensen Blicher, Johannes V. Jensen. Af nulevende skrivere foretrækker jeg Henning Mortensen, Henrik Nordbrandt, Peter Laugesen, Nick Hornby, V. S. Naipaul og øko-beatpoeten Gary Snyder. Ja. Det er mænd.
Beat- og rockmusikkens oprørende gennembrud med The Beatles og The Rolling Stones og alle de andre banditter slog hul i muren til den kontinuerlige og umanerlige utilpassethed. Længe før Den Syngende Revolution i Estland (1987-91). 'We want the world. And we want it now', råbte Jim Morrison og The Doors, og Gillo Pontecorvo flænsede øjet med levende billeder om kampen for frigørelse fra imperialisme og kapitalisme i "Slaget om Algeriet". Ja. Det er også mænd.
Karnevalismen, rockmusikken samt filmsprogets fortælleteknik er den afgørende inspirationskilden for min prosa, ligesom jeg også abonnerer på William S. Borroughs udsagn, 'sproget er en virus fra det ydre rum'.
Romanforfatteren Jon Varangian er en så kongenial frænde, at man kunne tro, det var tale om et enægget tvilling eller et pennenavn for Jan Knus …