Min morfar kørte på en lyseblå Velo-solex til han blev 92. En dag kørte han ind i bøgehækken, og så forbød min mormor ham at køre mere, fordi han var til fare for sig selv og sine omgivelser.
Hun forbød ham også at klatre op på taget og reparere de løse tagsten, men det hjalp ikke, han sad oppe på det tag til han blev 96, og så døde han. Han var murermester og havde selv bygget huset, så det ærgrede ham, at han ikke kunne finde det sted, hvor vandet kom ind.
Det med, at han var murermester kunne man se på, at han altid gik rundt med en klud om den højre tommelfinger: den blev nemlig meget slidt af at stryge fugen efter, og det var den eneste af hans fingre, der duede til dét arbejde. Man kunne også se det på, at han gik i sit hvide murertøj med lange uldne underbukser, det samme tøj sommer og vinter. - Kan det holde kulden ude, så kan det også holde varmen ude, sagde han. Min morfar kom fra et fattigt hjem med 11 børn.
På min mormors side stod det lidt bedre til. På hendes fædrene gård havde de mink, som man ikke måtte stikke fingrene ind til, og så nedstammede hun i lige linje fra Søren Kierkegaard, eller i hvert fald så lige som det kan blive, når man tænker på, at Kierkegaard ikke havde nogen børn. Det gik først galt, da min mor lånte slægtsbogen ud til en husven, som var meget interesseret i slægtsforskning, og særligt i hvor indirekte vi nedstammede fra ham den gamle Kierkegaard. Så blev bogen nemlig væk. Manden ledte alle steder, jeg kan se for mig, hvor svedig og nervøs han er blevet, da det går op for ham, at hele denne slægtsoptegnelse er gået tabt, men det hjalp ikke. Bogen var og blev væk. Min mor tilgav ham nok ikke helt, men det var svært at være rigtig sur på en, der var så rar og havde sådan nogle udstående øjne, ligesom Marty Feldmann.
Der foreligger ikke nogen skriftlige beviser for mit slægtsskab med Kierkegaard, til gengæld er det tydeligt, at jeg har arvet den sarte tommelfinger fra min morfar. Jeg er jævnligt nødt til at gå med plaster på den, og allerede nu, i en alder af 39, synes jeg, at jeg kan se, at den er blevet kortere. Og det til trods for, at jeg ikke særligt tit har fingeren i mørtel.
Jeg tør slet ikke gisne om, hvor galt det vil være, når jeg er 96, men på den anden side: Kierkegaard har også haft sit at kæmpe med.