Ilsebils debut
- Men i bedstefaderens reol i tungt, udskåret egetræ stillede hun sin sult, da hun havde arbejdet sig gennem den hjemlige. Hun var nu præpubertær, og skønt hun stadig måtte læse alle de bogstaver, hun fik øje på, var der et emne, som i stadig højere grad optog hende og som fik hende til at læse en anelse, blot en anelse langsommere, nemlig mænd. Bedstefars reol indeholdt det sædvanlige udvalg af 6- og 7-binds samleværker med fine grønne og røde læderrygge, skrevet af forfattere, der fra begyndelsen havde været dømt til glemsel, påduttet ham af snu dørsælgere med den evindelige fod i dørsprækken og munden fuld af lovprisninger om pragtværker og verdenslitteratur. Her var det, hun stiftede bekendtskab med baronesse Orzy og hendes fantastiske Røde Pimpernel, det mest vidunderlige eksempel af mandkønnet, hun endnu var blevet præsenteret for. Han ophævede, ja fik simpelthen de gådefulde og ubehagelige beretninger om de konstant deprimerede frøkner von Pahlen til at forsvinde, stige tilvejrs som vanddampe. Ilsebil åndede lettet op og fordybede sig i denne engelskmands meriter med en sådan opmærksomhed, at verden omkring hende forsvandt, og hun kun med møje og besvær kunne bringes tilbage til den med en banken på skulderen eller høje, gentagne råb ind i øret. Da Sir Percys Marguerite langt om længe (efter flere hundrede sider), for noget tungnem var hun unægteligt, forstod, hvem det var, hun var gift med, da hun endelig fik øje på den lille røde blomst i våbenskjoldet på væggen i Sir Percys bibliotek (hvor Ilsebil elskede Sir Percy for hans bibliotek, hans silkeknæbukser, hans flegma og selvkontrol), da Marguerite altså hastede gennem værelserne, rev neglene på dørlåse, hulkede, mens hun løb, for lige akkurat at nå ham, inden han i skarpt trav red ud af alleen, da hun åndeløst råbte efter ham, da han standsede op, kastede et blik på hende og steg af hesten for at standse hendes forvirrede udråb med sine kys - Ilsebil havde hastet frem til dette følelsesmæssige klimaks - da var det, at litteraturen påny beredte hende en spændende gåde. For Den røde Pimpernel kyssede sin elskede med en sådan nerve, en sådan ekspertise, at hun besvimede. Formålet med dette eventyrlige kys var åbenbart at undgå, at Marguerite skulle forhindre hans forehavende, en ny heltegerning til undsætning af uskyldige, franske aristokrater. Da hun mistede bevidstheden og segnede om i hans arme, lagde han hende nænsomt tilrette i en rosenbusk - forhåbentlig uden torne, Ilsebil var overbevist om hans betænksomhed - for at ile videre på sin hemmelige mission.
"Det var ligegodt satans" tænkte Ilsebil, liggende på maven i bedstemoderens eftermiddagssøvnssofa, for det var ikke altid, at Ilsebil brugte svære ord alene med sig selv, "det var ligegodt satans", og blikket gled væk fra bogens sider, ud i rummørket. Hvorfor forklare denne helt uhørte reaktion? Holdt Marguerite vejret, mens hun kyssede? Visse scener foresvævede Ilsebil, hun bed negle af ren og skær ophidselse og fortrød det bitterligt, fordi hun havde bidt for langt ned og det sved, visse litterære antydninger, der foreskrev tilbageholdt åndedræt under den betydningsfulde handling, var det derfor? Var det fordi hun havde løbet og var udmattet af sindsbevægelse og luftmangel inde i korsettet? Eller var det endnu en fortryllelse, fysiologisk overraskelse, noget, som hendes intense læsning om mænds kys endnu havde forbeholdt hende viden om? Eller, måske allermest sandsynlig, var Den røde Pimpernels erotiske evner så overlegne, så specielle for denne vidunderlige mand, at der var endnu et felt, hvor han overgik alle andre? Denne gåde optog Ilsebil uafbrudt, fra hun slog øjnene op om morgenen, mens hun gumlede sin yndlingsspise, rå havregryn med iskold mælk, som var uhyre farlige for fordøjelsen, men ikke desto mindre en delikatesse, og når hun gik i seng om aftenen og prøvede at falde i søvn i en yndefuld stilling, som kunne invitere helten på besøg i hendes drømme -