Grete Roulund er født i 1946 i Vanløse og har efter studentereksamen studeret forskellige fag: historie, litteratur, religion og veterinærvidenskab. I 1960’erne valgte hun at arbejde en periode i Albertslund med arkivarbejde og undervisning. I 1991 tog hun cand.phil-eksamen i filmvidenskab med speciale i Draculafilm. Forfatteren boede en række år på landet og opdrættede dyr. Senere flyttede hun til en lejlighed i København, hvor hun i dag er bosat.
Grete Roulund døde 4. november 2004 (red).
Novelledebut Roulund debuterede i 1981 med bogen Verdito, som består af tre lange noveller. Hendes debutbog blev godt modtaget af kritiken. Nogle har sammenlignet hende med Karen Blixen og set træk af Somerset Maugham og Graham Greene i hendes bøger. Roulund er meget produktiv og har i gennemsnit skrevet en bog om året siden debuten.
Romandebut Hendes første roman, Blackhawk, kom i 1982. Den foregår i den canadiske ødemark. To mænd er havnet der pga. af et uvejr, og vi er altså langt hjemmefra den danske hverdag. Roulunds bøger foregår ofte uden for Danmark, og hun foretager selv udlandsrejser i månedsvis. Hun foretrækker at skrive bøger, der ikke foregår i den vestlige civilisation, ligesom hendes bøger ofte handler om mennesker i udkanten af samfundet.
Genre Hendes bøger befinder sig genremæssigt imellem triviallitteratur og thriller. De befinder sig inden for feltet gyser, krimi, science fiction, fantasy og horror. Temaer, som går igennem hendes bøger, er menneskers ondskab, epidemi og katastrofe, ligesom forholdet mellem offer og bøddel ofte er emne i hendes bøger. Grete Roulund har modtaget et stort antal priser og legater.
Drama, essays og muntre erindringer Anderledes muntert skriver Grete Roulund i erindringscauserierne Frygtelige familieportrætter (1989). Hun har også skrevet drama og debuterede som dramatiker med tv-spillet O i Reno (1989) og har siden sammen med Inger Rauf fra Boldhusteatret skrevet en række skuespil. Fra forfatterens hånd er endvidere kommet essaysamlingen Krydstogt på Peblingesøen (1994).
Kilder: Kraks blå bog, 2004-5 Dansk forfatterleksikon. Biografier, 2001 Gads danske forfatterleksikon, 2003
Portrættet redigeres af Janet Wilhjelm, Køgebibliotekerne
Psykologisk thriller om tre kvinder, der i en dommedagsberetning er indespærret på et medicinsk institut, mens verden går i opløsning udenfor - Deres skæbne er underlagt den menneskeskabte forråels
I en kz-lejr lærte drengen Eugen at dræbe med nydelse - Som midaldrende i Kathmandu - med fortiden på afstand - genkendes han, og selvom han nu kan elske, ER han tilbage i 1940'erne
En tysk miljøgruppe styrter ned i et ufremkommeligt jungleområde i en sydøstasiatisk ø-republik, hvor franskmændene tidligere har foretaget eksperimenter med atomvåben
Små humoristiske fortællinger om den mangfoldighed af dyr, forfatteren har mødt i sit skovhus på Midtsjælland: snegle og geder, høns, gæs og en æselhingst, hængebugsvin, hunde og
Fleur bliver i bedre humør, mens han barberer sig. Når han har kørt Bella hjem, vil han tage en tur op til Mayona. Se, om det er i orden, lige til at flytte ind i. Det gør han nu nok ikke, han vil hellere have Cavagnouds lejlighed, den er så central, og støj har aldrig generet ham. Der er ingen Bella i stuen. Uret tikker. Heller ingen Bella i køkkenet. Eller på gæstetoilettet. Eller i haven. Fleur bliver lettet. Det kan han ikke være bekendt. Det er jo synd for pigen. Hun er vel ensom. Kan han sætte sig og spise morgenmad med god samvittighed? Nej. Ikke før han har kørt pigen hjem. Der er stadig ingen fugle i haven. De er fløjet væk. Døde. De plejer altid at være på græsplænen, men ikke i dag. Fuglene bliver hos Fleur, mens han kører, han kan godt leve uden dem, men han kan ikke lide, at de forsvinder. Dér går pigen. Går ret pænt og har en fin skikkelse uden de store shorts. Men hvorfor pokker har hun hestehale? Det ser så inderligt åndssvagt ud. Fleur tager farten af bilen. Jeg kører hende hjem og så færdig. Men hun har gået hele den lange vej for at give mig en skide flaske cognac. Og hvad så? Fleur kører langsomt og forsigtigt uden om Bella og standser. - Nu er det faktisk alt for varmt til at gå, siger han. Bella bøjer sig ned og ser på ham. Hun er blevet brun, det bruneste er hendes næse, men hendes brunhed er nydelig. Fleur kommer til at tænke på karameller, og det forvirrer ham. - Jeg ville bare aflevere den flaske, siger Bella roligt. - Jeg ville ikke forstyrre dig. Ikke under nogen omstændigheder. - Jeg tænkte på at køre nordpå. - Du må have en god tur. - Jeg tænkte på at tage dig med. - Jeg tror ikke, jeg tager med, siger Bella høfligt. Fleur tror ikke sine egne øren. Idioten vil ikke med, og han har strakt sig så langt, gået helt ud over sine egne grænser, og det lille fjols ... Fleur overvejer at trykke speederen i bund og efterlade Bella i en stor hostende støvsky. Men han gør det ikke. Han smiler og kører stilfærdigt videre. Det her får man ud af at være rar. Fleur er ikke vant til at blive afvist.
smag på bøgerne – en bid om dagen
