Jeg er født i Skjern 1961 og vokset op i Århus i et hjem, hvor reolerne bjugnede af uafbestilte månedens bøger fra Gyldendals Bogklub. Selv læste jeg systematisk alle Jan-bøger, Puk-bøger, og da jeg var blevet skolebogopsætter, alle Alistair MacLean-bøgerne. Om sommeren var jeg solbrændt på ryggen og helt hvid på forsiden, fordi jeg altid skulle læse. Min familie spåede, at jeg skulle blive bibliotekar.
Jeg blev student fra Århus Statsgymnasium i 1980, så flyttede jeg til København og slog mig ned som eksil-jyde.
Det stod klart, at jeg skulle noget med bogstaver, og valget faldt på en uddannelse som grafisk designer fra den Grafiske Højskole. Min familie skulle ikke så let få ret. Jeg kom sent i tanke om at skrive. Efter 10 års arbejde som grafiker trængte jeg i den grad til at lave noget andet, så efter at have afprøvet lidt forskelligt indenfor maleri, skulptur og installation, kom jeg igang med at skrive og tegne for børn. Det resulterede i billedbogen "Alle tiders rejse", 1995, skrevet sammen med min tidligere kollega fra Experimentarium, Ida Toldbod.
I 1997 deltog jeg i Forums konkurrence om en bog til de 9-12 årige. Det blev til bogen "Drengen med sølvhjelmen" som vandt konkurrencen.
Bogen er udkommet i Norge og Sverige og er solgt til udgivelse i Holland, Italien og Tyskland. Desuden har Zentropa købt filmrettighederne. Det var "Drengen med sølvhjelmen" der i år udløste Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.
Portrættet er udarbejdet af forfatteren
Portrættet redigeres af Gentofte Bibliotekerne
Oprindelig publiceret ForfatterNet Gentofte - 6. december 2000
Foto: Anne Bjerge Hansen
Kontaktoplysninger
Hanne Kvist Kildemosevej 5 3060 Espergærde
Bøger
Inspiration
Jeg har et umådeligt behov for litteratur, men en begrænset tid til rådighed, så jeg er altid bagefter. I min notesbog har jeg en evigt voksende liste over bøger jeg har fået anbefalet eller læst en anmeldelse af, eller også er det bare endnu en klassiker, jeg har gået glip af. Jeg ved ikke, hvor Johs. V. Jensen, Martin A. Hansen og de mellemliggende var henne, da jeg gik i skole, det eneste jeg husker, er at vi fik alle De Fem-bøgerne læst op i klassens time, og nu må jeg selv komme i lag med klassikerne. Jeg har altså sent stiftet bekendtskab med fx Peter Seeberg, men med så meget større glæde. Hans små koncentreret livsskildringer er som vitaminpiller for skrivelysten. Jeg holder af det korte og det præcise: Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, Christina Hesselholdt og Einar Már Gudmundsson ( hos ham får man prosa og lyrik på én gang). Det tungsindige: Rainer Maria Rilkes "Malthe Laurids Brigges optegnelser", og det absurde: Calvino.
Og så har jeg slet ikke været omkring børnebøgerne. Jeg læser dem for at orientere mig om, hvad der kommer, jeg læser H. C. Andersen fordi han overrasker hver gang, og Lewis Carroll, fordi jeg må vende tilbage igen og igen. Som sagt: det er tiden der er problemet.
Priser og legater
1997: Arbejdslegat fra Litteraturrådet
1998: Arbejdslegat fra Litteraturrådet
1998: Peder Jensen Kjærgaard og hustrus legat
1999: Statens Kunstfond
1999: Forfatteren Peter Freuchens legat
2000: Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat
smag på bøgerne – en bid om dagen