Nyskrevet tekst. Endnu ikke offentliggjort andre steder…

Vor nabo Thomas Iversen, som ofte kom over til os og holdt snak søndag formiddag, blev kaldt Thomas Vildand. Det skyldtes at en slagter og en købmand engang havde solgt vildænder til tyskerne, men ikke ville være det bekendt over for andre i byen, og derfor bad om at pengene måtte blive sendt til Thomas Iversen, men Thomas snød dem, han beholdt selv pengene.

Engang i trediverne havde nogle bønderkarle en nytårsaften lagt en sæk over hans skorsten, mens Thomas og hans kone fejrede nytår hos nogle venner. Langt ud på natten blev karlene klar over, at det de havde gjort kunne være færligt. De risikerede, at Thomas og hans kone blev røgforgiftede og måske døde af det. De vendte derfor tilbage og kravlede igen op på taget og fjernede sækken. Det hørte Thomas, der lige var kommet hjem og endnu ikke var faldet i søvn. Han sprang op, greb sit jagtgevær og løb i lange underbukser ud af huset for at give synderne en forskrækkelse. Men da var de for længst flygtet ned efter byen til. Thomas skød op i luften og løb efter dem, men da han havde løbet en tre fire hundrede meter, var han så forpustet, at han måtte opgive. Han blev stående og fyrede endnu en gang efter dem og vendte så om. Da han på tilbagevejen kom forbi et nabohus, hvis beboere havde været med til samme fest som Thomas og var kommet lige så sent hjem som ham, åbnede konen vinduet og råbte: "Thomas schiesst du mit Hageln".