Hanne Reintoft

Født: 1934 i København.
Debut: Kvinden i klassesamfundet.

Jeg er født d.3. 3.34 i København og voksede op på Vesterbro. I de første syv år af mit liv var jeg så lykkelig at have min farfar. Han lærte mig at læse, inden jeg fyldte fem år og at finde rundt i en avis. Han sagde altid, at for ham var Paradis at sidde under et skyggefuldt træ og læse en god bog. Det blev det også for mig. Jeg hører til den lykkelige generation, hvor der var lange mørke vinteraftener uden TV og PC.Hver aften hang vi børn hen over vor fars store lænestol, mens han læste højt. Af Den sidste mohikaner, Robinson Crusoe og senere Oliver Twist og De tre musketerer. Da jeg var 12 år forærede min mor mig Sigrid Undsets: Kristin Lavransdatter. Den står endnu i laser med hendes kærlige indskrift og blev indgangen til ungdommens store litteraturoplevelser. I gymnasiet vakte en dygtig lærer min historiske interesse, og en meget skrap dansklærer fru Blinkenberg hersede med os for at lære både det nye og det gamle danske sprog. ”Der er ikke noget, der hedder et bjerg, når vi har det gode nordiske ord et fjeld” sagde hun altid. Læseren må erindre, at det var lige efter den tyske besættelse af Danmark.   Glæden ved læsning gjorde studieårene lette. Lovtekster skulle forstås og indlæres.For den unge socialrådgiver blev det vigtigt at kunne skrive en god journal og en god erklæring. De første bøger var præget af min gryende politiske forståelse. Oversættelse af Rosa Luxemburgs: ”Socialreform eller revolution” voldte hovedbrud. Senere fulgte egen første bog: ”Kvinden i Klassesamfundet”. I årenes løb blev det så til en lang række socialpolitiske bøger, hvor trangen til kunstnerisk udfoldelse kunne forløses ved beskrivelse af de mange mennesker, der fik brug for min faglige kunnen. Det sociale liv greb mig. Det har været et rigt og dejligt liv.   I modne år begyndte både venner og en altid støttende ægtefælle at opfordre mig til at skrive skønlitteratur. Det var både fristende og farligt. Samtidig fik jeg langt om længe stunder til at genoptage mine historiske interesser ikke mindst Danmarkshistorien. Det forekommer mig vigtigt i en tid, der er så sørgelig historieløs. Inden da havde jeg i 1996 skrevet mine sociale erindringer. Trods utallige opfordringer tør jeg i disse sorte tider ikke rigtig give mig i kast med de politiske. Men i 2000 vovede jeg så springet og udgav min første historiske roman. Jeg er et begunstiget menneske, fordi mit liv har lært mig så mange menneskeskæbner kende. Derfor er det ikke så vanskelig at skrive fiktion, fordi inspirationen altid er til stede også uden at jeg behøver ”affotografere” min nærmeste omgangskreds.

