Ingegerd Danielsen

Født 1946 i Silkeborg.

Studentereksamen fra Th. Langs Gymnasium, Silkeborg, 1965
Magisterkonferens i kunsthistorie fra Århus Universitet, 1975
Underviser ved Århus Universitet, redaktionel medarbejder ved kulturhistorisk forlag, anmelder, museumskonsulent, oversætter m.v.

Biografien er udarbejdet af forfatteren

Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 18. november 1999  

Debut: 
1996
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Ilsebils debut
- Men i bedstefaderens reol i tungt, udskåret egetræ stillede hun sin sult, da hun havde arbejdet sig gennem den hjemlige. Hun var nu præpubertær, og skønt hun stadig måtte læse alle de bogstaver, hun fik øje på, var der et emne, som i stadig højere grad optog hende og som fik hende til at læse en anelse, blot en anelse langsommere, nemlig mænd. Bedstefars reol indeholdt det sædvanlige udvalg af 6- og 7-binds samleværker med fine grønne og røde læderrygge, skrevet af forfattere, der fra begyndelsen havde været dømt til glemsel, påduttet ham af snu dørsælgere med den evindelige fod i dørsprækken og munden fuld af lovprisninger om pragtværker og verdenslitteratur. Her var det, hun stiftede bekendtskab med baronesse Orzy og hendes fantastiske Røde Pimpernel, det mest vidunderlige eksempel af mandkønnet, hun endnu var blevet præsenteret for. Han ophævede, ja fik simpelthen de gådefulde og ubehagelige beretninger om de konstant deprimerede frøkner von Pahlen til at forsvinde, stige tilvejrs som vanddampe. Ilsebil åndede lettet op og fordybede sig i denne engelskmands meriter med en sådan opmærksomhed, at verden omkring hende forsvandt, og hun kun med møje og besvær kunne bringes tilbage til den med en banken på skulderen eller høje, gentagne råb ind i øret. Da Sir Percys Marguerite langt om længe (efter flere hundrede sider), for noget tungnem var hun unægteligt, forstod, hvem det var, hun var gift med, da hun endelig fik øje på den lille røde blomst i våbenskjoldet på væggen i Sir Percys bibliotek (hvor Ilsebil elskede Sir Percy for hans bibliotek, hans silkeknæbukser, hans flegma og selvkontrol), da Marguerite altså hastede gennem værelserne, rev neglene på dørlåse, hulkede, mens hun løb, for lige akkurat at nå ham, inden han i skarpt trav red ud af alleen, da hun åndeløst råbte efter ham, da han standsede op, kastede et blik på hende og steg af hesten for at standse hendes forvirrede udråb med sine kys - Ilsebil havde hastet frem til dette følelsesmæssige klimaks - da var det, at litteraturen påny beredte hende en spændende gåde. For Den røde Pimpernel kyssede sin elskede med en sådan nerve, en sådan ekspertise, at hun besvimede. Formålet med dette eventyrlige kys var åbenbart at undgå, at Marguerite skulle forhindre hans forehavende, en ny heltegerning til undsætning af uskyldige, franske aristokrater. Da hun mistede bevidstheden og segnede om i hans arme, lagde han hende nænsomt tilrette i en rosenbusk - forhåbentlig uden torne, Ilsebil var overbevist om hans betænksomhed - for at ile videre på sin hemmelige mission.
"Det var ligegodt satans" tænkte Ilsebil, liggende på maven i bedstemoderens eftermiddagssøvnssofa, for det var ikke altid, at Ilsebil brugte svære ord alene med sig selv, "det var ligegodt satans", og blikket gled væk fra bogens sider, ud i rummørket. Hvorfor forklare denne helt uhørte reaktion? Holdt Marguerite vejret, mens hun kyssede? Visse scener foresvævede Ilsebil, hun bed negle af ren og skær ophidselse og fortrød det bitterligt, fordi hun havde bidt for langt ned og det sved, visse litterære antydninger, der foreskrev tilbageholdt åndedræt under den betydningsfulde handling, var det derfor? Var det fordi hun havde løbet og var udmattet af sindsbevægelse og luftmangel inde i korsettet? Eller var det endnu en fortryllelse, fysiologisk overraskelse, noget, som hendes intense læsning om mænds kys endnu havde forbeholdt hende viden om? Eller, måske allermest sandsynlig, var Den røde Pimpernels erotiske evner så overlegne, så specielle for denne vidunderlige mand, at der var endnu et felt, hvor han overgik alle andre? Denne gåde optog Ilsebil uafbrudt, fra hun slog øjnene op om morgenen, mens hun gumlede sin yndlingsspise, rå havregryn med iskold mælk, som var uhyre farlige for fordøjelsen, men ikke desto mindre en delikatesse, og når hun gik i seng om aftenen og prøvede at falde i søvn i en yndefuld stilling, som kunne invitere helten på besøg i hendes drømme -  

