Jakob Vedelsby blev født den 13. marts 1965 i en etværelses i Håndværkerhaven i København. I 1966 flyttede han med sine forældre ind i et hus på Thorsvej i Birkerød, hvor han boede til han var 19. I 1983 blev han matematisk-musisk student fra Birkerød Statsskole og et halvt år senere flyttede han til København – først til Frederiksberg og siden til Nørrebro. Her bor han i dag med sin familie.
Jakob Vedelsby ville være kok, fly-steward, koncertpianist og siden læge, men endte med at læse Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Det resulterede i en cand.phil. i 1989. Samme år mødte han sin nuværende kone, og de fik deres første datter i 1990 og den næste i 1993. Efter at have arbejdet et par år med kort- og dokumentarfilm i et lille filmselskab på Christianshavn, blev han freelanceskribent. Det er han stadig. Han holder også foredrag og skrivekurser.
Jakob Vedelsby debuterede som forfatter med digte i Hvedekorn i 1990 og fortsatte med at udgive digte i tidsskrifter op gennem 90’erne. I 2002 udgav han sin første roman, "Himlen må vente" på forlaget Samleren. Den blev efterfulgt af romanerne "Du og jeg" (Samleren, 2004), Verden i verden (Samleren, 2007) og Bjergene i horisonten (Aronsen, 2009).
Mere information kan findes på Jakob Vedelsbys hjemmeside: http://www.jakobvedelsby.dk
Bøger
Inspiration
Verdens mangfoldighed inspirerer ham. Og han er vild med film og litteratur. Orson Welles, Alfred Hitchcock, Sergio Leone, Stanley Kubrick, Woody Allen, Wim Wenders, Akira Kurosawa, Francis Ford Coppola, Steven Spielberg, Martin Scorsese og Sam Mendes hører til favoritinstruktørerne. Inspirerende lystlæsning finder han i udvalgte romaner af forfattere som John Steinbeck, Graham Green, John Fante, Ernst Hemingway, Jules Verne, Edgar Allan Poe, Arthur Conan Doyle, Cormac McCarthy, Paul Auster, Bret Easton Ellis, Erik Fosnes Hansen, Dan Turéll og Ib Michael. Blandt mange andre.
Priser og legater
Jakob Vedelsby har modtaget arbejds- og rejselegater for sine romaner fra blandt andre Statens Kunstfond, Statens Kunstråd, Dronning Ingrids Romerske Fond, Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde og Jyllands-Postens Fond.
smag på bøgerne – en bid om dagen