Iben Claces

Født: 1973 på Frederiksberg.
Debut: Tilbage bliver.

Jeg er født på Frederiksberg en fuldmånemorgen i oktober 1973. Var længe eneste barn i en familie, hvis jødiske og jyske voksne (for-)talte, sang, spillede, diskuterede og skrev de historier ned, jeg dikterede. Jeg var altså teenager i firserne. Det var fælt. Megen overflade og mening i minus. På min privatskole vandrede alle med respekt for sig selv og gruppepresset rundt med store mærkenavne printet på sweatshirten. En dag fandt en samling af Schades digte i reolen. Digtet, jeg slog op på, begyndte: ”Lysende tindrer det omtågede København i sin vinduesspros”. ’Tindrer’ er stadig et af mine yndlingsord. Sådan gled jeg gennem døren – fra bibliotekets hylder med ungdomsbøger til sektionen med lyrik i voksenafdelingen – og fandt tiltrængte tilskud til meningskontoen. Jeg skrev allerede sangtekster til den guitar, jeg havde spillet på, fra jeg var otte. Fra sange til digte var der kun et skævt spring. Jeg sprang, resolut ind i forfatterdrømmen. Og sprang fra et snævert Frederiksberg ind på et værelse i indre by, da jeg som 15-årig flyttede hjemmefra. Kort før jeg blev student i 1992, kom mine digte på tryk første gang i Hvedekorn. Jeg gik på Forfatterskolen fra 1992-94 og debuterede med digtsamlingen Tilbage bliver i 1994. Året efter kom digtsamlingen En fremmed selv. ”Digter – og hva’ så nu?” Jeg var begyndt at læse litteraturvidenskab... Efter to semestre tog jeg til Mexico, for første gang på rejse uden for Europa. Varme vinde smækkede nye døre op. I årene, der fulgte, var jeg på begejstret dannelsesrejse og kun i Københavnstrup i transit med jobs som bl.a. telefonbogsomdeler, kundepanelsinterviewer og natlig postsorterer. Digtsamlingen Stjernehavet (1999) er skrevet dels i Latinamerika, dels i Asien.Jeg underviste på skrivekurser, inden jeg for anden gang besøgte Indien. Her læste jeg hindi, boede længe i en sydindisk landsby, og her mødte jeg min canadiske mand, – vi giftede os i Ottawa i 2002. Samme år blev jeg mor og fik foræret inspiration til fortællingen Akikos ammehjerne, min prosadebut (2004). Bor indtil videre på Nørrebro med min familie og er taknemmelig for, at også dén dør er blevet åbnet. 

Biografien er udarbejdet af Iben Claces
Portrættet redigeres af Mette Rasmussen, Slagelse Centralbibliotek

Fotograf: Susanne Mertz

Debut: 
1994
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Teksteksempel – fra fortællingen Akikos ammehjerneSuppeskål. I køkkenet koger grøntsager under låg, og skålen med de indlagte riskorn venter. Akiko venter på et tegn, på at gåden kan løses: Det er ikke længere et spørgsmål om, hvad hun skal lave med sit liv, eller med hvem, men snarere hvad livet skal lave med hende, nu da meningen har udfyldt de tomme pladser.Det er hun slet ikke vant til, en rastløshed sender hende på vandring i aftenparken, hvor konkubiner i uldtrøjer og kejsere i kørestole lytter til sølvklokker og falske nattergale. Akiko standser gartneren, som river stierne, nu da Akiko har mening og orlov. Hun spørger, hvordan det er muligt at få så mange tomme pladser udfyldt og stadig være hul som den træfløjte, vinder blæser i. Gartneren slår ud med hånden mod zenhaven, hvor skulpturerne står stille, hvor gruset altid er sprødt og vejret altid det samme. Han taler om tomhed og form, om cirklerne og snirklerne og stierne i gruset, og det er alt sammen rigtigt og godt og godt og rigtigt, men Akiko er stadig ikke overbevist:Hvor er de ting, som ikke kan rummes i stenskulpturernes strenge æstetik og grusets sprøde sødme: Hvor er livmoderens tomme center, barnets første mareridt; gammelmandssukkersyge, knæoperationer og demens; brystkræft, lungecancer, struma; biologisk nedbrydelige tensider, Peter Plys og Peter Kanin; hvor er de vaskeaktive stoffer, er de lange skrigeture tomhed eller form?Gartneren rækker Akiko riven, så hun selv kan danne sit spor, men hun har hænderne fulde af Natsan og vender om, vender hjem for at amme.

Inspiration

In-spirare: (latin) indblæse, begejstre. Inspiration er kys…? Og vind. Det tiltaler mig, hvis det virkelig er tilfældet, at skrive på en indånding, som i første omgang ikke har med noget andet skrevet at gøre… Men Fremmedordbogen og Etymologisk Ordbog er, som her, gode støtter for begejstringen.Igangsættere: Michael Strunge og Klavs Bondebjerg fulgte efter Jens August Schade.Bestemødre: Astrid og Selma (henholdsvis Lindgren og Lagerlöf). Ursula K. LeGuin. Eventyrene: H. C. Ananas (som min søn kalder ham). Grimmersen (som jeg kaldte dem). De nepalesiske trykt på gråligt papir, de nordiske folkeeventyr. At få lov til at dele dem på ny i højtlæsning, genfortælling. Tolkien. Narnia-universet.Guitar og fløjte: Bob Dylan. Joni Mitchell. Hariprasad Chaurasia. Skrifterne: Bibelen, Tao Te Ching. Oversigten over verdens mytologier, som jeg vender tilbage til. Opslagsbøger om guder og helte, fra Frej til Shiva over Apollon. Paradokser, litterære og som sådan. Zendigte, koan-traditionen: Hvad er lyden af en hånd der klapper?Ovids forvandlinger. Paul Celan. Og Vizma Belsevica. Mine hidtil fire bøger er skrevet i disse åndedrag: Erindringer. Kærlighed. Rejser. Kærlighed, igen: Peace, love and light - baby.