Biografien er udarbejdet af Hanne Reintoft

Debut: 
1972
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Karen befandt sig i lys og skygge. Ofte tog mørket overhånd. Skærende smerte flåede kroppen. Den udtørrede mund hungrede efter væske, der flød tilbage ud ad mundvigene i små boblende strømme, mens luft gik af den krop, der ikke længere kunne rense sig. Smerten forandrede indimellem det kulsorte mørke til et flammende bål, der udløste de skrig, hun med sine allersidste kræfter søgte at holde tilbage. Hun var da overbevist om, at hun var kommet i skærsilden eller befandt sig i helvedes flammer. Smerten over at være forkastet af Gud var ondere end kroppens pine. Efter en forpint nat, der havde været forfærdelig for alle, bad hun om den sidste olie. Præsten blev hentet, kerter tændt, vievandskarret opstillet, mens han hengav sig i messende bøn. Den syge fandt ikke fred derved. Gennem den ophedede tankeflugt trængte det sig på, at han var lige så overfladisk og uduelig som altid. Povel vinkede den ene munk hen til hendes leje. Munken talte indtrængende om Guds lyse nåde, Jomfru Marias uskyldige favn og om den guddommelige kærligheds uudtømmelige kildevæld. Han lovede snarligt gensyn med alle de forsvundne, de elskede og savnede i Himmelens lyse sale befriet ikke blot for smerter, men for al jordelivets modgang og møje. Taknemmeligt lod hun hans svale hænder glide over sin pande. Hun hengav sig til Jesus Kristus, hvis lidelser på korset havde været så langt tungere end hendes, fordi han et øjeblik havde følt sig forladt af sin Gud.
Der kom stunder, hvor mørket og de rødflammede skyer buldrende svandt bort, mens lyset tog til, og den opsvulmede krop fandt ro. Gårdens folk åndede lettet op. Bønnerne strømmede friere, når smerteskrigene stilnede. Som dage og timer skred og timeglasset randt, blev de lyse stunder hyppigere. Karen fandt en egen lethed, som om ånden var ved at sige farvel til sit jordiske hylster. Kristi lidende ansigt forsvandt. Den milde Moder trådte frem med udstrakte arme. Hun kom mod Karen med liljer i favnen. Om hende stod en hvidgylden stråleglans. I et syn skimtede Karen bag hende omridset af menneskeansigter så lig dem hun i sit liv havde elsket. I et andet så hun den flammende tornebusk. I et skarpt erindringsglimt mærkede hun den stærke duft af muld, da en ung svanger kvinde for længe siden bøjede sig mod jorden for at finde nåden. Frygten forsvandt. Den blev afløst af en mild fortrøstningsfuld afventen. De mennesker, der stod om hende og holdt af hende, troede, at hun havde forladt jordelivets samvær. Trods sommervarmen følte de i frysende ensomhed, at døden var den absolutte adskillelse trods alt håb om og tro på kødets opstandelse. Hulkende bad bodil den syge om at gå hendes døde småbørn i møde, når hun stedtes for Herren og bringe dem moders kys og velsignelse. Den syge hørte måske bønnen, men fandt ikke vej tilbage til menneskeligt samvær.         I det allerførste daggry blev Karen vækket af en ukendt smerte. Den føltes ikke som disse velkendte og forhadte skærende, pinende flåninger, men som et råb fra den hele kvindekrop, der våndede sig i uendelig pine. Så stilnede den. I et klart øjeblik så hun sig om – skuede ud over sovende kroppe, sammenrullede små børn, en mand og en kvinde arm i arm. Derefter listede bevidstheden væk på stille trin. Lyset kom. Det blev stærkere og stærkere, hvidligt blændende, dragende og sugende, som når havets bølger droges tilbage i brændingen. Hendes hørelse skærpedes, langsomt steg harpeklang og sang mod hende først i det fjerne, så nærmere og nærmere og der… ad en gylden himmelstige kom ærkeenglen Michael imod hende med udstrakte arme. Lyset løftede hende, som red hun på en månestråle, højere og højere, englesangen jublede hende i møde. Hun vidste, at nu - nu steg hun, kom hun, nåden var fundet. Så blev der mørkt.  
Uddrag af "Strejf af nådens vinge"  

Inspiration

Det store forbillede er den svenske forfatter Eyvind Johnson ikke mindst på grund af hans fabelagtige evne til at beskrive et drama med få ord i kraft af hans enorme indlevelse i menneskenes gode og onde sider. Romanen: ”Drømme om roser og ild” er genlæst utallige gange.   Når jeg i mine romaner helst beskæftiger mig med jævne menneskers gang på jorden, skyldes det mit sociale og politiske ståsted. Kejseres og kongers liv og levned er så velbeskrevet af andre, mens det sagtmodige almuemenneske sjældent har fået stemme. Den store inspirationskilde her har været Jeppe Aakjær. Tænk på: ”At dybest brønd har altid klarest vand” med de få ord: slægtens ve og våde. Er der noget jeg ønsker, er det netop at beskrive slægtens ve og våde.   Alligevel er det svært at give konkret henvisning til den altid tilstedeværende inspiration. Tænk på de store russiske forfattere, på Primo Levis beskrivelse af det 20.århundredes elendighed og på de fantastiske latinamerikanske digtere, der beskriver lande, hvor jeg også har fået lov at udføre socialt arbejde. Det eneste virkelig besværlige ved selv at skrive bøger er, at man ikke rigtig kan læse, mens man selv er i den skabende proces.