REFUGIET 19/11

Det er blæst op. Blæsten løfter skodderne og slynger dem igen
tilbage. Alting klaprer for blæsten. Den hyler i store stormsus og det
føles som om mit værelse hænger på kanten af kloden og om lidt vil blive
slynget ud i rummet.

Sorte biller vandrer i gåsegang under gasradiatoren. De vandrer og vandrer,
gravitetisk og formålsløst, som rullende sorte oliven, mens blæsten hyler.
En piben langt borte, så igen et brag. Nu samler det sig, nu tager det til.

Ude i gården gynger lygterne. Jeg kan høre lyden af noget, der falder
og knuses i faldet.

I drømmen er det dyb nat, og jeg står uden for mit rum, i gården mellem de
okkerfarvede mure. Her er meget stille; over mit hoved blinker fjerne
stjerner. Jeg går længere ud i gården, mens jeg ser op på den dybsorte
himmel med stjernernes gyldne prikker. Pludselig begynder himlen at ryste.
Den slår revner. Stjernerne kommer nærmere, gynger frem mod mig i striber,
som danner mønstre og tegn. Det er de stjernebilleder, jeg kender, men
tættere på, lige over mit hoved. De vender sig mod hinanden og kæmper, løve
mod skytte, jomfru mod skorpion, vandmand mod fisk. Nu spalter løven sig i
to. To løver i rasende kamp, mens himlen krakelerer. Jeg ved, det er
verdens undergang, og jeg er alene, borte fra de mennesker, jeg holder af.
Jeg råber deres navne op mod himlen, alle navne, også hendes, der er død.

(Fra romanen "Ingen genvej til Paradis", Gyldendal 1999)

En aften kort før kaptajnens planlagte afrejse, rejste han sig i sengen,
kaldte Elle hen til sig og åbnede kisten. Den var fuld af papirer beskrevet
med ord og tegn, som hun ikke kunne læse. I det ene hjørne lå en pose af
violet fløjl, og fra den tog han et smykke, en gylden kugle, der hang i en
snor af silkeagtigt læder. I skæret fra tællelyset lod han kuglen gynge
foran hendes øjne, og med eet kunne hun se hele verden i alle dens hjørner
og dimensioner. Hun så Niels Martinus i færd med at klatre op ad et bjerg,
hvorfra der steg en sort røgsky. Hun så sin egen mor ligge så stille i sin
kiste, og hun så sin oldemor Maren, hvis hvide skelet vendte sig uroligt i
jorden langt inde på fastlandet. Hun så øen, som den havde været, grøn og
frodig, bevokset med egeskov og det store asketræ midt i lysningen. Og hun
så den igen bebygget med grå huse, hvis konturer skimtedes bag et slør af
røg. Men asketræet stod der endnu, midt på øen.
Hun forstod, at denne kugle rummede tiden, og at kaptajnen ønskede at
fortælle hende om den.

(Fra romanen "Guldkuglen", Lindhardt og Ringhof 1985, ny revideret udgave,
Gyldendal 1998)