Inspiration

Jeg har tilbragt det meste af mit liv som læser, ikke som forfatter. Jeg voksede op med lyden af min fars violin i ørerne og lugten af oliemaling og terpentin i næsen fra bedstefars billeder, men det var ordene, der trak. Inspiration er vel noget man søger; men det jeg søgte, fra jeg lærte at læse, var historier at fortabe mig i.. Jeg har ikke aflagt mine gamle læsevaner, efter at jeg selv blev forfatter. Som barn og ung pløjede jeg mig gennem de store fortællere, Dickens, Jules Verne, Cooper, Melville, Balzac, Hugo, Stevenson, Zola, Mark Twain, Tolstoj, på jagt efter det fremmede, det ophøjede, det tragiske og det fantastiske.
Jeg erhvervede mig en universitetsgrad og kom over min heroiske periode, formentlig i omvendt rækkefølge. Jeg spurgte med jævne mellemrum mig selv, om det virkelig var meningen, at jeg skulle beskæftige mig med andre menneskers kunstneriske frembringelser i stedet for at skabe noget selv. Umærkelig (for mig selv, i det mindste) begyndte jeg at interesse mig for, om forfatteren var mand eller kvinde; jeg begyndte at skrive mig det bag øret. Gamle yndlinge som Jane Austen og søstrene Brontë fik selskab af nye (hvornår var det mon, det gik op for mig, at George Eliot og George Sand var kvinder, der skrev under pseudonym?). Colette vender jeg stadig tilbage til for et gensyn med hendes suveræne, atmosfæreladede stil; andre kvindelige forfattere fra århundredets første del imponerer mig på samme måde med beherskelsen af form og teknik, den formidable stilsans: Marguerite Duras, Nina Berberova, Virginia Wolf. Jeg behøver vel ikke tilføje, at jeg sommetider føler trang til at lukke vinduet op for blæsten, trække vejret dybt ned i lungerne eller cykle over Mont Ventoux, når jeg læser kvindelige forfattere. Med store episke fortællere som Elsa Morente beundrer jeg næsegrus. En roman uden en historie finder jeg uinteressant. Eller måske snarere formålsløs.
Virkeligheden er kommet til at spille en stadig større rolle for mit valg af læsning, samtidig med at jeg selv er blevet forfatter. Det hænger sammen med mine mange år med kunsthistorien og kulturhistorien. Biografien er blevet en af mine yndlingsgenrer. Her finder jeg personer og livsforløb, der er spændende som en roman. Det mest fantastiske ved biografien er, at den handler om rigtige personer og om begivenheder, der virkelig er sket. Den er både historie og historier.
Hvad er min inspiration? Mit indre bibliotek er en meget broget affære, rodet og temmelig uoverskueligt, og når jeg tænker på en bog, tænker jeg samtidig på mig selv på det tidspunkt i mit liv, da jeg læste den. Jeg er i gang med min tredje roman og det er umuligt for mig at forklare, hvad der satte det i gang. Eller rettere, det ville blive for omfattende at forklare. Men det begyndte med, at jeg rejste til Stockholm for at se en maleriudstilling. Fortsættelse følger forhåbentlig.