Født: 16.1.1935 i Vejle. Død 2.1.2009
Debut: Lys.
Liv:
Det var langt fra en selvfølge, at Inger Christensen skulle gå litteraturens vej, da hun voksede op i et arbejderhjem i Vejle. Men de sproglige talenter udmøntede sig først i en studentereksamen, siden i en uddannelse som lærer ved Århus Seminarium. Efter et års tid at have arbejdet som folkeskolelærer på Mols, og herefter tre semestre som underviser på Holbæk Kunsthøjskole, blev Christensen i 1964 fuldtidsforfatter. Da havde hun allerede udgivet de modernistiske digtsamlinger Lys (1962) og Græs (1963).
Værkerne:
I sine værker afviser Inger Christensen menneskets suveræne, skabende position til fordel for verdens og naturens allestedsnærværelse. Hun ser mennesket som en del af verden, der på alle måder er underlagt naturens principper. Og sproget står på lige fod med mennesket. Det indeholder sin egen eksistensberettigelse og kan derfor fungere som bindeled mellem menneske og verden. For Inger Christensen er det ikke hende selv der skriver, men verden der skriver gennem hende.
Siden hun udgav romanen Evighedsmaskinen i 1964 har tallene blandet sig med bøgernes tale, og hun bliver i dag ofte karakteriseret som systemdigter. Karakteristisk for Christensens systemer er det, at systemerne mimer bevægelser i verden. Som hun siger om gennembrudsværket det (1969) i et interview med Peter Øvig Knudsen: "Bogen krøller sig ud af ordet det som en celledeling, og sproget bevæger sig på samme måde som levende organismer udfolder sig".
I digtsamlingen alfabet er det Fibonaccis talrække, der sammen med alfabetet, genererer digtsamlingens opståen. Talrækken udgør et matematisk princip, der ses mange steder i naturen, og som dermed får lov til at skrive med i digtet.
I fortællingen Det malede værelse (1976) levendegør Inger Christensen renæssancemaleren Mantegnas afbildning af Gonzaga-familien på en fresko i familiens palads i Mantua. Hun lader tre fortællere berette om intriger og hemmeligholdt kærlighed.
Christensens produktion er ikke stor, men alligevel har hendes forfatterskab placeret sig som et af de betydeligste i dansk litteratur. Med sit seneste lyriske værk, sonetkransen Sommerfugledalen (1991), blev Inger Christensen – som en af de eneste nulevende forfattere - indskrevet i den officielle litterære kanon. Digtsamlingens undertitel, Et requiem, antyder dødsbevidsthedens centrale rolle i digtenes hyldest til livet.
Det verdenssyn, de lyriske værker udtrykker, står også centralt i Christensens raffineret æstetiske, sprogreflekterende og filosofiske poetikker, Del af labyrinten (1982) og Hemmelighedstilstanden (2000), som tillige udgør en vigtig del af hendes forfatterskab. I disse essayistiske poetikker reflekterer Christensen over digtekunsten og forholdet mellem poesien og verden.
Ud over sine digte og essays har Christensen også skrevet tv-spil, hørespil, skuespil og børnebøger og hun har som nævnt også arbejdet i romangenren. Mange af hendes værker er oversat til en lang række fremmedsprog. Siden 1978 har hun været medlem af Det Danske Akademi. I 1994 blev hun medlem af 'Bielefelder Colloquiem' og i 1996 af 'Académie Européenne de Poésie'.
Fra 1959 til 1976 var Inger Christensen gift med forfatteren og kritikeren Poul Borum, som hun har sønnen Peter med.
Artikler:
'Så er det begyndt' - Om Inger Christensen 60'er-digt 'Det' af Morten Peick. (september 2002)
Biografien er udarbejdet af Johanne Worsaae Petersen, stud.mag. i Litteraturhistorie.
Portrættet redigeres af
Århus Kommunes Biblioteker
Foto: Rigmor Mydtskov www.mydtskov.dk
Bøger
Se også
smag på bøgerne – en bid om dagen
