Uddrag af "Dæmningstid"

Ud på aftenen lagde jeg mig i sofaen og gav mig til at lytte til huset. Jeg kendte hver en lyd, det gav fra sig. Den sagte brummen fra fyret, der forplantede sig gennem murene. Køkken-skuffen, den nederste, der peb, fordi den gik skævt. De tynde vandstråler, der foldede sig ud over gulvet, når hun tog bad. Forsythiabuskens svirp mod ruden, saltvandsnedslag i blæsten. Det var som en hjertelyd. Små sammentrækninger, en given slip, kropsnære dunk man pludselig opfattede gennem en stilhed, eller når de med ét hørte op.

De ville jævne Vesterstrand med jorden, jeg vidste det godt nu. De ville fjerne os fra vores sandede grunde og lade dæmningen slå rod, dér hvor vi hørte til. De ville lade alverdens forbipasserende indånde den luft, der var vores, og kaste deres uvidende blikke ned over græsklædte dæmningsskråninger, ned til de jordfyldte huller, hvor der en gang lå huse. Vores huse. Mit, hans. Det var Kresten, der byggede det. De ville fjerne os uden at vide, at jeg ikke kunne forlade Vesterstrand. Hverken to dage eller for altid.
Søvnen, der sneg sig ind over mig, var urolig. Jeg drømte fjordbilleder, ikke herfra men et andet sted jeg ikke kendte, og hørte stemmer, der blandede sig, uden at mennesker kom til syne, et marskland hvor jeg ikke brød mig om at være, trappetrin pludselig og tunge skridt på vej bag mig, en hånd mod min skulder. Jeg satte mig op med et sæt og mødte hendes blik.
- Han er her, sagde hun.
Jeg gned mig over ansigtet.
- Ras?
- Keller.
Jeg svingede hurtigt benene ned af sofaen og så på uret, det var næsten midnat.
- Så sent?
- Han er ovenpå, sagde hun og stillede sig ved vinduet med ryggen til mig, mens hun trak trøjen tættere sammen om kroppen. - Han har det skidt. Jeg har givet ham lov til at blive nogle dage.
- Nå. Jeg så forbavset på hende.
- Hvorfor går du ikke op til ham, foreslog hun. - Han vil godt snakke lidt, tror jeg.
- Var det ikke bedre, hvis du?...
- Nej, Dines. Hun vendte sig.- Det er dig, der skal hjælpe ham. Jeg kan ikke.
Hun lagde en hurtig hånd på min arm, da hun gik forbi.
- Han bliver ikke let, sagde hun. - Men det ved du vel?
Han sad i mørke. Et øjeblik ramte lyset fra gangen ham, da jeg åbnede døren. En forvokset skoledreng, gik det gennem hovedet på mig, det var det, han lignede, som han sad der på sengen med ryggen lænet mod væggen og knæene trukket op til brystkassen. Hulkindet selvgranskende og på vej til at fare vild i sin egen tankegang.
Jeg vidste ikke, om jeg skulle blive stående eller gå igen.
- Lad være at tænde, sagde han.- Kom ind.