Henrik Hohle Hansen

Henrik Hohle Hansen

Henrik Hohle Hansen er født d. 29/10 1963 i Nakskov, tog HF i 1984 og blev Cand. Phil. i dansk i 1996 fra Aalborg Universitet. Arbejder som indvandrerlærer i Ringsted og organist i tre kirker på Vestsjælland.

Bor i Sorø sammen med Gitte Hansen og deres 2 piger.

Tidligere beskæftigelse: børnehavepædagog, værftsarbejder.

Oprindelig publiceret Forfatternet Sorø - 20. juli 2000

Debut: 
1983
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Det hele begyndte således:
En kvinde gik ind i en stor bygning, hen ad nogle lange gange og ind i et rum. I dette rum afklædte hun sig, og lagde sig nøgen i sengen.
I rummet befandt sig en mand, og flere andre kvinder.
Kvinden i sengen stønnede og spredte sine ben.
Så kom Kurt til syne mellem benene.
Så begyndte historien.

En mand i sort frakke og kasket kom til syne ude bag glasruden ind til fødeafdelingen. I munden vippede en stor cigar, som han bed huller i af nervøsitet. Der var ikke ild i cigaren. Frakken var sort af regn.
Manden var James Lollik og far til Kurt.
Der stor en hørm af dårlige signaler ind gennem glasset til fødestuen. James Lollik led af en sygelig afsky for blod og sved og nyfødte børn og kønsåbninger og kvinder. Især kvinder.
(Fra romanen "Kære Gud lad mig ikke dø på et lokum", Gyldendal 1990)

Det elektriske lys er en mageløs opfindelse. Det tyvende århundrede vil blive lysets århundrede. Den sidste rest af mørke vil blive fejet bort. Intet skal længere forblive ukendt for os; vore lys vil nå ind i den sidste mørke krog, og give os svaret på vores sidste spørgsmål. Tænk på hvordan det elektriske lys er blevet tændt i Europas storbyer, London, Berlin, Paris og har bredt sig fra disse civilisationens kraftcentre ud over det mørke land. Langsomt, et for et, er et lys blevet tændt. Er en by blevet til i mørket. Før brændte de slørede gaslygter, stearinlysenes svage flammer, petroleums-lampens blinde skær. Og den levende ild var en farlig tjener, som på ingen tid kravlede over i et gardin for at vokse sig stor som en katastrofe, ødelagde huse og byer.

Nu er lyset blevet rent, klart. Kontrollabelt. Dette lys flakker aldrig. Tøver aldrig. Dette lys er som sandheden; et bevis på den videnskab som erobrer verden i disse år, og oplyser selv de mørkeste områder på vor klode og i menneskesindet. Snart er natten blot historie, og vores erobring af naturen vil være den sol som skal brænde omkring os til evig tid.
(Fra romanen "Don Faust", Aschehoug 1995)  

Inspiration

En god historie, først og fremmest, det er hvad jeg går efter. Skrevet på en ny og overrumplende måde. Den første linje i bogen er vigtig for mig. Den skal fange mig med det samme. Ellers gider jeg ikke. Jeg er en langsom læser. Jeg læser hellere de samme bøger igen og igen, fremfor at begynde på noget nyt. Der findes alt for mange forfattere som er gode til at skrive, men intet har at fortælle. Forfatteren skal bevise over for mig, at han eller hun har noget på sinde. Og helst gøre det inden side 50. Desuden skal forfatteren kunne beskrive på en ny og anderledes måde, eller helt lade være med at beskrive. Alt for mange beskrivelser i alt for mange bøger er rent fyld.

Jeg foretrækker eventyr fremfor socialrealisme, men en blanding mellem de to genrer plejer at være interessant. Jeg elsker satire og humor i bøgerne. Derfor har især Kurt Vonnegut og Leif Panduro betydet meget for mig.

D. M. Thomas: Det hvide Hotel, (som ikke er særlig morsom) er stadig en af de bedste bøger jeg har læst. Men den har netop denne herlige blanding mellem drøm, eventyr og socialrealisme, som jeg omtalte ovenfor.

Ellers er H.C. Andersens eventyr min yndlingslæsning, ikke mindst fordi han kan fortælle så meget på så kort tid, og gå lige til sagen med det samme. Og fordi hans beskrivelser er helt anderledes end hos andre forfattere. En ting man i høj grad også finder hos Karen Blixen, der er en anden af mine yndlingsforfattere. Desuden er jeg meget glad for Astrid Lindgren og Michael Endes værker, som jeg læser igen og igen.